Teknisk, økonomisk og juridisk er det muligt at digitalisere dansk litteratur fra det 20. århundrede, men manglende initiativ og samarbejde hindrer, at det gennemføres. Bibliotekerne må finde midlerne til digitalisering og licenser, og rettighedsorganisationerne må se i øjnene, at det ikke er her, de skal tjene de store penge, skriver Jeppe Eimose Waagstein, ph.d.-studerende på Københavns Universitet.
Litteraturen har en bærende rolle i forhold til læring, dannelse, kulturforståelse og fornøjelse. For at sikre, at vores store litteraturarv fortsat er tilgængelig for befolkningen, bør den digitaliseres. Det vil give danskerne let adgang til den enorme samling af akkumuleret viden og styrke mulighederne for at formidle litteraturens verden til nye generationer, der orienterer sig stadig mere digitalt.
»Dansk litteratur spænder over en periode på mindst tusinde år, men i forhold til digitaliseringen af den er det 20. århundrede særlig vigtigt. Dette skyldes, at titler fra før år 1900 allerede i stort omfang er ved at blive digitaliseret, fordi de kun meget sjældent er ophavsbeskyttede. Det er til gengæld meget af litteraturen efter år 1900. Her kræver ophavsretsloven en juridisk løsning for at iværksætte digitaliseringen. Dette skulle heldigvis være overkommeligt, da langt det meste af denne litteratur er helt uden kommerciel interesse. Det betyder nemlig, at de hyppige argumenter om, at digitaliseringen rammer forfatternes pengepung, ikke i samme grad gælder som for ny litteratur.«
I Norge har man erkendt alt dette for ti år siden, da Nasjonalbiblioteket indledte en omfattende digitalisering af al norsk litteratur op til år 2000. Løbende bliver bøgerne tilgængeliggjort via www.bokhylla.no, hvor ophavsbeskyttede titler dog kun kan tilgås med en norsk IP-adresse. I 2017 vil projektet efter 11 år være færdigt, og nordmændene vil have gratis adgang til omkring 250.000 titler.
Juraen
For bibliotekerne gælder der en undtagelse i ophavsretsloven, som giver bibliotekerne ret til at udlåne ophavsbeskyttede bøger, det vil sige dem, hvor forfatteren ikke har været død i 70 år. Som bekendt modtager forfatterne en kompensation for dette i form af Biblioteksafgiften. Undtagelsen i loven gælder kun fysiske bøger, ikke digitale. Det skyldes, at ophavsretsloven i denne henseende opererer med tre aspekter. Det ene er eksemplarfremstilling, der dækker digitalisering af bøgerne. Det andet er fremførsel, der dækker online tilgængeliggørelse af bøgerne. Og det tredje er spredning, der dækker fysisk udleje og udlån af bøgerne. Bibliotekernes undtagelse gælder alene spredning af bøgerne, hvilket betyder, at de ikke må digitalisere og online-tilgængeliggøre dem. For at eksemplarfremstille og fremføre bøgerne digitalt skal bibliotekerne derfor indgå en såkaldt »generel aftalelicens« for de ophavsbeskyttede værker.
Aftalelicensen er en juridisk model, der er særegen for navnlig Skandinavien. Den gør det muligt for en organisation at indgå en aftale om blandt andet ophavsbeskyttede bøger med en anden organisation, der lovmæssigt forvalter ophavspersonernes rettigheder. Det kunne for eksempel være folkebibliotekerne, der indgår en aftale med Copydan eller Forfatternes Forvaltningsselskab. Aftalen kan specificeres til at dække for eksempel al litteratur udgivet indtil år 2000 samt angive, hvordan denne litteratur må anvendes, for eksempel at der kan ske digitalisering og fri tilgængeliggørelse for danske IP-adresser. I denne aftale indgår også et vederlag, som udbetales til ophavsmændene.
EU-afgørelse
Bibliotekernes udlån af digitale bøger er et aktuelt emne, som også behandles af EU-Domstolen. På EU-plan arbejdes der i retning af, at bibliotekerne kan få lov til at udlåne digitale bøger på samme vilkår som de fysiske samt digitalisere de trykte. I princippet vil en dom kunne overflødiggøre behovet for en aftalelicens herhjemme, men et par forhold taler imod. Først og fremmest vil en dom give Danmark mulighed for at implementere lovændringerne, men både regeringen og en lang række danske organisationer, der blandt andet repræsenterer ophavsmænd og producenter, ønsker aftalelicensen fastholdt som løsning. Dernæst tyder meget på, at en eventuel dom vil indbefatte en række begrænsninger i forhold tilgængeliggørelsen af de digitale bøger, som kan undgås med en aftalelicens. Der er altså god grund til at anvende aftalelicensen, og skulle en EU-dom vise sig at overflødiggøre en aftalelicens, kan den opsiges.
Økonomien
Det er anvendelsen af en aftalelicens, der gør det muligt for Norges Nasjonalbibliotek at digitalisere trykte bøger og stille dem gratis til rådighed for nordmændene. Nasjonalbibliotekets aftale med Kopinor indbefatter en meget simpel prismodel for vederlaget, nemlig 33 norske øre pr. side pr. år. Et overslag på Nasjonalbibliotekets samlede årlige licensudgift til Kopinor er på 10-13 millioner danske kroner.
Det Kongelige Bibliotek estimerer mængden af dansk litteratur fra det 20. århundrede til at være omkring 1,2 millioner titler, hvoraf cirka én million er beskyttet af ophavsretten. Omsættes nordmændenes digitaliseringsprojekt til danske forhold, vil det tage cirka 55 år at digitalisere litteraturen fra det 20. århundrede, og de årlige licensudgifter vil være omkring 40-52 millioner kroner ved digitaliseringens afslutning mange år frem i tiden. Biblioteksafgiften til de fysiske bøger er til sammenligning på cirka 175 millioner kroner. I dette skøn medregnes ikke den teknologiske udvikling, der vil gøre det hurtigere (og billigere) at digitalisere bøgerne.
Udgiften til det konkrete arbejde med at digitalisere bøgerne er straks mere kompleks at estimere. Digitaliseringen indebærer både tekniske, infrastrukturelle og administrative aspekter og afhænger af kvalitetskrav, adgangen til bøgerne, teknisk ekspertise med videre. I modsætning til, hvad mange måske tror, er det ikke det praktiske arbejde med at skanne bogsiderne, der koster mest. To af de største udgifter handler om at give læseren en god oplevelse. Den ene udgift dækker omdannelsen af de digitale billeder af bogsiderne til læsevenlige, digitale bøger, hvilket er en avanceret og arbejdskrævende opgave. Den anden dækker udvikling og vedligeholdelse af et brugsvenligt system, der kan formidle litteraturen og give inspiration til læserne. At der er behov for begge dele ses både for det danske ereolen.dk og det norske bokhylla.no.
Hvis man alene skal prissætte skanningen af en bog og omdannelsen til en læseoptimeret fil, er et estimat på 1-2 kroner pr. side formentlig realistisk. Hvis det antages, at en bog i gennemsnit er på 200 sider, er den samlede udgift dermed mellem 240 millioner kroner og 480 millioner kroner. En udgift, der skal fordeles over flere årtier. Til sammenligning anvender folkebibliotekerne p.t. cirka 230 millioner kroner på indkøb af nye bøger hvert år.
Finansieringen
Hvis man begyndte på digitaliseringen af dansk litteratur efter 1900, ville folkebibliotekerne gradvist kunne kassere den store mængde af dubletter i deres samlinger. Det ville betyde, at udgifterne forbundet med transport og håndtering ved udlån ville mindskes, samt at behovet for kvadratmeter og dermed huslejen til opbevaring blev mindre.
Gentofte Bibliotekerne, Københavns Biblioteker og Aarhus Kommunes Biblioteker fik i 2013 udført en »analyse af det økonomiske potentiale ved en digitalisering af folkebibliotekernes såkaldte bagkatalog af ældre bøger« af konsulentfirmaet CEDI. Her lød det, at det årlige rationaliseringspotentiale ville være i størrelsesordenen 66-142 millioner kroner ved fuld indfasning. I 2014 var folkebibliotekernes samlede bruttodriftsregnskab på 2.771 millioner kroner, og besparelserne ville da udgøre cirka 2,5-5 procent heraf. Beregningerne, forudsætningerne og ikke mindst beløbet i rapporten kan der siges meget om, men uanset hvad er det tydeligt, at digitaliseringen vil frigøre ressourcer fra bibliotekernes budgetter. Rapporten fortæller altså, at en stor del af finansieringen kan findes inden for de eksisterende budgetter, hvilket gør digitaliseringsprojektet langt mere realistisk.
Samarbejde
Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor digitaliseringen af dansk litteratur ikke er i gang ligesom i Norge. Det gennemgående, når nu det juridiske nemt kan løses, er naturligvis økonomien. Med de seneste mange års nedskæringer på kulturområdet er det usandsynligt, at der kommer nye midler i systemet. Derfor skal pengene findes inden for systemet, hvilket kræver koordineret samarbejde, vilje og vedholdenhed.
Det er af væsentlig betydning, at det er hos folkebibliotekerne, at ressourcefrigørelsen på baggrund af digitaliseringen vil vise sig. Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket har ingen ressourcer til at påbegynde en storstilet digitalisering, endsige betale licensudgifterne – en situation, der kun er blevet værre med den seneste finanslov. Folkebibliotekerne skal altså enes om, at de frigjorte ressourcer kanaliseres til licensudgifter og det konkrete arbejde med at digitalisere frem for at dække huller i kommunekasserne. Det er til gengæld et samarbejde, der burde kunne opbygges på baggrund af den stærke kultur, som folkebibliotekerne er bærer af. Det eksisterende eReolen-samarbejde kunne være et afsæt.
Endnu vigtigere er det dog, at biblioteksverden og ophavsrettighedsorganisationerne ikke har kunnet enes om en aftalelicens. Måske mener biblioteksverden, at den i vidt omfang burde have lov til at digitalisere litteraturen uden aftale, og at licensprisen burde være meget lav på grund af dens rolle i samfundet. Og måske stiller ophavsrettighedshaverne urimelige høje krav om prismodel og vilkår i deres forhandlinger.
Uanset årsager og motiver kommer det ikke samfundet til gode, at digitaliseringen forhales. Bibliotekerne må acceptere, at aftalelicensen har en pris, og skal samarbejde for at finde midlerne til digitalisering og licenser. Og omvendt må ophavsrettighedsorganisationerne se i øjnene, at ældre dansk litteratur ikke er det sted, hvor der kan tjenes store penge, og at de ikke kan forvente, at kommunal- og folketingspolitikere pludselig finder den store pengepung frem til en aftalelicens.
Hvorfor ikke kopiere den aftale, der er indgået i Norge? Kun litteratur, der er ældre end ti år, indgår, og prisen pr. side er 25 danske øre. Ophavsrettighedsorganisationerne kan så afgøre efter hvilke parametre, pengene skal fordeles. De tekniske, juridiske og økonomiske løsninger er til stede; hvad der mangler er samarbejde og vilje.
Jeppe Eimose Waagstein, kort biografi: Ph.d.-studerende på Datalogisk Institut, Københavns Universitet, del af det VELUX-støttede forskningsprojekt »The Past's Future« og har tidligere ledet et projekt om effektiviseringen af Det Kongelige Biblioteks digitaliseringsprocesser.
Læs også kommentarer fra fem aktører på området.
