Indigneret og optændt af den hellige ild – sådan beskriver Pernille Drost sig selv, da hun i 2004 meldte sig som kandidat til formandsposten i Bibliotekarforbundet. Som formand har hun kæmpet for synlighed, faglig stolthed og akademiseringen af faget. Hun forlader nu formandsposten – nok lidt mere blød om hjertet og med en klar fornemmelse af, at hun kommer til at savne medlemmerne.
Nogle ville sige, at du løber af pladsen i utide, nu hvor Bibliotekarforbundet planlægger et administrativt samarbejde med Dansk Journalistforbund?
- Nej, det gør jeg sgu ikke. Ud fra min sparsomme viden er jeg en af de længst siddende formænd i nyere tid. Der er nok aldrig et godt tidspunkt at gå på, og jeg har tænkt over timingen, men der er ingen, der er uundværlig. Jeg er rigtig glad for at være i Bibliotekarforbundet, men stillingen som vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek er en unik stilling, og den var jeg nødt til at prøve af.
Det nye chefjob bringer Pernille Drost tilbage til den statslige sektor, hun forlod for at blive formand i 2005, efter at have udfordret den siddende formand for Bibliotekarforbundet, Jakob Winding. Hun gik til valg hos medlemmerne på at ville skabe fornyelse i form af en større synlighed og bedre og bredere interessevaretagelse.
Da hun modtog afstemningsresultatet fredag den 26. november, var hun alene i lejligheden på Frederiksberg.- Hvad er det, du har gjort? Det var den første tanke, der gik gennem mit hoved. Sådan havde jeg det også den første gang, jeg blev gravid. Jeg havde det som om, jeg var på vej ud på dybt vand, men jeg var også stolt og glad.
Det svære var at være i kampvalg og se en anden blive ked af det. Jeg har svoret, at jeg aldrig vil ud i noget lignende.
- Man står på en vippe, og man springer ud i det og håber, at der er vand nok i bassinet. Jeg tror, at mange – især kvinder – gerne vil vide, om der er vand i bassinet, inden de springer. Og det kan man ikke vide, man er nødt til at tro på, at man kan levere det, der skal til. Det handler om at læse sine lektier og være i en stejl læringskurve, og det var jeg også i mit første år som formand. Jeg synes, folk skal være bedre til at springe ud i tingene, men også til at sige til hinanden, »Har du overvejet at blive leder, det tror jeg, du vil være god til«. Jeg var ikke stillet op som formand, hvis ikke nogen havde sagt til mig, at de syntes, jeg skulle gøre det.
Anerkendelse i arbejdslivet
Kampvalget havde den fordel, at jeg blev udfordret på mine argumenter. »Du siger synlighed«, sagde folk til mig. »Konkretiser, forklar dig«. Jeg kom tidligt ud og mødte medlemmerne, og det var afgørende for, hvordan jeg efterfølgende greb arbejdet an.
- Det skal man saftsuseme have respekt for, og den samme ærefrygt har jeg også nu, hvor jeg skal være chef for mere end hundrede mennesker på Det Kongelige Bibliotek. Deres arbejdsliv er afhængigt af, at jeg træffer fornuftige dispositioner og sikrer et godt arbejdsmiljø.
Arbejdslivets betydning har været en af Pernille Drosts kæpheste som formand. Hun ved fra sine samtaler med medlemmerne, hvordan arbejdslivet altid fylder meget, hvordan vi gerne vil være professionelle mennesker og gerne vil anerkendes positivt, men ikke altid bliver det.
- Medlemmerne har vist mig stor tillid, og de har inddraget mig. Nogle gange har jeg oplevet, at jeg har holdt et oplæg, hvor jeg har kunnet mærke stemningen i rummet ændre sig, og så har jeg tænkt, uha, nu skal jeg være varsom. Det kan være diskussioner om, hvordan man trives på arbejdspladsen eller den faglige udvikling, og der har jeg set medlemmer med tårer i øjnene. Det er meget rørende.Den slags oplevelser har skubbet på en personlig udvikling hos Pernille Drost. Som kandidat til formandsvalget blev hun tegnet på forsiden af bibliotekarernes fagblad Bibliotekspressen med armene over kors og et fast blik.
- Jeg var også meget indigneret og optændt af den hellige ild. Det er jeg stadigvæk, men jeg er også blevet blødere – selv om det ikke er sikkert, at mine omgivelser vil give mig ret i det, griner hun.
Ambassadør og afliver af myter
Hvis vi ser tilbage på de ambitioner, du stillede op med til formandsvalget. Hvad har du så opnået?
- Interessevaretagelsen var mit primære fokus, og det er lykkedes. Jeg har arbejdet på at få bredt forbundets netværk ud fra kun at være med andre biblioteksorganisationer til at have fået et stærkt netværk omkring det kulturpolitiske og i hele fagforeningsverdenen.
Formandens kalender har i det seneste år blandt andet indeholdt aftaler med KL, Kulturministeriet, flere folketingspolitikere, Forfatterforeningen, repræsentanter fra forlag, musikbranchen for ikke at nævne de mange møder med andre fagforeningsformænd. Effekten er et Bibliotekarforbund med større indsigt i beslutningsprocesserne og mulighed for at påvirke eksempelvis arbejdsmiljøspørgsmål og faglige spørgsmål.
- Når jeg møder folk, der tror, at det at være bibliotekar er at tage en bog ned fra en hylde, har jeg altid venligt og sagligt forklaret, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Jeg ser mig som ambassadør for medlemmerne, og hvis jeg har fået én til at forstå den kompleksitet og faglighed, der er i det, vi laver, så skaber jeg en ny ambassadør.
Bibliotekar er ikke et kald
Fordommene mødte Pernille Drost allerede på Biblioteksskolen i 1994, for de eksisterer også i egne rækker. Fire år havde det taget hende at tage sig sammen til at skifte en tilværelse med tjenerjobs ud med studiet på Biblioteksskolen. Til stor lettelse for Pernille Drosts mor, der hvert år havde sendt sin datter et avisudklip om studieansøgninger med en lille gul post-it, hvor der stod »knus mor«.
- Da jeg startede på Biblioteksskolen, mødte jeg kommentaren »du ligner jo ikke en bibliotekar«, og jeg blev meget bevidst om den typecasting, der er omkring uddannelsen. Jeg oplevede også, at der ikke rigtig var respekt om min type hos Bibliotekarforbundet dengang. Holdningen var, at jeg og de andre bibliotekarer, der ville ud i det private, ikke var rigtige bibliotekarer. At vi ikke fulgte kaldet. Det var nok derfor, jeg gik ind i studenterpolitik.
Fra studenterpolitikken fortsatte Pernille Drost ind i Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse, hvor hun hurtigt blev anerkendt for sine stærke holdninger og sin evne til at holde fast i egne synspunkter.
- Jeg ville have, at man skulle have respekt for forskellige typer bibliotekarer, og at man skulle have respekt for det arbejde, vi lavede.
Hun ser det som sin fornemmeste opgave at holde fast i medlemmernes faglige kerne, og derfor har hun om nogen buldret imod, at bibliotekarer skal stå for pas og kørekort på grund af borgerservicens indtog på visse biblioteker. Men hvis nogle tolker Pernille Drosts modstand mod borgerservice som modstand mod forandringer, så er de galt på den.
- Der er sket en kæmpe udvikling i bibliotekarernes faglighed i de otte år, jeg har været formand. Både omkring formidling og kontakten til brugerne. Og hvis man ser på det teknologihop, som medlemmerne favner, så er det virkelig imponerende. Men jeg har også hørt politikere sige, at det næsten er mærkværdigt, så meget bibliotekerne kan løfte, og jeg synes, at det er ærgerligt, at man har budt ind på driftsopgaver frem for at være skarpere på for eksempel læringsområdet i samarbejde med folkeskolen. Jeg forbeholder mig retten til at sige, at der er et problem med borgerservice på bibliotekerne, når mine medlemmer siger, at det går voldsomt ud over deres arbejdsliv og faglige kompetencer. Det er mit job, og jeg gør det med glæde, selv om jeg får at vide, at jeg er en reaktionær formand. Oprigtigt talt så er min bekymring, at bibliotekernes overlevelsesstrategi med at tage driftsopgaver ind kan sammenlignes med det at tisse i bukserne for at holde varmen.
Alt er til debat
En anden mærkesag for Pernille Drost er akademiseringen af faget. Selv var hun blandt de første årgange, der kunne kalde sig cand.scient.bibl., og hun er slet ikke i tvivl om, at der også langt ude i fremtiden er et bibliotekarisk arbejdsmarked. Men hun er samtidig bekymret over, at Det Informationsvidenskabelige Akademi satser for meget på en kulturrettet uddannelse og glemmer de basale informationsvidenskabelige værktøjer, der skal sikre kommende kandidater job i virksomhederne, også i den offentlige sektor, der vil have behov for de samme kvalifikationer.
- Vores udfordring som fag er, at uanset, hvilken sektor man er i, så lever vi af at videregive andres viden, vi producerer den ikke selv, og derfor er vores eksistens altid til debat, og når vi så ikke længere har patent på at kunne finde viden, så er alt til debat, så er alle bolde i luften.
Usikkerheden skal der gøres noget ved, og Pernille Drost har været med til at gøre op med den generelle holdning om, at kompetenceudvikling er noget, som kun arbejdspladsen skal sørge for og betale for.
- Første gang jeg talte om eget ansvar for kompetenceudvikling, var der stor bekymring internt i Bibliotekarforbundet, for kan en fagforening mene det? Men min holdning er, at hvis ikke man kan få sin kompetenceudvikling via arbejdspladsen, må man selv betale for den og investere tid i den, men så ligger det jo så også én frit for at stikke af til et bedre job, når muligheden byder sig.
Hun opfordrer til og arbejder for, at medlemmerne får mere mod på at skifte sektor.
- Man bliver jo oplært i den samme diskurs, når man bliver inden for samme sektor. Staten har én måde at tænke på og kommunerne en anden. Det er positivt at trække på forskellige erfaringer, og min tankegang er, at et øsamfund har godt af tilkommere for at undgå indavl, så derfor arbejder jeg for, at medlemmerne tør skifte sektor, og at vi i forbundet er mindre fokuseret på sektoren og mere fokuseret på medlemmet.
Konsulentbølgen
Samtidig er Pernille Drost nu også imponeret over medlemmernes generelle tålmodighed og loyalitet over for arbejdspladserne. For hun kan se, hvordan konsulentbølgen indimellem ruller ud over bibliotekerne, og hvor nabokommunerne skeler til hinanden og tænker »so ein Ding muss ich auch haben«.
- Når man har medlemmer, der er så loyale, så skal man også have respekt for dem, når de råber vagt i gevær. Jeg køber ikke, at de ikke er omstillingsparate. Eksempelvis var der en periode, hvor man skulle diskutere medarbejdernes kropssprog eller girafsprog, og der glemte man nok, at vi er forskellige. Nogle vil synes, at sådan noget er sjovt, mens andre – inklusiv mig selv – ser det som en voldsom overskridelse af egne grænser, siger
Pernille Drost og griner, da hun opdager, at hun selv sidder med korslagte arme og ben.
- Jeg var nok blevet vurderet til at være en omstillingsresistent flagermus.Selv ville hun dog næppe blive kaldt omstillingsresistent af sine kolleger i fagbevægelsen. Tværtimod blev skiftet fra Sampension – som er ejet af fagforeninger som HK – til det private, men dog stadig kundeejede, pensionsselskab PFA anset som illoyalt i visse dele af fagbevægelsen.
- Man så skiftet som, at jeg arbejder for, at enhver er sin egen lykkes smed. Sådan er det bare ikke. Jeg arbejder for, at medlemmerne i Bibliotekarforbundet skal have en så god pension som muligt.
Hun mener, at der mange steder er for lidt medlemsdemokrati, og at det godt kan være med til at forklare krisen i fagbevægelsen. Systemet, som hun selv kender det fra Bibliotekarforbundet, hvor hovedbestyrelsen ikke får løn, og hvor der er klar adskillelse mellem sekretariat og bestyrelse er langt sundere.
- Jeg gider ikke, at der er blevet klappet noget af på forhånd i bagbutikken. Jeg er nok mere en »svesken på disken«-type – jeg gider ikke skindemokrati.
OM PERNILLE DROST
Uddannet cand.scient.bibl. i 2001 fra den daværende Biblioteksskole.
Har tidligere været ansat på Handelshøjskolens bibliotek (nuværende CBS) og Center For Etik og Ret.
Hun tiltrådte som formand i Bibliotekarforbundet i 2005.
