»Same procedure as last year, James?« Man fristes til at spørge, om ikke februar måneds overenskomstforhandlinger bare har været en gentagelse af sidste overenskomst i 2011? Umiddelbart kunne det godt virke sådan, men der er dog alligevel væsentlige ændringer.
Ser man på de konkrete økonomiske resultater, falder overenskomsten ikke bedre ud end forrige gang. Vi må endnu en gang acceptere en reallønsnedgang, idet der hverken i stat, kommune eller regionerne er givet lønforbedringer, der kan skabe balance mellem lønningerne og prisudviklingen.
For to år siden måtte vi konkludere, at vi havde forhandlet en vedligeholdelsesoverenskomst. I år må vi konkludere, at vi har forhandlet en overenskomst på skuldrene af en slankning af den offentlige sektor. Men den store forskel i forhold til sidste år var dog aggressiviteten fra arbejdsgiverne, hvis krav var målrettet arbejdstidsregler, tillidsrepræsentanternes vilkår og ikke mindst forhandlingsretten. Krav som berørte mange af fagbevægelsens kerneområder, men hvor modparten tydeligvis glemte, at en forhandling er »give and take«, og forhandlingerne startede ud med fronterne trukket op. Men hvad endte det så med?
Økonomisk blev det til ganske få lønstigninger, blandt andet på grund af at lønmodtagersiden var i minus på grund af reguleringsordningen. På statens område forventes lønstigningerne at blive 1,1 procent i 2014, og i kommuner og regionerne forventes der cirka 1,91 procent i perioden, og der er givet 0,32 procent i pension på de to sidstnævnte områder. Samtidig lykkedes det, at fastholde reguleringsordningen, der skal sikre, at de offentlige ikke sakker for langt bagud i forhold til de privatansattes lønudvikling.
Af væsentlige krav for AC lykkedes det at få en aftale på plads om AC’s dækningsområde, så næsten alle nye kandidatuddannelser hører under AC-overenskomsten uanset bachelorbaggrund. Derudover fik vi indført introduktionsstillinger (80 procent løn, 20 procent uddannelse), som gælder for dimittender med mere end et års ledighed, hvor introduktionsstillingerne forhåbentligt kan hjælpe til at få hul på den store dimittendledighed.
AC’s betaling for disse krav blev til gengæld, at det skal være muligt, at det lokalt kan aftales, at medarbejdere selv kan forhandle løn med arbejdsgiveren – denne ordning har eksisteret som forsøgsordning gennem flere år i staten og gøres nu permanent. Kommunalt og regionalt indføres individuel forhandling som forsøgsordning for alle akademikere. Desuden er plustid, hvor den enkelte medarbejder selv kan aftale en arbejdstid op til 42 timer, oprettet som forsøgsordning. For Bibliotekarforbundets medlemmer lykkedes det at få adgang til depotsikring i staten, hvilket blev en del af overenskomstresultatet.
Hvorfor er det så, at vi mener »same procedure« ikke gælder mere? Fordi dette års forhandlinger giver grund til at overveje, hvordan overenskomstforhandlingerne skal løses procesmæssigt fremover. Paradokset har været, at alle parter er gået til forhandlingerne som om, alt var ved det gamle, samtidig med at intet har været som før. Denne overenskomst var de muliges kunst. Men der er så absolut grund til at overveje, hvordan vi fremover griber arbejdet an.
