Gå til sidens indhold

Gave – ikke ekstra opgave

Palles Gavebod hedder fra den 11. april Biblo.dk. Sitet skifter look, navn og muligheder. Særligt er der lagt vægt på børns muligheder for at lave online interessefællesskaber. Håbet er, at bibliotekarerne vil tage sitet til sig som et redskab til at nå de 8- til 12-årige.

Da Palles Gavebod – bibliotekernes fælles børnesite – så dagens lys for seks år siden, så verden anderledes ud.

- I dag bruger børn deres mobiltelefon og tablet til at komme på nettet. Tingene skal gå hurtigere, og de vil gerne interagere med hinanden, siger projektleder for Palles Gavebod Line Røijen.

Det er især tre elementer, der har været i fokus i udviklingen af sitet: børnenes mulighed for at dyrke interesser online i fællesskab med andre børn, en mere visuel måde at søge på, som appellerer til børn, samt en opfyldelse af børns behov for at det fysiske og det digitale spiller sammen for eksempel gennem formidling med landsdækkende kampagner, der binder det fysiske og det digitale sammen.

Interessefællesskaber

På Biblo.dk er det blevet lettere for bibliotekarerne at facilitere et community. Sitet minder om facebook Groups og et almindeligt forum – kombineret med bibliotekssystemerne. Børnene får mulighed for at søge hinanden i et trygt, lukket miljø, hvor de skal bruge deres skole-uni-login for at logge sig på. Børnene kan inspirere hinanden, og bibliotekarerne kan byde ind med nye perspektiver og formidle direkte i interessefællesskaberne.

- Erfaringerne fra Palles Gavebod har været, at børnene søger respons fra hinanden. Når de har skrevet en boganmeldelse, vil de gerne høre, hvad andre børn siger til det, de har skrevet eller til bogen. Bibliotekaren er spændende nok, men førsteprioriteten er andre børn, siger Line Røijen, der sammen med sine kollegaer undervejs i udviklingen af sitet har sparret med Køge- og Roskilde Bibliotekerne.

- Grundideen med ét fælles nationalt børnesite er at skabe nogle rammer, som man kan fylde ud lokalt efter behov. Lokalbibliotekerne kan eksempelvis selv vælge et tema for deres community på sitet. I Odense har de valgt at oprette et Harry Potter-community som opfølgning på deres Harry Potter-festival i efteråret.

Og i Randers og Holbæk startede man i 2013 en fælles anmelderklub, som det er oplagt at bringe ind i et online fællesskab i form af »grupper« på Biblo.dk. Bibliotekerne får også bedre mulighed for at pulje ressourcer og samarbejde på tværs af kommunegrænserne. 

Mere visuel søgning

Søgningen på Biblo bliver gjort mere visuel, fordi børn er mere visuelle i deres måde at søge på end voksne. Børn låner ofte bøger ud fra forsiden, og de kan lade være med at låne en bog med et emne, der ellers interesserer dem, fordi forsiden ikke taler til dem.

- Vi håber, at den nye søgefunktion gør, at børnene bliver i bibliotekets database og søger, i stedet for, som vi har oplevet tidligere, at de hurtigt springer over til Google, der er mere visuel i sit søgeresultat, siger Line Røijen. Den nye søgefunktion bliver lanceret den 3. juni i forbindelse med kampagnen Sommerbogen.

Nationale kampagner

En vigtig del af at have et nationalt børnesite er, at bibliotekerne kan være fælles om store nationale kampagner. Det er det tredje element, der har været fokus på i udviklingen af Biblo.dk, fordi børn har brug for et samspil mellem det fysiske og det digitale rum.

- Vi kan se på vores statistik, at Palles Gavebod virkelig bliver brugt, når vi har en kobling mellem det digitale og det fysiske rum – for eksempel en kampagne i skolen eller på biblioteket, der opfordrer dem til at gå ind på sitet og skrive en anmeldelse. Vi kan give et langt mere kvalificeret tilbud, når hele biblioteksvæsenet går sammen. Det er også lettere at få et samarbejde med eksterne partnere, som for eksempel da Kronprinsesse Mary åbnede den nationale kampagne Sommerbogen i 2015. Andre samarbejder har blandt andet været en fælles national børnerettigheds-tegnekonkurrence i samarbejde med UNICEF Danmark og kampagnen Vild med film i et samarbejde med Buster Film Festival og avisen Kids News.

Både kampagnerne Sommerbogen og Vild med film er et samarbejde med folkeskolerne, der også er en væsentlig samarbejdspartner, siger Line Røijen.

Gave – ikke ekstra opgave

Udfordringen for Biblo.dk er ifølge Line Røijen at få bibliotekerne til at bruge sitet som et fælles, nationalt redskab. Line Røijen og andre biblioteksfolk, der har arbejdet med Palles Gavebod, har oplevet, at sitet er blevet behandlet lidt som et stedbarn, og at bibliotekerne har set den som endnu en ting, de skulle oveni alle de andre opgaver.

- Men Biblo.dk er tænkt som en hjælp og et redskab, der kan gøre hverdagen lettere, fordi mange ting er lavet og så kan formes efter en lokal kontekst. Mit håb er, at sitet bliver tænkt naturligt ind som en ekstra dimension til den fysiske formidling – for eksempel i forhold til de klubber, der allerede eksisterer og nu kan få et socialt fællesskab på sitet.

 

Om Biblo

Sitet bliver lanceret internt på bibliotekerne i starten af 2016. Blandt andet gennem en kursusrække for biblioteksansatte, hvor de får indsigt i sitet og børns medievaner og et generelt digitalt kompetenceløft.

Sitet får støtte af DDB under Slots- og Kulturstyrelsen frem til januar 2017 og er et af de tre nationale bibliotekssites, DDB har valgt at føre videre sammen med Litteratursiden og Biblioteksvagten