Den amerikanske historiker Abby Smith Rumsey opregner i en ny bog udfordringerne for biblioteker og arkiver, som skal udvælge og gemme til gavn for eftertiden.
Der er 129 millioner bogtitler i verden, viser en Google-undersøgelse fra 2010. Bøgerne er overhalet af det digitale format, hvor der nu er tæt på en milliard hjemmesider ifølge den internationale internetsikkerhedsvirksomhed Netcraft.
Dette radikale skifte stiller kolossale krav til biblioteker og arkiver, hvis opgave er at understøtte den kollektive hukommelse gennem bevaring af relevant viden, siger Abby Smith Rumsey. Vi befinder os i en afgørende periode i historien, fastslår hun.
Rumsey er en amerikansk historiker, som har indsigt i problematikken fra første parket i kraft af sin deltagelse i overvejelserne om digital arkivering på verdens største bibliotek, Library of Congress i Washington, DC, og i andre fora.
- Bibliotekarer og arkivarer har altid kæmpet for at indhente det, når der er kommet ny teknologi. Det er markant anderledes denne gang, fordi omfanget af informationer vokser, og fordi selve håndteringen af informationerne flytter væk fra fysiske genstande såsom bøger, tidsskrifter og papirdokumenter, siger Abby Smith Rumsey, der den 1. marts udgav en bog om arkivering i fortid, nutid og fremtid.
Det umiddelbare problem med digital arkivering er, at indholdet nemt kan ændres eller slettes, sådan som det sker med mange websider. Det anslås, at en webside har en gennemsnitlig levetid på 100 dage.
Her har Rumsey en tiltro til, at teknologien udvikler løsninger, der sikrer en beskyttelse af udvalgte oplysninger over lang tid. Straks sværere er det efter hendes opfattelse at sortere i flodbølgen af informationer på nettet.
- Den største udfordring er ikke publiceringsmåden, men den uovervejede spredning af informationer på en fælles platform. Der er intet filter længere. Det er meget vanskeligt for os at fatte det i realtid, siger hun via en telefon fra San Francisco, hvor hun bor.
- Vi ønsker ikke at gemme alt. Vi skal gøre os forestillinger om, hvad der er af værdi for menneskeheden om 100 år og 500 år, tilføjer hun.
Abby Smith Rumsey finder det temmelig indlysende, at politisk-administrative dokumenter samt videnskabelige resultater om især foranderlige størrelser, for eksempel klimaet, skal gemmes. Der er også meget kulturelt indhold, som bør bevares og således tildeles en plads i vores kollektive hukommelse. Problemet er at sondre.
- For eksempel bliver der lagt i tusindvis af videoer af nuttede katte ud på internettet, og dem skal vi selvfølgelig ikke arkivere alle sammen. Men vi vil på en eller anden måde gerne sikre, at eftertiden kan se, at kattevideoer var et fænomen i vores tid, siger Rumsey.
Uanset at digital arkivering er en relativt ny praksis, så er der institutioner, der viser vejen. Det gælder – foruden Library of Congress – det private non-profit initiativ Internet Archive i San Francisco, der de seneste 20 år har indsamlet og digitaliseret materiale for hele verden, som arkivet derefter stiller gratis til rådighed for offentligheden.
Abby Smith Rumsey beretter om, hvordan hun selv i tiden på Library of Congress samt Internet Archive har kæmpet med oplevelsen af, at internettet ikke er et åbent rum. Meget kulturelt indhold, produceret af private brugere, ligger i kamre bag kodeord – for eksempel Facebook – eller bag betalingsmure. Der er også indhold, som migrerer fra nettet over på apps til mobiltelefoner og tablets.
- Med hensyn til fysisk materiale har der været krav om, at der skal afleveres et eksemplar til myndighederne. En sådan lovgivning er ikke på plads med hensyn til digitalt materiale. Det er skræmmende, siger hun. Rumsey fremhæver også »stive« ophavsretsregler som en hindring for at sikre den kollektive hukommelse.
- Der bliver opbygget kulturel kapital i private firmaers regi, som risikerer at gå tabt, når firmaer ikke længere har økonomiske incitamenter til at opbevare dem, siger hun.
Hun foreslår som en midlertidig løsning, indtil politikerne »forhåbentlig« griber ind, at biblioteker og arkiver forsøger at forhandle med store kultur- og mediekoncerner om overdragelse af indhold. En sådan aftale fik Library of Congress med Twitter – med Rumseys mellemkomst.
Abby Smith Rumsey mener, at mens politikerne er træge med at skabe de juridiske rammer og det økonomiske grundlag, så er der allerede en vis forståelse for den nye virkelighed hos biblioteker og arkiver, som efter hendes opfattelse får en meget central funktion i de nærmeste årtier, fordi de favner mange medier, og fordi deres kuratering bliver mere nødvendig. Biblioteker og arkiver kan fremme den ønskede udvikling ved at demonstrere, at de er andet og mere end institutioner med bøger.
- Bibliotekerne skal genopfinde sig selv. De skal vise, at de opsamler viden og hjælper offentligheden ved at tilbyde denne viden. Der er et skisma her, fordi biblioteker er meget konservative af natur – og skal også være det, men samtidig skal de være yderst innovative for at suge digitalt materiale til sig, siger Rumsey.
Hun siger, at skiftet desuden fordrer af bibliotekarer og arkivarer, at de engagerer sig i spørgsmålet om, hvordan mennesker og maskiner kan arbejde optimalt sammen om den kollektive hukommelse.
- Øvelsen består i, at mennesker udnytter computere og datacentre til at behandle og oplagre store informationsmængder, og at de selv fokuserer på det, som maskinerne ikke er i stand til, og som er forbundet med bevidsthed og følelsesmæssig intelligens, heriblandt kultur og perspektiv, siger Abby Smith Rumsey.
Hun er optimist. Da hun begyndte på bogen for 10 år siden, forventede hun, at den ville blive et apokalyptisk nødråb. Men hun noterer, at forståelsen for håndteringen af den kollektive hukommelse er stigende, og at unge – de digitalt indfødte – har bedre forudsætninger for at forstå og handle på udfordringerne end hendes egen +60-generation.
- Det vigtigste er, at vi bevarer tilstrækkeligt meget til, at folk i fremtiden har mulighed for at træffe deres egne beslutninger om arkivering. Vi behøver ikke at ordne alle detaljer nu, siger Abby Smith Rumsey.
Indførelsen af digital teknologi er ikke første gang, menneskeheden har oplevet pludselige ændringer i måden at værne om den kollektive hukommelse.
Det påpeger Abby Smith Rumsey i den første af de tre dele af bogen When We Are No More. Her fokuserer hun på, hvor vi kommer fra med hensyn til oplagring af informationer.
Det begyndte for over 40.000 år siden med hulemalerier, hvor det dog er vanskeligt at tolke budskabet, fordi den præcise kontekst ikke er kendt.
Det første egentlige skriftsystem blev opfundet af sumererne i Mesopotamien (det nuværende Irak) mere end 3.000 år før vores tidsregning. Med en griffel lavede de kileformede tegn på fugtige lertavler, når de handlede med andre. Hensigten var dokumentation.
Lertavlerne blev efterhånden det foretrukne middel til kommunikation – også til efterfølgende generationer. Derfor opstod spørgsmålet for første gang: Hvordan oplagrer, sikrer, bevarer og katalogiserer man de værdifulde oplysninger?
På næsten samme tid opdagede man i Egypten, hvordan papyrusplanten i marsklandet ved Nilen var meget velegnet til at skrive på. Papyrussen var let, stærk og fleksibel og tog godt imod blæk, og den kunne transporteres som ruller. Egypterne lavede et alfabet bestående af tegn og lyde, og de fandt således frem til en effektiv måde at nedfælde fælles viden. Det eneste minus var papyrussens ringe holdbarhed over længere tid.
Der kom stadigt flere biblioteker i oldtiden. Det mest kendte er formentlig biblioteket i Alexandria, som indsamlede kopier af titusinder, måske hundredtusinder, af papyrusruller og blev et videncenter for lærde
fra regionen.
Også i det gamle Grækenland var der biblioteker på trods af Sokrates’ advarsel om, at viden forsvinder, hvis den overføres fra mennesket til skrift. Grækerne arbejdede målbevidst på at opbygge viden for videns egen skyld.
Der skete nye spring med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet, som muliggjorde maskinel masseproduktion af bøger og andre skrifter, og siden med oplysningstiden og skikkelser som filosoffen Michel de Montaigne (1533-1592) og den senere amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826).
Montaigne forfægtede retten til anden viden, når det nu ikke længere var sikkert, at menneskets værdier var givet af Gud. Jefferson erklærede, at adgangen til viden var forudsætningen for demokrati og medvirkede til etableringen af Library of Congress.
Forståelsen for betydningen af viden blev øget yderligere i løbet af 1800-tallet med Charles Darwins opdagelser og Alexander von Humboldts helhedssyn på naturen, som ændrede menneskets verdensbillede.
Udfordringen med hensyn til oplagring steg – og ikke kun fordi mængden af informationer blev større. Der kom samtidig nye platforme, heriblandt lyd, billeder og levende billeder.
Abby Smith Rumsey er en amerikansk historiker, som gennem en længere årrække har arbejdet med digital arkivering i forhold til biblioteker og arkiver. Rumsey har bistået Library of Congress med udarbejdelsen af en ny strategi for bevaring af digitalt indhold af blivende værdi, og hun har været ledende medlem af en arbejdsgruppe om digital arkivering under the National Science Foundation i USA. Hun har en ph.d. fra Harvard University, undervist på Harvard og Johns Hopkins University og været institutleder på University of Virginia. Rumseys bog When We Are No More: How Digital Memory Is Shaping Our Future udkommer på forlaget Bloomsbury Press den 1. marts.
Se mere om emnet:
