Hvad skal vi med den kultur?

Hvilke forandringer ser du på kulturområdet?
- Kulturforbruget og skabelsen af kultur er under forandring. Brugerne og kunstnerne går i stigende grad uden om de gængse kulturinstitutioner og kunstformer, for eksempel når det handler om finansiering. Vi ser flere selvudgivere og såkaldt crowdfunding, hvor en forfatter udgiver en bog med økonomisk støtte fra læserne. Mange kunstnere i dag diskuterer deres musik, bøger eller billeder med publikum på sociale medier uden om de traditionelle led, og der opstår hele tiden nye deltagende kunstformer, hvor alle er med til at skabe kunst. Såsom fanfiction, hvor du kan skrive videre på din yndlingsroman eller yarn bombing, hvor du strikker en »trøje« til en lygtepæl eller et træ. Det er kunst, der opstår og lever på nettet ved, at man deler fotos og oplevelser.

Er kulturpolitikken fulgt med forandringerne i kulturen?  
- Nja, det er den nok ikke, men det kan man måske heller ikke forvente på nuværende tidspunkt. Det er blandt andet derfor, at vi valgte temaet kulturpolitikken i et forandret kulturlandskab, da vi planlagde den nordiske kulturpolitiske konference i august. Vi vil gerne i dialog om disse forandringer med kulturpolitikerne og dem, der konkret deler kulturpengene ud, for eksempel medlemmer af Kunstrådet og andre kulturudvalg. Det er interessant at høre om deres erfaringer. Hvilke ansøgninger får de til kunststøtte og lige så vigtigt, hvilke ansøgninger får de ikke? Den slags diskussioner vil vi gerne have i gang.

Skal kulturpolitikerne forholde sig til alle de nye kunstformer?
– Nej, det mener jeg ikke, de skal, men jeg synes, det er vigtigt, at de ved noget om nye kulturformer, fordi de præger hele kultursektoren, også den del, der har at gøre med kulturinstitutionerne, museerne, bibliotekerne og så videre. Det store spørgsmål, som politikerne skal kunne forsvare over for vælgerne, er: Hvad skal vi med den kultur?

Hvorfor er forskning i kulturpolitik vigtig?
- Formålet med kulturpolitik har tidligere været at brede kultur ud til så mange som muligt. Man giver penge til Det Kongelige Teater for, at en billet ikke skal koste 2.000 kroner, men 800 kroner, og man støtter bibliotekerne, så alle kan låne materialerne. Det har været en del af oplysningsprojektet. Samtidig er kulturpolitik blevet noget, der skal være med til at skabe vækst – man taler om oplevelsesøkonomi. Men oplysningsprojektet er jo under forandring. Folk dyrker kultur på mange nye måder, så hvad er rationalet for kulturpolitikken? Hvad vil man opnå med politikken, når kulturen forandrer sig? Det er et brændende spørgsmål og var derfor også emnet på konferencen.

Bliver der lyttet til forskerne?
- Set i et generelt nordisk perspektiv, så vil politikerne gerne i dialog. I Sverige har de oprettet en offentlig myndighed for kulturanalyse. Region Skåne deltog på konferencen med en paneldebat om, at kulturpolitikken halter efter kunst og teknologi, og Norge er det land i Norden, hvor der bliver givet flest penge til forskningen. I Danmark er der ikke helt samme fokus, men Nordisk Ministerråd, hvor der sidder en dansk repræsentant, er meget interesseret i vores forskning og var hovedsponsor på konferencen. Kulturpolitikere er interesseret i at vide, hvad kulturen gør, og hvilke effekter den har i et samfund. For som sagt, hvad skal argumenterne være for at bruge penge på kultur? Som politiker er det svært at skaffe penge uden slagkraftige argumenter – og det kan forskningen være med til at give. Til gengæld kan forskningen jo ikke give svar på, hvad politikerne vil med kulturen.

Hvorfor samarbejder forskere i de nordiske lande?
- Forskningen i kulturpolitik er meget tværfaglig og fragmenteret. Vi er spredt rundt i Norden og er så mange små enklaver, at vi har brug for at mødes, dele viden og udvikle nye ideer. I Danmark er vi også spredt på IVA, CBS, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab samt Aarhus Universitet. Men den primære grund til, at vi samarbejder, er, at det er mange af de samme problemstillinger, vi arbejder med.

Hvor ser du bibliotekerne i forandringen?
- Bibliotekerne befinder sig i en svær situation. De er i højere grad end andre kulturinstitutioner udfordret af digitaliseringen, men deres styrke er, at bibliotekarerne taler med brugerne. Jeg vejleder pt. to studerende i deres erhvervsrelaterede projekt om Demoteket i København. Det er et eksempel på, at biblioteket tager undergrundskulturen ind ved at lade folk deltage og selv sætte deres plader og bøger på bibliotekets hylder.

Hvad handler din egen forskning om?
- Jeg har et ben i to lejre: kulturpolitik og folkebiblioteker, men bevæger mig efterhånden mere i retning af kulturpolitisk forskning. Jeg har netop afsluttet et projekt om litteraturformidling i folkebibliotekerne, hvor adjunkt Gitte Balling og jeg har interviewet ledere og medarbejdere på de seks centralbiblioteker om formålet og effekten af litteraturformidling. Det overraskende var, at formålet med litteraturformidling ud over læsernes behov, også handler om at legitimere biblioteket og give bibliotekarerne arbejdsglæde, fordi de brænder for litteraturformidling.

Du har sammen med Gitte Balling også sat spot på kulturvaneundersøgelserne fra 1964 og frem til i dag, og konklusionen er, at vi kan lære noget af fortidens undersøgelsesmetoder.
- I dag handler spørgsmålene i undersøgelserne i reglen om, hvilke kulturinstitutioner, vi bruger og hvor ofte. Men i dag er grænserne mellem dem, der bruger kultur, og dem, der producerer kultur, blevet mere flydende. Det betyder, at spørgsmål som: »Hvor mange gange var du i teatret sidste år?« ikke er nok, hvis man vil undersøge danskernes kulturforbrug. I de første kulturvaneundersøgelser i 60'erne, spurgte man mere åbent ind til, hvad folk lavede i deres fritid, og det kan vi lade os inspirere af. Forandringerne i kulturforbruget kalder på nye måder at undersøge kulturel deltagelse på.