Kirsten Rosenkrantz-Theil var 27 år i 1975, da hun blev ansat på Rødovre Bibliotek. Syv år senere blev hun tillids-repræsentant. I dag er hun 65 år og på vej på pension. Vi har bedt hende se tilbage på tillidsrepræsentantrollen, arbejdsmarked og bibliotekerne.
80’erne
Nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer. Jeg husker især en episode i 1989, som var det i går. Jeg havde været til møde i kommunens Med-udvalg i november, hvor budskaberne var, at ingen blev fyret, og ingen skoler lukket det år. Fjorten dage efter stiger jeg om bord på et fly på vej hjem fra en ferie i Marokko. På flysædet ligger en dansk avis, overskriften er med fede bogstaver: »Rødovre Kommune skal spare 32 millioner inden nytår og spare 64 millioner og lukke fire skoler næste år«. Og vi taler 11. december.
Den aften lå der fire A4-sider fra min suppleant: »Du skal til møde i morgen der og der. Vi skal nedlægge en filial og 13 stillinger næste år. Det var chokerende og hårdt. Vi holdt mange møder med ledelsen om, hvordan vi gjorde det bedst muligt. Det endte med, at filialen Hendriksholm blev nedlagt, og 13 tjenestemænd blev fyret. Det viste sig at blive rigtig dyrt for kommunen.
Demonstrationer i regnvejr tegner også 80’erne. Vi demonstrerede imod den ene og den anden forringelse på arbejdsmarkedet. Alle var meget solidariske, så det behøvede ikke handle om ens eget fag. Jeg stod engang i en hal på skibsværftet B&W til en stor demonstration og tænkte: »Hvad laver jeg egentlig her som bibliotekar?«. Hele samfundet talte meget om solidaritet, og Bibliotekarforbundet og dets generalforsamlinger var meget politiske med endeløse diskussioner, hvor forbundet i dag har et mere fagligt end politisk fokus.
Det var også en tid med flere arbejdsnedlæggelser på biblioteket. Som tillidsrepræsentant skulle jeg opfordre mine kolleger til at genoptage arbejdet og bagefter meddele ledelsen, »at det ville de desværre ikke.«
Da jeg startede på Rødovre Bibliotek i 1975, var vi 100 ansatte. I dag er vi 36 og mange røg ud i løbet af 80’erne, så vi kæmpede blandt andet for tryghedsaftaler i den periode.
90’erne
Antallet af folk til demonstrationerne ebbede ud op igennem 90’erne. Vi havde et par arbejdsnedlæggelser og skrev nogle protestskrivelser i Med-udvalget, men tiden blev en anden. Klubkassen, der før var blevet brugt til at sende støttebidrag til alle mulige organisationer, også ude i verden, blev i stedet brugt til lokale arrangementer og lignende.
Nedskæringerne fortsatte, men vi undgik fyringer på Rødovre Bibliotek blandt andet ved at lave indbyrdes aftaler med HK’erne, så vi »skyldte« hinanden stillinger. Kommunen havde gjort i nælderne i slutningen af 80’erne ved at fyre mange tjenestemænd, både bibliotekarer, men især lærere, så det afholdt de sig fra, men i 90’erne fik vi de første to overenskomstansatte bibliotekarer. I mange år hang de på med neglene, hver gang der blev meldt besparelser ud, fordi de var lettere at fyre, men de klarede sig igennem.
90’erne var også det årti, hvor vi blev generalister. I 1993 blev voksenafdelingen, læsesalen og musikafdelingen lagt sammen af økonomiske grunde, så vi kunne være færre på vagt. Nogle var ved at dø af skræk over at skulle tage læsesals- eller musikspørgsmål. Vi havde lukket i flere måneder for at planlægge, hvordan vi skulle gribe det an.
I 1998 kom sindene i kog med Ny Løn. Jeg var meget imod det, fordi jeg mente, at det var usolidarisk. Generelt var der mange, der protesterede. Jeg var bange for, at det blev alles kamp mod alle, og at dem, der talte bedst for sig, var dem, der fik, for hvad med dem på »gulvet«, der er super effektive, men som ledelsen ikke lægger mærke til?
Vi, som tillidsrepræsentanter, fik forhandlingsretten, men det viste sig at dreje sig om meget få penge, så det er vildt, når man tænker på, hvor meget tid vi har brugt på forhandlinger om så lidt. I dag er det sat mere i system. Vi ved, hvor mange penge der er og udveksler krav med ledelsen om, hvem der skal have hvilke tillæg. For at tilgodese alle slags opgaver er det mest funktionstillæg.
00’erne og 10’erne
I de sidste ti år har det været mere sjovt end hårdt at være tillidsrepræsentant. Der er stadig nedskæringer, men det har ikke mundet ud i fyringer hos os. Der har været en naturlig afgang, og for første gang siden 80’erne har vi ansat nye medarbejdere.
I dag sidder jeg nærmest i et ungdomskollegie, og det er fantastisk med unge, nye, entusiastiske kolleger, hvor der er stor respekt for, at vi har forskellige styrker. Vi får flere med andre uddannelser ind på biblioteket og flere cand.scient.bibl.’er., og jeg opfordrer alle unge og mine kolleger til at tage så meget uddannelse som muligt. Det er nødvendigt i dag.
Solidariteten og fagforeningerne er til gengæld trængt. Opgangsårene før finanskrisen betød, at der ikke var de samme arbejdskampe som i 80’erne. Fagforeningens betydning er gledet i baggrunden. Sagen med Vejlegården sidste sommer, hvor en arbejdsgiver ikke ville ansætte folk på overenskomst og medarbejderne, der accepterede det, viser, at unge i dag ikke aner, hvad en fagforening er og kan. Hvorfor vi har seks ugers ferie, en 37 timers arbejdsuge (og ikke 42 en halv time, som da jeg startede) og gode barselsregler.
Det er en stor fejl, at folkeskolen og gymnasierne ikke gør mere ud af at forklare i samfundsfag, hvordan det hænger sammen. Hvis ikke vi passer på, så mister folk interessen for fagforeningen og i værste fald ender forhandlingerne hos politikerne.
Jeg tror dog, der kan komme en fornyet interesse hos de unge. Jeg har i flere år forsøgt at få nogle interesseret i posten som tillidsrepræsentant, og nu er det lykkedes. De unge tillidsrepræsentanter i Bibliotekarforbundet virker som om, de synes, det er lige så sjovt, som vi syntes, dengang vi startede.
Biblioteket skal også nok klare sig. Politikerne ved, at vi er der og respekterer os, og lånerne kommer stadig på trods af digitaliseringen. Det skal bare finde sine ben i alt det nye
