Tre forfulgte udenlandske skribenter lever i øjeblikket under beskyttelse i Danmark i såkaldte fribyer, hvor bibliotekerne har taget skribenterne til sig. En krævende, men nødvendig opgave, hvis vi mener noget med demokrati og ytringsfrihed, siger Michael Linde Larsen, fribykoordinator i Odense.
I august 2012 ankom en russisk journalist til Odense banegård. Alene, kun med en kuffert og modet til at fortsætte med at skrive kritisk om styret i Rusland. Den første, han mødte i Danmark, var bibliotekar Michael Linde Larsen, fribykoordinator i Odense kommune.
På papiret er Michael Linde Larsens tidsforbrug på at støtte journalist Alex Tor fastsat til seks timer om ugen. Men at være kontaktperson til en forfulgt forfatter eller journalist er ikke en opgave, man kan komme ind i et excelark. Opgaverne har handlet om alt fra, hvordan vaskemaskinen fungerer, hvor man handler, hvad man gør med et tilstoppet afløb, til at hjælpe journalisten med at få et dansk cpr-nummer.
- Jeg har ikke kunnet slukke min mobil, når jeg cyklede hjem fra arbejde. Ikke fordi han har ringet meget, men på grund af tanken om, at han er alene her i Danmark og lever et liv på flugt, hvor han stadig skal kigge sig over skulderen og får dødstrusler, hver gang han skriver på nettet. Du møder et menneske, der er i en helt særlig situation. Alex Tor rejste fra Rusland netop på grund af dødstrusler og har oplevet flere af sine kolleger miste livet, siger Michael Linde Larsen.
Vi skal turde det uforudsigelige
Men selv om det er en opgave, som kræver, at man som bibliotekar involverer sig, så er det det hele værd, mener Michael Linde Larsen, der har fået sat perspektiv på sit liv og arbejde.
- Hvis vi som bibliotekarer og biblioteker virkelig mener noget med demokrati og ytringsfrihed, så skal vi turde komme mere ud på kanten. Fribyordningen er en måde at gøre et vigtigt stykke arbejde på, som er uforudsigeligt, og som kræver mere af os som bibliotek og bibliotekar, siger han.
I opgaven med at være fribykoordinator ligger en forventning om, at Michael Linde Larsen får sat udadvendte aktiviteter i gang, så byens indsats med at huse en forfulgt journalist bliver gjort synlig.
- Men Alex Tors sikkerhed kommer i første række, så det er suverænt ham, der afgør, hvilke aktiviteter han vil deltage i, og hvad han vil fortælle, siger Michael Linde Larsen. Journalisten har dog indtil nu holdt oplæg for både foreninger, andre journalister og borgerne i Odense.
»Barnepige« i to år
I Danmark er der pt. fire fribyer: Aarhus, Odense, Fanø og København, og det er ofte bibliotekarerne, der har kontakten til skribenterne. På Frederiksberg sagde de i 2012 farvel til den gambiske forfatter Seedy Bojang, der i to år havde været under arrangementschef på Frederiksberg Bibliotek Lisbeth Steensborgs vinger.
- Jeg var reelt hans »barnepige« de to år, han var her. Seedy viste sig at være temmelig reserveret og genert og havde især i begyndelsen ikke mod på at deltage i arrangementer, uden at jeg var med, fortæller Lisbeth Steensborg, der delte fribykoordinatoropgaven med en medarbejder på rådhuset, der tog sig af det administrative. Den første tid var der ikke sat timer af til hendes opgaver som aktivitetskoordinator, men efter fem måneder fik hun ti timer om ugen.
- Det var et stort arbejde at hjælpe forfatteren med at få et netværk. Han var en indadvendt person, men også tydeligt præget af, at alt var så fremmedartet for ham, og han havde en helt anden kultur. Han tog ikke selv initiativ, men regnede med, at han som gæst blev inviteret ud, og hans engelsk var svært at forstå. Min opgave kom i høj grad også til at handle om, at han ikke skulle blive ensom, siger Lisbeth Steensborg.
Sæt tiden af
Hendes råd er, at man skal være realistisk omkring den tid, det kræver at være fribykoordinator. Men hun synes, at det er arbejdet værd. Som Michael Linde Larsen mener hun, at det er kampen for ytringsfrihed og demokrati, der er de vigtigste bevæggrunde for, at biblioteket og bibliotekarerne skal påtage sig opgaven med at støtte de forfulgte forfattere.
Frederiksberg Bibliotek blev også et fristed for Seedy Bojang, hvor han kom hver dag og arbejdede. Han henvendte sig til den internationale organisation for forfulgte forfattere ICORN efter, at den avis, han skrev for i Gambia, var blevet raseret af myndighederne, og hans redaktør måtte flygte.
I dag er han rejst tilbage til Gambia, men Lisbeth Steensborg har stadig kontakt til ham.
- Det er mere sikkert for ham at være i Gambia i dag, end før han rejste, fordi de internationale organisationer PEN og ICORN holder øje med ham, fordi han har været fribyforfatter. Han valgte ikke at søge asyl i Danmark, da de to år var gået, fordi han ikke kunne undvære sin familie i Gambia. Får man asyl, må man nemlig ikke rejse til sit hjemland i ti år.
På trods af at en del af de aktiviteter, som Lisbeth Steensborg havde forestillet sig, ikke blev til noget, fordi forfatteren ikke kunne foretage sig så meget på egen hånd, så kom der alligevel meget ud af hans ophold.
Hun tilrettelagde i samarbejde med en dansk redaktør antologien Frie ord på flugt med bidrag af alle fribyforfatterne i Danmark. Hun satte et debatarrangement op på Betty Nansen Teatret, hvor friby- og danske forfattere talte om ytringsfrihed, og journalist Karsten Pharao stod i spidsen for en danmarksturné: Når ordene bliver farlige, hvor fribyskribenterne rejste rundt i landet og talte om ytringsfrihed blandt andet på gymnasier.
Deres skæbne er i vores hænder
Fribyordningen findes i det meste af Europa og i USA, og kontakten til de forfulgte forfattere og journalister bliver formidlet gennem den internationale organisation ICORN. Forfattere og journalister, der føler sig forfulgt, kan henvende sig til organisationen, der undersøger, om der er hold i truslerne, og er der det, kommer de på en liste, som fribyerne kan vælge ud fra.
- Det er jo ikke for sjov, at de står på den liste, så det var specielt at skulle være med til at udvælge én. Vi er jo med til at afgøre folks skæbne, siger Michael Linde Larsen. I Odense valgte de den russiske journalist Alex Tor, blandt andet fordi han kunne tale engelsk.
Forfatteren får en bolig til rådighed og penge til at leve for i de to år, som opholdet varer, betalt af kommunen og delvist af Kulturstyrelsen. Derefter må de rejse hjem eller søge videre til en anden friby. I Aarhus endte den sidste fribyforfatter dog med at søge og få politisk asyl.
