Der er ingen, der har lyst til at være det »halvtomme glas«.
Der er lidt under to måneder tilbage af min formandstid, og derfor er dette ikke den sidste leder, der skal skrives. Men det er faktisk ikke helt nemt sådan at skulle skrive en tekst, som om jeg skal fortsætte, sådan som jeg plejer. For helt naturligt begynder jeg at se tilbage og reflektere over hvad jeg har lært, og hvad, der har gjort mest indtryk på mig gennem årene. Og noget af det mest givende, som virkelig har givet stof til eftertanke, har været samtalerne med medlemmerne gennem årerne.
Jeg har været ude på bibliotekerne, i TR-kollegierne og i BF-klubberne for at holde oplæg og debattere. Hovedtemaet har typisk været faglighed – kompetenceudvikling, faglig udvikling og omstillingsprocesser. Specielt de seneste år, hvor besparelser har skåret ned på ressourcerne, samtidig med at der er sket et hav af organisationsforandringer, fusioner og præsentationer af nye strategier.
Mange har følt sig forpustede – både medarbejdere og ledere, som har været presset fra hver deres side. Og jeg har kunnet stå lidt udenfor og høre, hvordan medarbejdere på den ene side ikke synes, der har været hoved eller hale i endnu en organisationsforandring eller strategiplan, mens lederne på den anden side til tider har syntes, at medarbejderne har været tunge at danse med og ikke kunne forstå, hvorfor de ikke bare tog den nye strategi til sig.
Men vi er jo forskellige og har forskellige temperamenter. Nogle spæner ud over stepperne uden at se sig tilbage, mens andre er lidt roligere, vender skråen og ser efter, om der er vand i bassinet, før de hopper i. Nogle gange kan medarbejderne simpelthen ikke se, hvor ledelsen gerne vil hen, og så stopper de på vippen.
I den situation er det ofte de små detaljer, der kommer til at fylde det hele, fordi det er det eneste sted, man kan finde en knage til den dybereliggende frustration over ikke at kunne se den nye vej eller strategi. Og så kommer man nemt til at banke hinanden oven i hovedet med sætningen: »at man jo kan vælge, om man synes glasset er halvt fyldt eller halvt tomt.«
Som sådan er det en god måde, at perspektivere tingene på og prøve at tænke positivt. Men ingen – ingen ønsker at være det »halvtomme glas«, og når man mærker, at det er sådan, man opleves på sin arbejdsplads, gør det ondt.
Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, når jeg har oplevet, hvor meget sorg der følger med, når man ikke trives på sin arbejdsplads og pludselig opleves som den besværlige kollega eller dumme chef. Men fælles for begge parter er, at alle faktisk gerne vil gøre deres arbejde godt.
Fælles for alle er, at det kan være tungt at gå på arbejde, hvis man ikke synes, man forstår retningen eller kan få forståelse for den nye idé. Fælles for alle er, at arbejdslivet kan gøre ondt på sjælen, hvis vi ikke føler os respekteret. Fælles for alle er, at man gerne vil sin arbejdsplads og sine kolleger det bedste. Og hvis vi alle tager udgangspunkt i, at vores kolleger og omgivelser gerne vil gøre det godt, så findes der ikke »halvtomme glas«.
