Hvis biblioteket skal være et reelt alternativ til de kommercielle tilbud, må det have en holdning til det materiale, det stiller til rådighed for brugerne.
Af Lise Vandborg, chefredaktør på Litteratursiden
Jo flere (digitale) materialer biblioteket kan give adgang til for brugerne, des bedre. Sådan synes opfattelsen at være i biblioteksverdenen. Men jeg mener, at det er på høje tid, at vi sætter større fokus på udvælgelsen af materialer i bibliotekerne - ikke mindst i en tid hvor bogmarkedet er i hastig forandring på grund af digitaliseringen.
Hvis vi blot stiller materialer til rådighed, som det hedder i Biblioteksloven, uden for alvor at tage stilling til kvaliteten af dem, og hvis biblioteket samtidig er spundet ind i forretningsmodeller, som ligner dem på det kommercielle marked, er der så overhovedet forskel på det kommercielle og det offentlige tilbud?
Vurderingen af materialerne ligger naturligvis i første omgang i lektørudtalelserne, men lektørudtalelserne er ikke fulgt med tiden. Dels har lektørudtalelserne tilsyneladende en tendens til at blive mere og mere neutrale, nogle kalder dem ligefrem tandløse. Dels tager lektørudtalelserne ikke højde for digitaliseringen på bogmarkedet: Værker, som alene udkommer digitalt, får nemlig ikke en lektørudtalelse i dag. Det betyder, at en af årets nominerede bøger til Cavlingprisen, Kuppet af Line Holm, ikke fik en lektørudtalelse, da den udkom som e-bog.
Samtidig får en række værker af svingende kvalitet, blandt andet fra forlag, hvor forfatterne betaler for udgivelsen, en lektørudtalelse. Det giver for mig at se lektørudtalelserne langt mindre betydning, og jeg finder det dybt problematisk, at bibliotekerne bruger så mange ressourcer på lektørudtalelser, der ikke har taget højde for ændringerne i udgivelsesformerne.
Jeg mener, det er helt afgørende, at bibliotekerne – og herunder i første omgang lektørudtalelserne og materialevalget - begynder at tage konsekvensen af den stigende kompleksitet i litteraturverdenen: På den ene side udkommer flere og flere selvudgivelser af svingende kvalitet, på den anden side eksisterer mere og mere af vækstlaget uden for den trykte bog og uden om de etablerede forlag. Disse værker er ikke indsluset i det litterære kredsløb som forlag, anmeldelser, lektørudtalelser og boghandlere, men lever deres eget liv på nettet i litterære blogs og så videre.
I disse uger diskuteres problematikken i forbindelse med den stigende betydning af selvudgivelser i flere dagblade og i forskellige fora på nettet, blandt andet på Litteratursiden, og ikke mindst på bibliotekerne må vi snarest finde en strategi for håndtering af selvudgivelserne. Biblioteket må være det sted, som skiller skidt fra kanel uanset udgivelsesform!
Nogle mener, at brugerne selv finder vej til den bedste litteratur på nettet via de sociale medier og så videre, men jeg tror ikke, man skal undervurdere »lemming-effekten«, hvor folk har tendens til at gå den samme vej. Her har bibliotekerne en kulturformidlende opgave i forhold til at filtrere og udvælge den gode litteratur, som brugerne ikke ser alle steder.
Så længe lektørudtalelserne og materialevalget ikke tager højde for bogmarkedets udvikling, synes det endnu vigtigere, at der sidder nogle ildsjæle rundt om på bibliotekerne, som sikrer, at nogle af de nye litterære tendenser bliver valgt ud og præsenteret for brugerne. Det kræver både traditionel bibliotekarisk kompetence og en fornemmelse for at se talent, samtidig med at man følger med i de nye tendenser, og at man har en holdning til det, man ser og hører.
Jeg mener også, at det i bibliotekarens personlige formidling er vigtigt at vise en holdning til indholdet. Her kan bibliotekaren tilbyde borgerne noget, de ikke møder på det kommercielle marked, da de via det direkte møde med læseren er tæt på hans læseoplevelse og ved, hvad der rører sig i ham. Det personlige møde mellem bibliotekar og borger skal vi dyrke og give mere kant, det er noget af det helt særlige, biblioteket kan. Hvis biblioteket skal overleve i fremtiden, skal vi for mig at se stå for noget andet end de kommercielle aktører, nemlig uafhængighed, troværdighed, holdning og professionalisme.
