Perspektiv har bedt fem aktører på området kommentere på Jeppe Eimose Waagsteins indlæg. Læs deres bidrag her.
God ide at digitalisere dansk litteratur – men med omtanke
Skal vi i Danmark have et dansk »Bokhylla-projekt«, hvor Det Kongelige Bibliotek eller folkebibliotekerne digitaliserer de 53 hylde-km2, som gennem 250 år er pligtafleveret til Det Kongelige Bibliotek og også indeholder gamle udgaver af »Sådan reparerer jeg min Puch Maxi« og Barbara Cartlands samlede værker? Nej, siger nationalbibliotekschef Pernille Drost. Digitalisering skal ske med omtanke og med både kuratering og formidling for øje.
I takt med, at flere læser e-bøger, er forlagene selvfølgelig optaget af, hvordan læserne kan få digital adgang til den ældre litteratur. Udvælgelsen sker ud fra forskellige kriterier som kvalitet, kommerciel værdi, kvantitet, sammenhæng i forfatterskaber med mere og vil derfor i vidt omfang imødekomme den efterspørgsel, der er hos læserne. Nogle forlag har samarbejdet med folkebibliotekerne og modtaget lister over udlån af ældre titler, så de også dér kan finde inspiration. Ud fra samfundsmæssige ressourcehensyn vil et offentligt digitaliseringsprojekt naturligvis skulle forholde sig til de initiativer, som det private marked allerede løfter. Selvfølgelig vil der være værker, som forlagene ikke kommer til at digitalisere, og derfor er rettighedshaverne altid åbne over for dialog med bibliotekerne om digitaliseringsprojekter, og det vil, som påpeget af Jeppe Eimose Waagstein, være oplagt at anvende aftalelicensen, da den sikrer en nem og gnidningsfri klarering af rettigheder. Vi har allerede været i dialog med både Det Kongelige Bibliotek og eReolen, og de samstemmende meldinger er, at der p.t. ikke fra bibliotekernes side er ønske om at igangsætte større digitaliseringsprojekter. Ingen har stillet »urimeligt høje krav om prismodel og vilkår i deres forhandlinger«, da forhandlinger aldrig har fundet sted, og forlagene forhaler ikke digitaliseringen. Tværtimod er forlagene allerede i fuld gang med at sikre, at der bliver digital tilgængelighed for de udgivelser, som læserne efterspørger.
Christine Bødtcher-Hansen, direktør Danske Forlag
Brug pengene på formidling af ny litteratur
En stor del af de bøger, som der er bare begrænset publikumsinteresse for, bliver p.t. digitaliseret uden biblioteksvæsenets medvirken. Om det ved siden af forlagenes og forfatternes digitalisering er værd at investere i massedigitalisering af ældre bøger uden mange læsere, er vi i Dansk Forfatterforening skeptiske over for. Der er mange andre områder, hvor et økonomisk ramponeret biblioteksvæsen kunne bruge ressourcerne langt mere offensivt, ikke mindst i forbindelse med indkøb og formidling af ny litteratur, gerne til nye brugergrupper. Men hvis en omfattende retrodigitalisering på et tidspunkt ser ud til at blive en realitet, vil det være naturligt at forhandle en aftalelicens for de bøger, som forlag og forfattere ikke selv har ønsket at digitalisere – en aftale, der altså ikke kun er bestemt af et vilkårligt udgivelsesår, men af ophavsretshavernes egen vurdering af værkerne og deres potentiale. Aftalelicensen har den fordel, at selvom den indgås kollektivt, giver den mulighed for, at den enkelte ophavsretshaver kan trække sine værker ud, hvis de på et tidspunkt igen bliver økonomisk interessante, for eksempel i forbindelse med en filmatisering. I så fald skal værket naturligvis tilbage på det kommercielle marked og dermed også i bibliotekssammenhæng indgå i ordninger, hvor der betales for konkret brug og ikke blot for tilrådighedsstillelse.
Jakob Vedelsby, formand Dansk Forfatterforening
Nanna Gyldenkærne, næstformand Dansk Forfatterforening
Hvis bare, der fandtes en snuptagsløsning
Jeg synes rigtig godt om Jeppe Eimose Waagsteins vision om at få digitaliseret hele vores litterære bagkatalog. Men det er nok ikke så enkelt, som det lyder.
I Danmarks Biblioteksforening ser vi meget positivt på en model a la den norske, hvor man har lavet en rammeaftale om at digitalisere al norsk litteratur op til år 2000, såfremt den enkelte forfatter eller forlægger, som ejer ophavsretten, ikke nægter digitaliseringen. For eksempel var der en del kritik, da Aschehoug sidste år valgte at trække ældre Jo Nesbø bøger fra Bokhylla.no, da man frygter, at det kan ske hver gang, bøger bliver kommercielt interessante, for eksempel som følge af filmatiseringer.
Men også ideen om at læse e-bøger via www.bokhylla.no er vanskelig. Formand for den norske biblioteksforening Mariann Schjeide siger, at »funktionaliteten ikke er optimal og ikke giver en god læseoplevelse, så den bliver nok mere brugt til at slå op i end til egentlig at læse bøger, som vi kender det fra eReolens app i Danmark.«
Ikke desto mindre er der et kæmpe potentiale i at få digitaliseret alle bøgerne, både fordi der skabes større tilgængelighed for borgerne, og fordi bibliotekerne kan skabe flere læsere, men også opnå rationalisering ved håndteringsomkostninger. Det er klart i eReolens interessefelt at stå for sådan et projekt, som Jeppe Eimose Waagstein skriver. Der er dog en del sten på vejen, som blandt andet er betinget af lovgivning og finansiering.
Allerede i 2009 lavede Kulturministeriet en rapport om digitalisering af kulturarven, som anslog finansieringsbehovet for digitaliseringen af materialer, alene på de statslige kulturinstitutioner til mellem 300-500 millioner kroner. Efter en høring i Folketinget, hvor jeg deltog, drøftedes den norske model. Men den fik ikke politisk opbakning, så Waagsteins ide om, at folkebibliotekerne i fællesskab enes om at finansiere digitaliseringen, er ikke nem at realisere i den virkelige verden.
Men jeg tror, at ideen kan realiseres, og det kan ske i samarbejde mellem folkebiblioteker, nationalbiblioteket, og at et eReolen-samarbejde kunne være et afsæt.
Det kræver en vilje, både hos folkebibliotekerne og hos forfattere og forlag, som må indse, at det vil skabe flere læsere og i sidste ende udvide deres forretning. Men det kræver også en politisk vilje, og at der afsættes midler til at sætte i gang. DB er gerne med til at sætte et storstilet projekt i gang, hvis samarbejdspartnerne er klar.
Michel Steen-Hansen, direktør Danmarks Biblioteksforening
Bibliotekerne vil gerne lege med alle
Ph.d.-studerende Jeppe Eimose Waagsteins indlæg er spændende læsning, men også ganske utopisk i Danmark, som landet ligger, og derfor er biblioteket gået nye veje.
Betalingsvillighed, viden om læseradfærd og evnen til at udlåne selv smalle titler er bibliotekets største forcer i digitaliseringsøjemed – og så er de unikke. De forcer udnytter vi på eReolen, som er blevet en succesrig formidlingsplatform og en afgørende indtægtskilde for forlag og forfattere i laget under de store og kendte. eReolen er også noget mere brugervenlig end den norske løsning. Problemet er, at en håndfuld store forlag nærer en principiel modstand mod eReolen og boykotter den. Dette sker efter forlaget Gyldendals udsagn med støtte fra begge forfatterforeninger.
Biblioteksafgiften forværrer problemet. Den er struktureret, så den udbetales efter bibliotekernes fysiske bestand. Det kan få en forfatter til at tøve med at få digitaliseret sine værker, hvis han eller hun mistænker, at det direkte fører til kassation af kælderbestanden. Også efter moderniseringen af biblioteksafgiften, hvor det digitale har vundet indpas, men i helt utilstrækkelig grad.
Trods de hårde odds prøvede eReolen og Københavns Biblioteker alligevel at gøre parterne interesserede i en kollektiv aftale på et møde hos Copydan Tekst og Node i 2015. Trods en god og konstruktiv diskussion var beskeden fra forlagene – særligt dem, der boykotter eReolen – at digitalisering skulle de nok selv sørge for, og for at indgå en kollektiv aftale skal man altså have både forfattere og forlag med sig.
Den gode nyhed er, at vi er åbne for samarbejde med interesserede forlag om lånedata, søgedata, bibliotekariske ekspertvurderinger af digitaliseringspotentiale, forkøb af digitale lån og formidling af digitaliserede værker. Det er faktisk et ret godt tilbud. Det har for eksempel Lindhardt & Ringhof – Danmarks største digitale forlag – taget imod, og som følge af det samarbejde vil man over de næste par år se over 4.500 værker finde vej til eReolen. Det er et stykke fra de norske tal, men vi kan immervæk kun lege med dem, der vil lege med os. Vi vil til gengæld altid gerne lege med alle.
Mikkel Christoffersen, specialkonsulent Københavns Kommunes Biblioteker og projektleder for eReolen
Brug for mere smidige ordninger end hidtil
Når det handler om digitalisering af kulturarven, arbejder UBVA for to ting. Dels at de aftaler, som bibliotekssektoren skal indgå med Copydan eller Forfatternes Forvaltningsselskab, bliver rimelige og fleksible, også for brugerne. Og dels at ophavsmænd og forlag får en rimelig betaling. Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvad en rimelig betaling er.
Forfatternes Forvaltningsselskab har ikke lavet aftaler om digitalisering endnu, men der er lavet en række aftaler i Copydan Tekst & Node. De handler blandt andet om digitalisering af Den Store Danske Encyklopædi, Dansk Biografisk Leksikon med mere. Aftalerne er så få, at der ikke har dannet sig noget fast prisniveau. Fra forfatterorganisationerne har vi ofte det udgangspunkt, at digitalisering af en større mængde tekst, for eksempel gamle tidsskrifter, bør koste cirka 10.000 kroner om året. Det udgør en brøkdel af, hvad individuel rettighedsklareringen ville koste. Fra rettighedshavernes side har vi derfor oplevet prisen som rørende billig.
Blandt bibliotekerne har holdningen derimod været, at Copydans priser var for høje. Det har også været signaleret, at der knyttede sig så store kulturelle fordele ved digitalisering, at vi burde give rettighederne væk gratis. Endelig har det synspunkt været fremført, at det ikke er rimeligt at betale noget i tilfælde, hvor forfatterne er døde, fordi pengene så højst går til deres arvinger.
Jeg er ikke enig med Jeppe Waagstein i, at rettighedshaverne skulle stille »urimelige høje krav«. Dels ligger det beløb, Copydan har krævet, langt under det, som digitaliseringen havde kostet, hvis man skulle kontakte rettighedshaverne individuelt. Og dels er mange rettighedshavere, herunder mange forlag, økonomisk pressede. De har derfor ambitiøse planer om at digitalisere deres bagkatalog mod betaling af royalties til forfatterne og deres arvinger. Men hvis bibliotekerne digitaliserer kulturarven og lægger den gratis ud på nettet, spænder det i vidt omfang ben for den mulighed.
Jeg vil dog ikke udelukke, at vi har brug for mere smidige ordninger end dem, Copydan har arbejdet med indtil nu. Det er for eksempel en mulighed, at prisen for digitalisering skal afhænge af, hvor mange brugere der tilgår værkerne, når bibliotekerne har lagt dem ud på nettet. Vi er klar til at tage en forhandling når som helst.
Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved KU og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) under hovedorganisationen Akademikerne.
UBVA er et udvalg under Akademikerne og varetager interesserne for både dem, der laver ophavsretligt beskyttet materiale, og dem, der bruger ophavsretligt beskyttet materiale.
