37-timers arbejdsuge, barsel, løn under sygdom og pension – goder, flere og flere af os ikke vil få del i på fremtidens arbejdsmarked, hvor projektansættelser, midlertidige stillinger og freelanceopgaver bliver et naturligt arbejdsliv for mange – også akademikere.
Arbejdsmarkedet er ved at ændre sig. Faste stillinger bliver skiftet ud med konsulentbistand, midlertidige projektansættelser og freelanceopgaver. I august fyrede Ekstra Bladet alle fotografer og layoutere med den besked, at de kunne byde ind på deres tidligere stillinger som freelancere. Det er ikke et særsyn i mediebranchen, men antallet af personer med en mere løs tilknytning til arbejdsmarkedet stiger globalt.
- Og det nye på det danske arbejdsmarked er, at tendensen rykker ind på alle dele af arbejdsmarkedet, siger arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet Trine Larsen.
Akademikere går ikke fri
Der har måske hidtil været en opfattelse af, at prekariatet – defineret som de grupper, der aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet – består af ressourcesvage, ufaglærte og etniske minoriteter. Men sådan er det ikke. Der havner også højtuddannede i denne gruppe, og udviklingen sker både i det offentlige og private. Samtidig vokser de såkaldte platformsøkonomier på det globale arbejdsmarked med digitale firmaer som Uber og Airbnb uden reelle arbejdsgivere, med manglende regulering og stor usikkerhed for medarbejderne.
- Der er så stærke strukturelle og globale kræfter på spil, at end ikke et gennemorganiseret arbejdsmarked som det danske kan stå imod, siger arbejdslivsforsker på Roskilde Universitet Janne Gleerup. Selvom tendensen af samme grund er kommet til os med en vis forsinkelse.
Fagbevægelsen og politikerne er ifølge forskerne nødt til at forholde sig til, at vi er på vej mod et endnu mere individualiseret arbejdsmarked, hvor vi kan komme til at kæmpe om opgaverne med tidligere kolleger, og hvor vi skal prissætte os selv på et globalt marked, forhandle løn individuelt og selv sikre vores pension.
Der er selvfølgelig en enorm forskel på, om man selv vælger livet som freelancer og selvstændig, eller om man ufrivilligt aldrig lander i et fast job. Men konklusionen er klar: Flere og flere vil slet ikke få valget.
Arbejdsgiverne spekulerer i det
En undersøgelse fra Akademikernes A-kasse viser, at cirka ni procent af medlemmerne i dag har en anden tilknytning til arbejdsmarkedet end en klassisk ansættelse, og direktør i Akademikernes A-kasse Michael Valentin vil ikke blive overrasket, hvis tallet allerede om ti år er oppe på 25 procent, altså at hver fjerde arbejder på andre vilkår end som fastansat lønmodtager.
I dagbladet Information kom han i august med en skrap kritik af fagbevægelsens manglende fokus på freelancere og selvstændiges vilkår, både de selvvalgte og ikke-selvvalgte.
»Fagbevægelsen har intet at tilbyde freelancere og korttidsansatte – prekariatet – som vokser hastigt.«
»I stedet for at sætte sig ind i deres situation afviser man dem ved indgangsdøren,« sagde han blandt andet til avisen.
Michael Valentin mener, at fagbevægelsen er nødt til at gentænke sin rolle i forhold til denne gruppe.
- For tendensen vil ramme rigtig mange også ressourcestærke medlemmer. Vi oplever arbejdsgivere, der i dag spekulerer i at få medarbejdere uden sociale omkostninger. Store virksomheder, der opfordrer ansatte til at blive selvstændige konsulenter og sælge deres ydelser til virksomheden i stedet for at være fastansat. Men så snart det, der svarer til deres opsigelsesperiode er udløbet, så stopper virksomheden med at købe ydelser. Så har du knoklet røven ud af bukserne som selvstændig i det år, du skulle have haft løn for at blive opsagt og måske have fået et outplacementforløb, siger Michael Valentin.
Dilemma for fagbevægelsen
Men hvordan skal fagforeningerne understøtte medlemmer, der frivilligt eller ufrivilligt stykker deres arbejdsliv helt anderledes sammen end det, som har været udgangspunktet for fagbevægelsens kamp de sidste 100 år. Nemlig de fastansattes rettigheder.
Det er et dilemma, medgiver arbejdslivsforsker Janne Gleerup.
- Kaster fagbevægelsen sig med fuld kraft ind i kampen for de løstansattes rettigheder, kan den selv – uden at det er hensigten – være med til at forstærke udviklingen. Men opgiver den, svigter fagbevægelsen en del af sine medlemmer (og potentielle medlemmer) og spiller sig selv af banen, siger Janne Gleerup, der er i gang med et forskningsprojekt om atypiske ansattes erfaringer og behov i samarbejde med Dansk Magisterforening.
En universitetslærer i Janne Gleerups undersøgelse beskriver dilemmaet: »Jeg er inderligt imod midlertidige ansættelser og så allerhelst, at min fagforening kæmpede imod, men jeg har brug for arbejde og siger også ja til den næste tidsbegrænsede stilling, hvor jeg så har brug for min fagforenings hjælp blandt andet til min kontrakt«.
Fagbevægelsen bliver altså udfordret på sin egen selvforståelse som forkæmper for kollektivets rettigheder – rettigheder, som arbejdsgiverne forsøger at slippe udenom ved at hive medarbejdere ind på løsere vilkår.
- Fagforeningerne er nødt til at anerkende, at individualiseringen af ansættelsesformer tager voldsom fart, siger Janne Gleerup, hvis bedste bud er, at fagforeningerne kører videre ad to spor. De skal fortsat kæmpe for løn og ansættelsesvilkår kollektivt, mens de får mere viden om de atypiske ansattes behov og lægger en strategi for at varetage deres interesser.
Opfind tryghed i det usikre
Og ja, fagbevægelsen skal begge dele, og det hænger sammen, mener Michael Valentin.
- Via overenskomstaftaler skal fagbevægelsen fortsat arbejde for at eliminere de midlertidige stillinger og konvertere dem til fastansættelser. Det er klassisk fagforeningsarbejde. Men når nogle bliver kastet af hamsterhjulet, og det vil ske i stigende grad, så skal fagbevægelsen kunne gribe dem.
Han mener, at der skal sættes ind på to fronter over for freelancere og selvstændige. Én er med tilbud om netværk, faglig sparring og kurser, hvilket mange AC-forbund allerede er godt på vej med. Men det er langt fra nok.
- Fagbevægelsen skal på banen med hardcore klassiske fagforeningsydelser til den her gruppe, hvor den arbejder for et sikkerhedsnet og forsøger at forhandle kollektive rettigheder for dem, siger han.
Men hvem skal fagbevægelsen forhandle med på et individualiseret, globalt arbejdsmarked, hvor der ikke er en arbejdsgiver?
- Det er også dybt kompliceret. Men når der ikke er en modpart, så må den starte med medparten – freelancerne og de selvstændige. Når man finder ud af, hvad deres behov er, kan det være, at modparten manifesterer sig. Det er måske arbejdsgiverorganisationer eller brancheforeninger. Det kunne være at arbejde for et fælles, etisk kodeks for prissætning, så vi undgår løndumping, eller at få de selvstændige og freelancerne med ind under kollektive aftaler. Fagbevægelsen er nødt til at gå ind på den bane også, siger Michael Valentin og ved, at han betræder farlig grund, når han tilføjer:
- Måske må fagbevægelsen på nogle områder afvige fra den klassiske partsmodel og acceptere, at der måske kommer noget lovgivning for de her mennesker, fordi partsmodellen ikke fanger dem ind.
Kræver nye løsninger
Arbejdsmarkedsforskerne er enige i, at den danske aftalemodel kommer til kort på nogle områder, selvom der bliver arbejdet for løstansattes rettigheder inden for modellen. For eksempel er anciennitetsbestemmelserne ændret, så midlertidige ansatte hurtigere opnår ret til pension, løn under sygdom eller efteruddannelse.
- På LO-området har man længe kæmpet mod prekariseringen ved for eksempel at gå mod en stigende brug af vikarer, arbejde for at organisere løsarbejderne og klæde tillidsrepræsentanterne på til at hjælpe løstansatte kolleger, siger Janne Gleerup. Ligesom temaet i AC-forbundene er kommet på den politiske dagsorden.
Men overordnet set er vores velfærds- og aftalesystem i høj grad bygget op om fuldtidsansatte, så de atypiske ansatte falder let gennem nettet. Derfor er det nødvendigt at supplere med nye løsninger, mener både Janne Gleerup og Trine Larsen.
Bæredygtigt arbejdsmarked
Både befolkningen, politikerne og arbejdsmarkedsparter har et medansvar for udviklingen.
- Vi behøver ikke som samfund blindt at følge med strømmen, selvom vi ikke kan bremse den. Vi er nødt til at debattere, hvad det er for et arbejdsmarked, vi ønsker. Politikerne er eksempelvis i vildrede om, hvorvidt og hvordan de skal regulere det »nye« arbejdsmarked, hvad sagen om Uber viser med al tydelighed, siger Janne Gleerup.
Og fagbevægelsen har en vigtig rolle i at skabe debat om konsekvenserne, hvis vi lader markedskræfterne råde.
For det, der umiddelbart ligner en fordel for arbejdsgiverne – at bruge freelancere, der vil give deres højre arm for at gøre et godt stykke arbejde eller hyre den bedste ind til et bestemt projekt – kan koste dyrt på den lange bane. Konsekvensen kan let blive, at arbejdsmiljøet går fuldstændig fløjten, når den ene halvdel af medarbejderne har rettigheder, som den anden halvdel ikke har. Og den konstante gennemstrømning af medarbejdere vil påvirke kvaliteten af opgaveløsningen.
- Det er svært som midlertidigt ansat at tage medansvar på arbejdspladsen og være en del af det sociale fællesskab, som er fundament for et godt arbejdsmiljø. Og det får betydning for os alle sammen, hvis opgaveløsningen i eksempelvis uddannelsessystemet eller sundhedssektoren mister kvalitet og kontinuitet, siger Janne Gleerup.
Prekariat
Et sociologisk begreb for ufrivilligt løstansatte. Det kan være unge akademikere, freelancere, immigranter projektansatte og vikarer uden pension, ferie og dagpenge. Den engelske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing bruger begrebet og sammenstiller det med begrebet working poor.
Læs også artiklen: »Vi skal kunne favne dem«.
Og artiklen: »Selvstændige i BF«.
