Vores digitale liv er blot en afspejling af vores fysiske liv og behov, konkluderer forfatter Natasha Friis Saxberg i bogen Homo Digitalis. Hun maner myten om, at dem, der bruger oceaner af tid på sociale medier, mangler nære relationer i den fysiske verden, til jorden. Tværtimod.
Hvad har overrasket dig mest i din undersøgelse og interviews med forskere om vores færden på de sociale medier?
- At de basale behov fylder langt mere, end jeg troede. Vi taler altid om virkningerne – at vi er så og så længe på Facebook hver dag – men vi taler sjældent om, hvorfor vi er der og hvilke behov, vi får dækket. Retorikken har været, at vi har ændret adfærd og behov efter, at de sociale medier er blevet en del af vores hverdag, men det har vi egentlig ikke. Vi har blot rykket vores sociale adfærd online.
Som i den fysiske verden er det behov som at finde en plads i det sociale hierarki, undersøge normer, få dagens sladder og pleje vores renommé, der driver os. Undersøgelser viser, at dem, der er meget online og dyrker relationerne der, ofte også har flere nære relationer end dem, der ikke er så meget på nettet. Det styrker altså vores relationer også at dyrke dem på nettet.
Hvad er konsekvensen ved, at en del af vores sociale liv er rykket på nettet?
- Det bliver tydeligt for alle, hvad vi gør, og det kan altid findes frem igen. Derfor er der også blevet talt meget om selviscenesættelse på de sociale medier og om, at det er for overfladisk, men det er ikke anderledes, end at vi også tænker over, hvad vi siger og gør i kantinen eller til familiefrokosten.
Du skriver i din bog, at vores brug af nettet gør os dårligere til at huske og lagre viden, at det ændrer vores hjerne, at vi altid har en mobil med et svar på alt i lommen?
- Alt efter om vi læser en bog eller læser på nettet, bruger vi forskellige dele af hjernen. Hvis man måler hjerneaktiviteten hos en person, der ikke er vant til at bruge internettet, når han læser en hjemmeside, er det den del af hjernen, der lagrer viden – langtidshukommelsen – der er i funktion. Hos en, der er vant til at bruge nettet, er det derimod korttidshukommelsen, der arbejder, fordi vi skimmer og scanner de mange oplysninger, mens vi lige holder øje med, om der også er en mail eller en sms, der tikker ind.
Vi multitasker, men gør vi det, når information skal læres og huskes, ender det i korttidshukommelsen, viser hjerneforskningen, og vi kan risikere at miste evnen til at bruge vores langtidshukommelse, hvis vi ikke også bruger den hjernefunktion, såsom at læse en bog – uden at lave andet. Hvis du skal træne langtidshukommelsen, skal du øve dig i at gøre én ting ad gangen, være nærværende og koncentrere dig. Det tager 20 minutter at komme ind i en opgave, og det kan give én stress, hvis vi ikke giver os selv lov til at fordybe os.
Mange i dag er trænede netbrugere og færdes hjemmevant på de sociale medier. Evner, som gør os til det, du kalder digitale medarbejdere. Hvilke udfordringer følger med den titel?
- Der er et clash mellem den digitale medarbejders evner, og den måde mange virksomheder og organisationer bliver drevet på. På de sociale medier er det at dele viden lig med magt, mens det i virksomheder ofte er lig med magt at holde på viden, enten så ens afdeling ikke bliver skåret i budgettet, andre tager æren eller lignende.
Mange medarbejdere må ikke tale om deres virksomhed eller organisation i offentligheden. Det er henlagt til presse- eller kommunikationsafdelingen, men det er en forældet tankegang. De burde åbne op for viden og for at dele viden. Det kan betale sig blandt andet også som reklame for virksomheden. Mange medarbejdere har evnerne til at servicere og kommunikere med organisationens kunder på de digitale medier, men de har ikke altid de interne redskaber eller tilladelse til det.
Hvis medarbejderne, ligesom på de sociale medier, fik anerkendelse for at dele viden og ideer og gøre deres arbejde synligt ét fælles sted internt i organisationen, så ville det virkelig batte i forhold til videndeling og samarbejde.
