Gå til sidens indhold

Velkommen nye russere

Sonia Bavnbæk Støvring og Christian Lund Evald er blandt de rusvejledere, der byder de nye studerende på Det Informationsvidenskabelige Akademi velkommen.

Hvorfor blev i rusvejledere på IVA?
Christian
: Jeg havde selv et mildest talt fantastisk rusforløb sidste sommer, og det ville jeg gerne være en del af igen og give de kommende studerende den samme velkomst, som jeg selv fik.

Sonia: Jeg er rusvejleder for fjerde gang. Det er fantastisk, og det er en helt unik følelse at stå foran de nye studerende i deres introforløb og være med til at give dem en god start på studiet og en lyst til at engagere sig herude. Det giver et godt netværk, og man lærer sine nuværende medstuderende godt at kende.

Hvilken forskel gør du som rusvejleder?
Christian
: Som rusvejleder kan du hjælpe de usikre russere med hurtigt at blive en del af fællesskabet. Vi har et stærkt sammenhold og er meget sociale. Da jeg var russer, tænkte jeg, det her bliver jeg aldrig en del af. Folk er jo så forskellige, men ved hjælp af rusvejlederne fandt jeg mit sted i fællesskabet.

Sonia: Vi har fået meget ros fra de studerende, der havde en forventning om, at det ville være svært at starte herude. Som rusvejledere er vi gode til at inkludere hinanden og skabe tryghed, selv om vi da godt kan have vores eget at kæmpe med.

Vi er en støtte i forhold til russerne, fordi vi er længere fremme. Alle mine rusårgange kommer stadig og spørger mig om faglige ting. Som rusvejleder får du en mentorfunktion, samtidig med at man bliver rigtig gode venner med de nye studerende.

Hvad sker der, når russerne starter?
Sonia
: Vi har tre introdage fra onsdag til fredag, hvor de nye studerende primært er på IVA. De bliver introduceret til fagene, hvordan skolen fungerer, de sociale klubber, De Studerendes Råd og Fredagsbaren. Og så er de studerende inddelt i hold, hvor de lærer hinanden at kende.

De tre første år følger man samme hold, hvert andet semester vælger man et valgfag, og hvert andet semester er man sammen med sit hold. Uge nummer to i rusforløbet starter med en rustur fra mandag til onsdag, og om fredagen er der studiestartsfest.

Er der nogen traditioner forbundet med rusturen?
Sonia
: Vi har en bademestertradition, hvor alle bliver vækket om morgenen af en »bademester«, og så er der fælles morgenbadning. 

Christian: Og så er der mediekast, hvor man skal kaste med gamle computerskærme, vhs-bånd eller lignende. Det giver noget at stå sammen med nogle mennesker, du slet ikke kender og få en griner over at kaste med gamle skærme.

Er der noget, der kendetegner de nye studerende?
Christian
: Nej, ikke umiddelbart. De er vitterligt meget forskellige både med hensyn til alder, personlighed og udseende.

Sonia: Jeg er enig, men aldersmæssigt er folk nok blevet en smule yngre. Men du har stadig på dit stamhold medstuderende, der svinger meget i alder. Det, at gennemsnitsalderen ser ud til at være faldet, kan måske have noget at gøre med, at IVA er blevet bedre til at kommunikere, hvad man kan med det her studie, og har fjernet bibliotek fra titlen. Det betyder måske noget.

Christian: Ja, jeg var nok ikke startet her, hvis det stadig hed Biblioteksskolen.

Vil de studerende det samme med deres uddannelse?
Sonia
: Nej, det er meget i øst og vest. Hvis du går ned og spørger, hvad de studerende, der er ved at skrive bacheloropgaver, beskæftiger sig med, så er det alt fra evaluering i organisationer, boganmeldelser set over de sidste 30 år, kulturjournalistik, bibliometri, online strategier eller klassiske biblioteksfaglige områder som metadata.

Tror I sammenholdet på IVA vil ændre sig, når IVA flytter sammen med KU i 2016?
Christian
: Jeg har tænkt lidt over det. Det kan godt være, at det er mig, der er bange. Men jeg har da tænkt, om fællesskabet kan forsvinde, når vi flytter ind på KU. Men så igen, det er vel bare at sørge for, at der er en stærk socialfølelse på uddannelsen. Det bliver da også fint at kunne mødes med andre studier.

Sonia: Vi får jo vores egne etager, men det bliver noget andet. Vi skal bare være opmærksomme på det. Jeg er færdig med min uddannelse, når IVA skal flytte, men jeg håber, at dem, der flytter, er opmærksomme på, hvilke værdier de skal tage med sig.