Vi hører ofte to fortællinger om det digitale: »at vi er nødt til at komme med på den digitale bølge«, eller »at vi bliver fremmedgjort over for hinanden i det digitale samfund«. Men hvad betyder det digitale egentlig for vores hverdag? Det har ph.d. studerende på IVA Sara Jensen sat sig for at undersøge.
Hvad er det, du vil undersøge med din ph.d. Den digitale dansker?
- Jeg vil undersøge, hvad det digitale betyder for den almindelige borger – for familier i deres hverdag. Der mangler forskning om det digitales betydning for vores hverdag uden for en arbejdsmæssig kontekst. Medierne og diverse undersøgelser lægger vægt på, at »vi danskere er digitale, fordi størstedelen af os ejer en computer og har adgang til internet«. Men hvordan er vi digitale i praksis, det vil jeg gerne undersøge.
Hvorfor?
- Der er flere fortællinger om det digitale i vores samfund, og de kan alle være sande, men dem, vi ofte hører, er, at »det digitale gør os fremmede over for hinanden, fordi vi sidder i hvert vores rum med en computer«, »at vi er nødt til at komme med på den digitale vogn for at kunne klare os«, og »udviklingen er ikke til at stoppe«. Jeg vil gerne finde de alternative fortællinger om det digitale.
Jeg har besøgt seks familier for at se, hvordan de er digitale i deres hverdag. Og det overraskede mig for eksempel, at de bruger digitale løsninger uden at tænke på, at de er digitale. Et eksempel er en enlig mor til fire, som jeg besøgte på Djursland. Hun ville nok ikke selv kalde sig digital, hvis man spurgte hende, men hun havde for eksempel bestilt en havestue på nettet, hvor hun også havde designet den. Hun havde søgt om byggetilladelse på kommunens hjemmeside og havde fulgt processen online.
Er hun så billedet på den digitale dansker?
- En af mine konklusioner er, at Den digitale dansker ikke findes. Min tanke var at pege på, hvem »den digitale dansker« var – at lave kategorier og persontyper, men da jeg kom ud i felten, gav det ikke mening at putte det digitale i kategorier. For i virkeligheden skelner vi ikke og siger: »nu er jeg digital«.
Derfor skal vi måske væk fra retorikken om, at »borgerne skal have et kompetenceløft« eller »at nogle bliver tabt« eller er »digitalt inkompetente«. Det får borgerne til at tænke: »uha, kan jeg det her godt nok«. Vi skal væk fra, at det digitale mest ses som noget komplekst. Det kan også være meget enkelt i praksis.
Hvad kan bibliotekerne bruge den viden til?
- Netop at tænke over at tale om det digitale på nye måder, så udgangspunktet for deres tilbud ikke enten er, at borgerne er »bange« for det digitale, eller at de skal »empower« borgerne ved hjælp af digitale redskaber.
Løsningen behøver ikke altid være flere kurser eller undervisning, hvor man putter brugerne i kategorier inden for det digitale som »pensionister« eller »til dig, der har svært ved det digitale« og så videre. Der kunne i stedet være tale om andre typer af arrangementer end undervisning.
Der er ikke mange, der vil sige: »jeg har det digitale som hobby«, men de er måske interesseret i strik eller lystfiskeri, og inden for de områder er der masser af relevante digitale muligheder og fora online. Og det kunne måske være i de fora, man opsøgte dem?
Hvorfor valgte du at beskæftige dig med det her emne?
- Jeg har været ansat i det offentlige og arbejdet med digitale løsninger og arbejdet i DR med at undersøge folks brug af tv og internet. Med min ph.d. kommer jeg om på den anden side af bordet og ser det fra borgernes vinkel.
Jeg vil gerne være med til at komme med andre fortællinger om det digitale i vores samfund, for det er ikke kun noget »farligt« eller noget »nødvendigt«. Langt hen ad vejen bliver det for de fleste som at gå ud med skraldet, en naturlig ting i deres hverdag, hvor de ikke tænker over, at de er digitale. Som den 16-årige søn i en af de familier, jeg besøgte, sagde til mig: »Sara, jeg forstår ikke, hvad det er, du vil undersøge. Når du siger ordet »digital«, tænker jeg på et ur med tal i stedet for visere«.
