Mange bibliotekarer oplever, at det kan være vanskeligt at skifte sektor. Lisbeth Lindemose ønskede at skifte spor fra folkebiblioteket til en mere specialiseret retning. Da muligheden bød sig, manglede hun inspiration til at skrive en målrettet ansøgning og komme i betragtning. Det hjalp en snak med BF's karriererådgiver på.
Da University College Sjælland søgte en bibliotekar på sin campus i Slagelse, var det et job, Lisbeth Lindemose rigtig gerne ville have.
- Jeg var ansat på et folkebibliotek, men jeg ville gerne i en mere specialiseret retning, siger hun.
På campus i Slagelse uddanner man pædagoger og sygeplejersker, og i jobopslaget var uddybet, at man som bibliotekar skulle arbejde meget med undervisning og have ansvaret for bibliotekets licenser. Begge arbejdsopgaver tiltalte Lisbeth Lindemose, men det var ikke noget, hun havde meget erfaring med.
- Fordi jeg skulle skifte spor fra et folkebibliotek til et uddannelsesbibliotek, oplevede jeg, at det var vanskeligt at skrive en ansøgning, jeg var tilfreds med. Jeg kendte ikke brugergruppen, jeg havde ikke erfaring med licenser, og jeg havde kun lidt erfaring med undervisning. Til gengæld ville jeg rigtig gerne have jobbet, så jeg fik en times telefonisk vejledning hos BF’s karriererådgiver.
- Karrierevejlederen stillede en masse spørgsmål. Hvorfor vil du arbejde med en specialiseret faggruppe? Hvorfor vil du arbejde med undervisning? Hvordan vil du gøre? Beskriv en god undervisningssituation og så videre. Spørgsmålene hjalp mig til at blive konkret omkring, hvad jeg kunne byde ind med, og hvordan jeg kunne løse opgaverne.
Inden snakken med BF’s karriererådgiver havde Lisbeth Lindemose set en række korte film om jobsøgning på BF’s hjemmeside. I filmene er et af rådene, at man altid skal ringe og spørge ind til et jobopslag, inden man skriver sin ansøgning. Det havde Lisbeth Lindemose derfor allerede gjort. Desuden havde hun inden samtalen med karriererådgiveren sendt både selve jobopslaget, sit CV og et link til sin profil på LinkedIn, og undervejs i vejledningen gennemgik de alle de beskrevne arbejdsopgaver i stillingsannoncen.
- Efter samtalen var det en helt anden oplevelse at skrive ansøgningen. Jeg havde fået hjælp til at sætte ord på, hvorfor jeg gerne ville have jobbet, og hvordan jeg ville løse opgaverne. Det var ikke nødvendigvis de rigtige løsningsforslag, men de viste min interesse for stillingen, siger Lisbeth Lindemose.
Lisbeth Lindemose havde også fået inspiration til, hvordan hun kunne præsentere sig selv, og hvordan hun kunne arbejde på en god overskrift og en god afslutning, der ansporede til, at man ville kontakte hende, når man havde læst ansøgningen.
- En af de ting, jeg skrev ind i min ansøgning, var de anbefalinger, mine kolleger havde skrevet om mig på LinkedIn – for eksempel, at jeg var fagligt velfunderet. Det havde jeg ikke tidligere tænkt på, at jeg kunne bruge i en ansøgning.
Et andet råd fra BF’s karriererådgiver var, at en kommende arbejdsplads er interesseret i, hvordan man forholder sig til stillingsopslaget, hvad man kan byde ind med, og hvordan man forholder sig til de konkrete arbejdsopgaver.
- Ved hjælp af karriererådgiverens spørgsmål blev jeg meget fokuseret i min ansøgning, og jeg forholdt mig meget konkret til de opstillede arbejdsopgaver. Jeg skrev intet om, hvad jeg tidligere havde erfaring med. Den slags kan man med fordel beskrive i sit cv, mens selve ansøgningen skal fokusere på det, en kommende arbejdsgiver gerne vil høre om. Nemlig hvad man har at byde ind med i forhold til det job, man søger.
Et råd fra karriererådgiveren var desuden, at Lisbeth Lindemose skulle forberede noget konkret, hun gerne ville have med til en eventuel jobsamtale. Og derfor havde Lisbeth Lindemose tre konkrete eksempler klar om, hvordan hun ville gribe en undervisningssituation an, da hun blev kaldt ind til en samtale. Og efterfølgende blev hun tilbudt jobbet.
Hvis du har brug for sparring om karriere, jobsøgning, kompetencer eller efteruddannelse, kan du kontakte Bibliotekarforbundets karriererådgivning, for eksempel ved at booke en personlig karrieresamtale. Du kan også bruge BF’s karriererådgivning, når du skriver ansøgning og CV og har brug for lidt feedback.