Formandens leder
Information spredes hurtigere end nogensinde før, og mange af os får i højere og højere grad vores nyheder fra de sociale medier. Det er på mange måder fantastisk, at mulighederne for at blive oplyst i dag er uendelig store, hvad enten det er fra kilderne selv, som når politikerne formidler deres budskaber direkte, eller fra de traditionelle medier, som også har taget de nye platforme i brug. Men der er faldgruber. Massen af nyheder, der hastigt produceres og udbredes, betyder, at løgn indimellem blander sig med sandhed. Det blev tydeligt i 2016 ved afgørende politiske afstemninger og valg og betød, at årets ord i Oxford Dictionaries var »post-truth«. Det siges, at vi lever i en postfaktuel tidsalder, og man diskuterer, hvordan det påvirker vores samfund, demokrati og os som mennesker.
Omgangen med falske nyheder er særlig alvorlig, når det sker bevidst for at misinformere, fremme bestemte politiske holdninger og påvirke i en særlig retning. At der også er økonomiske interesser på spil, hvor annoncenetværk tjener penge på, at falske nyheder deles i stor stil, gør det endnu mere trist. Derfor er det godt, at blandt andet Facebook har taget kritikken til sig og vil se på, hvordan der kan ændres i algoritmer for at mindske spredningen af falske nyheder, og hvordan brugerne kan få muligheden for nemt at anmelde disse.
Det skal være let at sige fra og forhindre, at falske nyheder får sandhedsværdi. Det ødelægger nemlig de gode hensigter og effekter af de sociale medier, der giver en stemme til dem, som ellers ikke kommer til orde. Det handler om vores samfund; det handler om måden, vi er sammen på; og det handler om vores demokrati. Som dette års modtager af Rosenkjær-prisen, filosofiprofessor Vincent Hendrics, har sagt: »Et demokrati er jo ikke givet ved, at enhver har en stemme. Det er givet ved, at enhver har en oplyst stemme. Det er noget andet.«
Som borgere har vi alle et ansvar for at agere refleksivt og kritisk over for nyhedsstrømmene. Vi skal stille krav til hinanden, til vores politikere og til medierne om at håndtere data, information og viden ud fra nogle objektive kriterier. Alle må tage et etisk og oplysende ansvar. Men som borgere er vi ikke alene, for der er institutioner, som er baseret på principper om læring, uddannelse, (digital) dannelse og oplysning. På disse institutioner – bibliotekerne – er der adgang til uendelig mange ressourcer, fysisk såvel som digitalt, og der er ansat faglært personale – bibliotekarer – for hvem det at skabe oplyste og kritisk reflekterede borgere er en mærkesag.
Det skal vi blive endnu bedre til at synliggøre. Ikke mindst når undersøgelser viser, at kendskabet til bibliotekernes digitale ressourcer og databaser er forsvindende lille. Vi skal vise, at bibliotekerne også favner det digitale og skaber læring for alle. For det er paradoksalt, at man eksempelvis efterlyser et faktapoliti, når det netop er faktatjek og kildekritik, bibliotekarerne allerede tilbyder hjælp til. Men ønsket opstår naturligvis, fordi man vil undgå, at falske nyheder får lov til at sætte dagsordenen. Ugebrevet Mandag Morgen har grebet bolden og skabt #tjekdet, hvor man kan få tjekket fakta, og hvor der skrives baggrundsartikler om de falske nyheder. Det er et glimrende initiativ, der skal ud og arbejde i borgernes hverdag. Her kan biblioteker og bibliotekarer hjælpe, som de allerede gør for børn og unge, blandt andet i de mange samarbejder mellem folkeskole og folkebiblioteker, og ved at uddannelsesbibliotekerne i højere grad integreres i undervisnings- og forskningsmiljøerne. Mere af det for alle generationer!
