Formandens leder
Jeg spiser ved min pc, må ikke forlade arbejdspladsen og bliver ofte tilkaldt i mine pauser. Gør du mon også det? Sådan skrev en BF'er i et svar på Twitter, hvor afsenderen konstaterede, at han græd »tørre« tårer over, at statsansatte flippede ud, på grund af at den betalte frokost måske ville forsvinde.
Men det handler ikke om at ”flippe ud” over et personalegode. Det handler i bund og grund om den danske model. Den går i sin reneste form ud på, at arbejdsgiver og arbejdstager mødes til forhandling og aftaler konkret, hvis der skal ske ændringer i det, som man tidligere har aftalt ved overenskomstbordet. I det her tilfælde, at det for offentligt ansatte gælder, at frokostpausen er indregnet i arbejdstiden, mod at den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren i hele pausen.
Så det handler om, at den betalte frokostpause og den danske model er under angreb, når statslige arbejdsgivere slår stillinger op, hvor frokostpausen tages ud af overenskomstsammenhængen for at signalere, at frokostpausen er et individuelt eller lokalt anliggende. Det sker, når der i jobopslag efter henvisning til overenskomsten anføres: »Derudover tilbydes betalt frokostpause, kantineordning samt fleksibel arbejdstid«.
Men! Retten til betalt frokostpause er en integreret del af overenskomsten. Retten til den betalte frokostpause kan derfor kun ændres i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
For nogen – som manden, der græd tørre tårer på Twitter – kan offentlige ansatte komme til at lyde forkælede. Jeg tror dog ikke, at der findes mange privatansatte, som stiltiende ville acceptere at gå 2,5 time ugentligt op i arbejdstid uden lønkompensation. Samtidig sker der på de offentlige arbejdspladser en lang række af forandringer i form af udflytninger, besparelser og omstruktureringer, hvor det i høj grad er medarbejderne, der må holde for, løbe hurtigere og dagligt udvise fleksibilitet. Når arbejdsgiverne nu mener, at de kan fjerne overenskomstmæssige rettigheder helt uden forhandling, ja så er det, at »nok er nok«.
Politikerne ønsker en stærk og effektiv offentlig sektor – det tror jeg sådan set, at vi alle ønsker. Det handler om at sikre en ordentlig børnepasning, ordentlig ældrepleje, hospitalsbehandling og uddannelse, samt at Danmark kan udvikles ved hjælp af forskning og viden.
BF’erne bidrager til velfærd i deres daglige arbejde ved at skaffe adgang til information, viden og kultur – og ved at skabe oplyste og uddannede borgere. Men faktum er, at arbejdsgiverne med regnearkstiltag risikerer at udhule og gøre det meget lidt attraktivt at søge ind på det offentlige arbejdsmarked. Er det virkelig hensigten?
Til januar starter overenskomstforhandlingerne. Når vi i BF går til forhandlingsbordet, er det vigtigt, at vi opnår resultater, som skaber værdi for det enkelte medlem. Med en dansk økonomi i vækst og efter flere vedligeholdelsesoverenskomster er forventningerne, at der skal lønkroner på bordet. Hvis frokostpausen også bliver et tema for OK18, kan det blive hårde forhandlinger. Det håber jeg ikke.
