Kulturminister Marianne Jelved synes, det er pinligt at sætte veluddannede bibliotekarer til at udstede pas og kørekort. For hende er nøgleordene folkeoplysning og demokrati – og så vil hun gerne have lokalpolitikerne til at tage stilling til, hvad de vil med deres biblioteker.
Perspektivs første interview med kulturminister Marianne Jelved førte ikke til andet end lang ventetid i ministerens forkontor. Forklaringen var, at Marianne Jelved den pågældende eftermiddag var havnet til bords med Dronningen under åbningen af en ny udstilling på Nationalmuseet. Og ingen rejser sig før hendes majestæt.
Marianne Jelved kender alle skrevne som uskrevne regler i det politiske system, som hun har været en del af i 38 år, siden hun i 1975 meldte sig ind i Dansklærerforeningens folkeskolefraktion. Og tag ikke fejl af det stille smil og sindigheden. Hun er i stand til at løfte selv tunge skabe og stille dem der, hvor hun synes, de skal stå. I sit halve år som kulturminister har hun sat sit fingeraftryk på skolereformen, hvor eleverne skal møde kunst og kultur fra de små klasser, og skolerne er forpligtet til at indgå et samarbejde med den lokale musikskole.
Det er da tumpet
Perspektivs anden aftale med ministeren lykkedes. 30 minutter og syv sekunder bliver det til, før der står en DR journalist og tripper med et kamera uden for døren. Men før vi lander i Kulturministeriets hjørnekontor med udsigt til de gule mure på Thorvaldsens museum og Københavns kanaler, så lad os gå tilbage til den 13. juni til Allinge Røgeri på Bornholm, hvor en af Folkemødets biblioteksdebatter er i gang.
Et spørgsmål fra Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet, lyder: »hvorfor skal de faglige bibliotekariske kræfter bruges på borgerservice, når vi kæmper for at få sat litteraturen og læsningen på dagsordenen?«.
Ministerens svar er kort: »Det er da også tumpet, at det er blevet en bibliotekaropgave«.
Tilbage i Kulturministeriet beder vi hende om at uddybe sin holdning til, at mange bibliotekarer i dag skal dele deres tid mellem »stempelopgaver« og de biblioteksfaglige opgaver, og svaret lyder:
- Det er ikke en relevant eller rationel anvendelse af arbejdskraften. Det er en meget mærkelig fordeling og en mærkelig måde at prioritere ressourcerne på i en kommune. Det bør være en HK’er, der varetager alle de administrative opgaver. Det behøver man ikke en bibliotekaruddannelse for. Det er fair nok at lave borgerservice i et hjørne af biblioteket, men man må bruge det uddannelsesniveau, der er relevant, og ikke mere.
- Det er pinligt at sætte en veluddannet folkebibliotekar til at udstede pas og kørekort. Politikerne må tage en diskussion af, hvad det er for et tilbud, de ønsker i biblioteket, og hvad det er for et billede, der skal være af kommunens institutioner. Er biblioteket noget, der er hæftet på borgerservice, eller er det borgerservice, der er hæftet på biblioteket. Hvad er det egentlig, man vil?
Det er ikke kun medarbejdernes opgaver, der er i et skred væk fra det biblioteksfaglige. Biblioteket bliver flere steder lagt under kommunens borgerservicechef eller kulturforvaltningschef. Hvad mener du om den tendens?
- Jeg tror, at der i mange chefstillinger sker et skred for tiden. Jeg noterer mig også, at et skolebibliotek ikke længere skal være ledet af en skoleleder, men at det også kan være en folkebibliotekar. Det må jeg selvfølgelig acceptere. Regeringen har sagt ja til den aftale. Men det er igen et skred.
Skolebiblioteket er et servicecenter for lærere og pædagoger og hjælper med relevante materialer og projektforløb. Det vil jeg ikke afvise, at en folkebibliotekar vil kunne, men igen er det et spørgsmål om, hvor man bruger sine ressourcer mest hensigtsmæssigt, og hvad det er for en faglighed, der skal til.
Så du mener ikke, at det er positivt, at en folkebibliotekar kan blive leder af et skolebibliotek?
- Ikke medmindre man også har skolebibliotekarer på biblioteket, så kan det bedre gå, men de pædagogiske og didaktiske kompetencer, der skal være i et skolebibliotek, er vigtige, også når man vil øge fagligheden i skolen. Det ligger i skolebibliotekaruddannelsen, men er ikke nødvendigvis det speciale, en folkebibliotekar har, de har nogle andre fagligheder.
Sådan er tingene lige nu i opbrud. Derfor er det også relevant at få den her diskussion, uden at man skælder ud på hinanden, men tager til eftertanke, hvordan bruger vi vores faglige ressourcer bedst.
Du taler om at udnytte de faglige ressourcer i en kommune bedst muligt. Samfundsdebatten handler blandt andet om, hvordan vi sikrer, at børn og unge bliver digitalt kompetente, og kan søge information, være kildekritiske og kende til ophavsret. Hvorfor ikke i langt højere grad udnytte folkebibliotekarernes kompetencer på de områder og skabe et forpligtende samarbejde mellem folkeskolen og folkebibliotekarer?
- Det, som en folkebibliotekar kan, som lærerne ikke kan i forvejen, er jeg helt åben for, kan være et bidrag til folkeskolen. Men som udgangspunkt er det at færdes i den digitale verden og vide, hvor faldgruberne er, herunder at have en kritisk sans, noget, der skal ligge i folkeskolens almindelige fagtimer. Hvis folkeskolen ikke selv ud fra den faglighed, der er i de forskellige fag, kan levere det, så er der noget galt.
De videregående uddannelser og universiteterne peger på, at de studerende ikke er gode nok til netop at søge information, være kildekritiske og ikke kender nok til ophavsret. Du siger, at ansvaret skal ligge hos lærerne og være en naturlig del af undervisningen, men der er fagfolk på folkebibliotekerne, der allerede nu kan fylde nogle af de huller i samarbejde med lærerne.
- Det er en ledelsesopgave at fylde de huller ud, der måtte være. Derfor er der også afsat et relativt pænt beløb til efteruddannelse af lærerne i folkeskoleforliget for de kommende år til 2020.
Det nytter ikke, at vi, for at tage et banalt eksempel, siger, at en lærer ikke har kompetencer til at lære eleverne at bruge en ordbog, så det må en folkebibliotekar ind og gøre. Det duer jo ikke, hvis ikke en lærer kan gøre det i de aktuelle situationer, hvor eleven har brug for at slå op i en ordbog eller gå på nettet og lede efter noget.
Hvad er din vision for folkebibliotekerne?
- Biblioteket er en meget central kerne i folkeoplysningen, og et demokrati kræver et oplyst og aktivt folk, der er biblioteker og oplysningsforbund meget vigtige. De skaber identitet og et tilhørsforhold på tværs af alle andre områder og er med til at tegne en kommune.
Hvis man nedprioriterer biblioteket i kommunerne, som vi ser med filiallukninger og årlige budgetnedskæringer. Hvad betyder det så for den rolle?
- Filiallukninger er et lokalt anliggende, som jeg ikke kan sige noget generelt om. Jeg ved som tidligere kommunalpolitiker, at man altid kan forklare, hvorfor man gør det ene eller det andet. For eksempel at man nedlægger en lille skole et sted, fordi det vil øge fagligheden at ligge den ind under en større skole. Det er lokale forhold, der er afgørende for, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre.
Det samme med de næsten ubemandede biblioteker, hvor man kan lukke sig selv ind. Det er et fint bidrag, som nogle kan have glæde af. Det er selvfølgelig bare ikke nok for et biblioteksvæsen i en kommune, men der må så være andre steder, man kan få professionel hjælp.
Hvordan opfatter du kulturpolitikkens position i kommunerne?
- Den er overraskende positiv. Det er mit indtryk, at der er en bevidsthed i kommunerne om, at kulturpolitik betyder noget, og det er en integreret del af kommunalpolitikken. Der er en vilje til at gøre noget. Det bygger jeg på fire besøg henholdsvis i Sønderjylland, Nordjylland, på Bornholm og Sjælland.
Jeg er meget positivt overrasket over energien og ildsjælene i det lokale kulturliv. Man hæger om den lokale biograf og idrætslivet, og der er kommet fokus på, hvordan lokale kunsthåndværkere og lokale fødevarer binder os sammen og skaber identitet i en kommune. Derfor tror jeg også, at vi har en chance for at løfte kulturen ind i folkeskolen, fordi der er god opmærksomhed på kultur – også på ledelsesniveau.
Hvis en kommune for eksempel vælger at gøre ledelsen af det lokale bibliotek til »appendix« til en anden chefstilling, for eksempel borgerservicechefen, risikerer man så ikke, at fokus på netop kultur og biblioteksopgaven forsvinder?
- Kommunalbestyrelsen kan jo bestemme, hvordan de vil indrette kommunens institutioner herunder folkebibliotekerne, det er ikke et folketingsanliggende. Men det er vigtigt, at bestyrelsen gør sig klart, hvad det er, de vil, og hvad det er, de gør. Hvad de forventer af biblioteket, og hvilke konsekvenser det har, når de vælger at gøre tingene på en bestemt måde.
De skal gøre sig klart, hvilke ledelsesmæssige kompetencer, de har brug for. Når man for eksempel vælger at lave et udsalg af håndkøbsmedicin i Brugsen, så ved man også, hvad det er for et niveau af faglighed, man kan forvente i forhold til et rigtigt apotek. Det er nødvendigt og mest fair at tage en debat med de mennesker, der skal arbejde med det, om hvorfor en kommune vælger at gøre det ene frem for det andet.
Hvad kan du som minister gøre for at styrke kulturpolitikken og biblioteker som kulturinstitutioner i kommunerne?
- Der er nogle ting, som kommunerne skal. De skal have et bibliotek for eksempel. Men det, vi skal overveje, er, hvordan vi bærer os ad med at få en generation, der vokser op og er kendt med kultur. Det kræver en fødekæde og en særlig måde at tænke politik og kultur på. Vi vil for eksempel gerne have kultur ind i børneinstitutionerne og skolen, så børn møder kunst og kultur tidligt, hvilket vi forsøger i den nye aftale om folkeskolen.
Hvor er biblioteket i den sammenhæng?
- Det er vigtigt, at børn lærer, at der er et folkebibliotek, der er anderledes end skolebiblioteket. Jeg har ikke været på et folkebibliotek, hvor der ikke har været et godt børnebibliotek. Det er vigtigt, at børn oplever folkebiblioteket og er vant til at komme der gennem deres barndom og skoletid.
