Jeg er ikke altid arbejdsløs – men jeg er altid jobsøgende

»Det er rart, at der er ro på«, siger Anna Overlund-Sørensen, da vi mødes til interview i Bibliotekarforbundet. Med ro på mener hun, at hun netop har fået forlænget sit vikariat med tre måneder, så hun ved, hvor hun skal arbejde indtil marts måned. Derefter står hun igen uden arbejde – måske – hvis ikke et nyt vikariat eller en fast stilling har vist sig. Sidstnævnte er det håb, der efter tre år med korte ansættelser stadig lever. Men det har taget Anna Overlund-Sørensen lang tid at nå frem til, at det ikke er hende, der er noget galt med, og at der ikke er gode og onde i spillet om jobbene. Det handler om strukturer og en samfundsmæssig tendens, der kun vil vokse de kommende år, hvor arbejdsmarkedsforskere forudser flere midlertidige ansættelser på alle dele af arbejdsmarkedet.

Men hvordan er det altid at være ansat med en bagkant i forhold til kolleger, opgaver, og hvor meget man involverer sig socialt og fagligt på arbejdspladsen?

OPGAVER

- Jeg får typisk de praktiske, forhåndenværende opgaver. Vagtdækning, aflastning af kollegerne, »brandslukning«, oprydning eller kassation, siger Anna Overlund-Sørensen, der savner at kunne sætte sin faglighed mere i spil. 

- Det er svært, når man kun er et sted to eller tre måneder, og arbejdspladsens behov er »her og nu-opgaver«. Jeg savner at kunne »grave« mig ned fagligt og bruge min teoretiske viden fra studiet i praksis, for eksempel om målgrupper, og jeg ville ønske, at jeg havde tid til at udvikle en relation til borgerne og lokalsamfundet. 

Det er sværere at udvikle sin faglige profil, når man ikke er fastansat, oplever Anna Overlund-Sørensen. Både formelt og uformelt.

- Jeg får ikke tilbudt kurser, fordi arbejdspladsen sandsynligvis ikke når at få gavn af det, og det er vanskeligt at deltage i den uformelle faglige sparring i et kollegafællesskab, når man kun er et sted i kortere tid, og ens opgaver mest relaterer sig til det praktiske. Jeg får sjældent udviklingsopgaver, og hvis jeg gør, planlægger jeg ting, som jeg ikke er med til at realisere, eller realiserer ting, jeg ikke har været med til at planlægge, siger Anna Overlund-Sørensen, der for første gang i sine tre år på arbejdsmarkedet er blevet tilbudt en medarbejderudviklingssamtale.

– Det handler jo netop om ens udvikling over en længere periode. Den periode findes bare ikke for mig.

KOLLEGAER

- Det kræver gode kollegarelationer at komme ind fra højre og overtage opgaver, som kollegaerne måske ikke altid er enige i er vigtige, eller som de føler ligger inden for deres område, siger Anna Overlund-Sørensen.

- Selvom jeg har grundkompetencerne i at søge og betjene borgerne, så skal jeg finde ud af, hvor materialerne står, hvilke arrangementer, der er i kalenderen, og lære kollegaerne at kende. Der er altid usagte regler og forskellige måder at gøre tingene på fra arbejdsplads til arbejdsplads, som man som ny skal afkode, siger Anna Overlund-Sørensen, der oplever, at den første måned går med at lande i det nye, mens den sidste måned går med at afslutte og »sige farvel«.

- Så når et vikariat varer i to måneder, er det en mærkelig fornemmelse, både for mig og sikkert også for kollegaerne.

- Der kan også være opgaver, som jeg sagtens kunne løse, men ikke gør, fordi det er en balancegang i forhold til de faste kollegaer, hvor meget jeg skal komme med nye forslag eller tage initiativ til at ordne ting som vikar. Jeg sætter måske noget i gang, som andre skal føre videre, eller træder ind over deres domæne.

FAGLIGHED

Anna Overlund-Sørensen overvejer også sine træk i de faglige diskussioner, selvom hun generelt er fagligt engageret. For hvor meget skal hun blande sig i sine midlertidige kollegaers ve og vel og den faglige retning på arbejdspladsen?

- Jeg har siddet i studienævnet, været formand for De Studerendes Råd på IVA, startet en alumneforening på IVA og laver politisk arbejde i min fritid. Så jeg gør mig mange tanker om, hvor vores fag er på vej hen, og jeg har en mening om, hvad det for eksempel kræver af nye kompetencer og udvikling for bibliotekarer og biblioteker. Alligevel overvejer jeg altid, om jeg skal blande mig i de faglige diskussioner, og gør det kun, hvis jeg føler, at det er emner, der har indvirkning på min egen faglige udvikling, såsom hvilken oplægsholder vi skal have på personaledagen. Jeg går uden om større faglige diskussioner, hvor det er de faste medarbejdere, der skal leve med de beslutninger, der træffes.  

Anna Overlund-Sørensen forsøger at udvide sin horisont og sine kompetencer ved at bevæge sig i yderkanten af sin faglighed for at blive inspireret og kunne se, hvor hendes kompetencer også kunne komme i spil. Udover gratis kurser i BF finder hun kurser via Industriens fond og sit eget netværk.

- Jeg tror, vores fag kræver, at vi kigger ud over vores eget felt for at få nye ideer og udvikle os.  

FAST JOB

Anna Overlund-Sørensen vil gerne have et fast job.

- Selvom jeg ikke altid er arbejdsløs, så er jeg altid jobsøgende. Jeg har lyst til at være fast forankret et sted. Det at skrive ansøgninger er som at lave det ene projektoplæg efter det andet med gode ideer, hvor man skriver sig ind i jobbet og arbejdspladsen, men uden at få lov til at realisere det. Jeg har altid en halv fod ude af døren og får ikke sat min faglighed ordentligt i spil, siger Anna Overlund-Sørensen, der kan se sig selv mange steder i faget.

- Det kan både være folkebiblioteker, det private eller for eksempel som kulturkonsulent i en kommune. Det afgørende for mig nu er at være et sted i et par år for at kunne investere min faglighed, udvikle mig fagligt og få større tryghed også økonomisk. 

DET POSITIVE

- Jeg har fået erfaring med hele biblioteksvæsenet, både lokalt og i forhold til sammenhængen på tværs. Og jeg har rykket mig personligt. Jeg stiller for eksempel op til kommunalvalget i København for SF ved næste valg.

BIBLIOTEKARFORBUNDET

- BF skal være med til at skabe åbenhed og italesætte den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet og give os, der ikke er i fast arbejde, mulighed for at udvikle os alligevel.

Der skal være åbenhed på tværs af faggrupperne med mere åbne arrangementer for sådan nogle som mig, der bevæger sig rundt inden for vores fag. Ved OK-forhandlingerne skal vores basisrettigheder sikres. Tillidsrepræsentanterne ved ikke nødvendigvis, hvordan det er at være mig, så vi kan godt blive glemt. Jeg opnår for eksempel aldrig tillæg for mine kompetencer, fordi de ikke kommer i spil. 

---