Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev, ønsker flere skole- og folkebiblioteker lagt sammen for at udnytte ressourcerne, og hvor det ikke er muligt, ser hun gerne et systematisk samarbejde mellem folkebiblioteker og folkeskoler.
Hvad er dine visioner for samarbejdet mellem folkebiblioteker og folkeskoler?
- At vi udnytter de kompetencer, der er blandt folkebibliotekarer og skolebibliotekarer bedst muligt, og at vi udnytter vores kvadratmeter og mursten bedst muligt. Jeg vil hellere have færre skole- og folkebiblioteker, men med bedre indhold – bedre bogsamlinger, bedre arrangementer og bedre aktiviteter. De ting, som budgetterne ikke altid rækker til i dag. Jeg vil gerne gøre op med faggrænserne i forhold til skole- og folkebibliotekarer. Begge faggrupper skal turde »lukke hinanden ind«, lære af hinanden og opnå den synergi, det vil give.
Der var for eksempel et grotesk tilfælde på Solvang Bibliotek, hvor bibliotekerne lå blot med en dør imellem sig, men efter skoletid var døren lukket ind til skolebiblioteket, og folkebiblioteket skulle derfor have præcis den samme samling. Heldigvis var der en biblioteksleder og en skoleleder, der kunne se ideen i at arbejde sammen. Vi er nødt til at tage diskussionen om, hvordan vi kan bruge vores ressourcer bedre. I bund og grund handler det for begge faggrupper om at formidle glæden ved at tilegne sig ny viden gennem bøger eller andre medier.
Hvis ansvar er det, at elever i folkeskolen bliver digitalt kompetente?
- Det er et godt spørgsmål. Det overordnede ansvar skal ligge der, hvor det giver mest mening. Om det er i Kultur- og Fritidsforvaltningen eller i Børne- og Ungdomsforvaltningen, det må vi diskutere. Men det er de lokale institutioner og biblioteker, der har den faglige viden, så det er blandt andet dem, skolelederne skal lytte til i forhold til, hvad der er væsentligt at lære. Kildekritik er for eksempel noget, der ligger hos folkeskolelærerne, men den slags undervisning kunne jo godt være i samarbejde med en bibliotekar.
Du taler om at udnytte de ressourcer, vi har, og ét er at lægge skole- og folkebiblioteker sammen, men hvordan styrker man samarbejdet de steder, hvor folkeskole og folkebibliotek ligger adskilt?
- Jeg så gerne et tættere samspil mellem folkeskoler og folkebiblioteker, og at det for folkeskoleelever blev naturligt at bruge det lokale folkebibliotek. Vi har både fået ris og ros for at lave ubemandede åbningstider på bibliotekerne, men filosofien bag er blandt andet også at frigøre timer fra bibliotekarerne. De skal ikke være der fra 8 til 10, men måske skal de heller ikke være der fra 10 til 12.
I stedet kunne de tage ud på områdets folkeskoler, eller skolerne kunne »købe« timer på biblioteket, hvor eleverne blev undervist. Det kunne måske også »lokke nye kunder i butikken«, når knægte i 6.-7. klasse opdager, at der er noget indhold, de kan bruge på biblioteket. Den slags samarbejde kan vi godt systematisere mere.
I dag er samarbejdet mellem folkeskoler og folkebiblioteker ofte båret af ildsjæle, personlige kontakter og enkeltprojekter. Er et forpligtende samarbejde en løsning?
- Ja måske, men uden at det bliver trukket ned over hovedet på medarbejderne. Jeg kunne godt tænke mig nogle stærkere politiske signaler omkring det. Som politikere skal vi turde udstikke en retning og sige »vi vil den vej«, selv om det ikke sker i morgen. Men der er stadig brug for ildsjælene til at gå foran og vise vejen, især hvis der er modstand fra nogle medarbejdergrupper i forhold til udviklingen.
Hvilke politiske forhindringer ser du for et styrket samarbejde?
- Den fagforeningsmæssige modstand blandt andet. Jeg bliver irriteret, når jeg for eksempel hører skolebibliotekarforeningsfolk være bekymret for, om deres medlemmer bliver tilsidesat, hvis man samarbejder mere. Det er ikke det, det handler om. Deres medlemmer er rigtig kompetente og dygtige, og man skal passe på ikke at holde sin faglighed i en lukket kasse.
