»Forskerne mødes i digitale netværk og deler den nyeste viden længe før, den når biblioteket, der reduceres til at være lokal licensforvalter«. Men der er andre veje – især for bibliotekarerne – vurderer Hans Jørn Nielsen, lektor ved IVA og en af redaktørerne til antologien Viden i spil. Forskningsbibliotekers funktioner i forandring.
Forskningsbibliotekernes eksistensberettigelse som den institution, der samler og formidler dokumenter og informationer, er ikke længere en selvfølgelighed. Det er en af konsekvenserne af digitaliseringens tidsalder. Men hvad kommer det til at betyde for forskningsbibliotekernes fremtid? Hvis de overhovedet har en?
Det spørgsmål satte tre forskere fra Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA) sig for at undersøge nærmere. De har peget på nødvendigheden af fortsat forskning, der kan være med til at løse de problemstillinger, der opstår, når forskningsbiblioteket som institution skal oversættes fra trykkekulturen til den digitale kultur.
- Vi mener ikke, at vi er kommet frem til præcist, hvad forskningsbibliotekerne skal gøre, men i antologien er der ideer til, hvordan de kan udvikle sig. Intentionen er, at vi gerne, sammen med interessenterne omkring forskningsbibliotekerne, vil have en mere præcis forestilling og bevidsthed om, hvor udviklingen er på vej hen, siger Hans Jørn Nielsen. Han er en af de tre forskere fra IVA, der har bidraget til og redigeret antologien Viden i spil. Forskningsbibliotekers funktioner i forandring.
Antologien peger ikke på et entydigt svar på, hvad forskningsbibliotekerne skal gøre for at overleve. Er der slet ikke nogen svar?
- Jo, og vi er også stødt på løsninger og ideer til veje, man kan gå. For eksempel tanken fra både engelsk og amerikansk forskning omkring The Embedded Librarian, som vi kan kalde udvikling af partnerskaber med læringsinstitutioner og forskernetværk og så videre. Man kan sige, at det er den ene vej: at man kan genetablere kontakten med forskere og studerende, som i dag ikke længere har det behov for biblioteket, som de havde tidligere.
Lokale licensforvaltere
Kontakten til brugerne er nemlig ikke længere en selvfølge.
- Digitaliseringen betyder, at dokumenterne ikke befinder sig i bibliotekets samling. De lagres eksempelvis i digitale netværk hos forlag eller i Open Access Repositories. Dermed reduceres forskningsbibliotekerne – lidt hårdt sagt – til at være licensforvaltere, og det kunne lige så vel være en økonomiafdeling, der sad og forvaltede de licenser, siger Hans Jørn Nielsen.
Brugerne er – ligesom dokumenterne - placeret i digitale netværk, hvor de finder og deler viden uden for biblioteksregi. Og i dag har forskere på grund af de sociale netværk meget mere kontakt med hinanden også globalt set, end de havde tidligere.
- I den sammenhæng mister det lokale universitetsbibliotek også sin betydning. Man har talt om disintermediation, som betyder, at forskeren får mindre og mindre brug for formidleren eller gatekeeperen, fordi forskeren hele tiden får meddelelser strømmende ind via alerts og rss-feeds og preprints fra andre forskere. Forskerne er orienteret om det, der foregår, før biblioteket overhovedet kommer ind i billedet. Distributionen af viden har forandret sig fundamentalt, og i den sammenhæng kan bibliotekernes rolle blive mere perifer. Man kan sige, at der nu er rigtig mange spillere på banen i det her vidensspil, hvor biblioteket før havde monopolet og var den eneste spiller.
Datasyndflod
På det traditionelle bibliotek bestod en samling før af nogenlunde ensartede dokumenttyper. Nu er der et stigende behov for adgang til forskningsdata, der skal være en integreret del af forskningspublikationerne. Hvor man før kunne nøjes med bøger og tidsskrifter, vil man nu have adgang til de store mængder af data, der produceres i moderne videnskab som eksempelvis klimaforskning og genetik.
Viden er blevet et flydende begreb, der er mere knyttet til kontinuerlige processer end til faste dokumenter, og det er netop denne tendens, som betyder, at man sammen med forskningsresultater også har brug for at publicere forskningsdata. En udfordring, som man diskuterer, hvordan man skal håndtere, fordi der er tale om en »syndflod af data«.
Men netop håndteringen af forskningsdata kan blive en ny funktion for forskningsbibliotekerne, mener nogle. Andre vurderer, at opgaven er så stor, at den måske snarere er national, og at det kræver stor faglig viden at arbejde med de data.
- Og det er nok humlen i det hele, at meget af den her udvikling kræver nye kompetencer af forskningsbibliotekarerne. For at kunne fungere som eksempelvis databibliotekar i forhold til forskningsgrupper skal man have en uddannelse inden for relevante fagdomæner og blive The Blended Librarian. Amerikanske undersøgelser viser, at når bibliotekarerne integreres i forskningsmiljøerne, har de en bachelor eller en master inden for det fagdomæne, de tilknyttes.
Så selv om forskningsbibliotekets fremtid er usikker, så er forskningsbibliotekarernes det ikke i samme grad?
- Der er i høj grad brug for informationsspecialister og kompetencer, mens der måske ikke er helt så meget brug for det centrale bibliotek, som er ude for en form for funktionstømning. Spørgsmålet er, om biblioteket bliver et kompetencecenter eller et konsulentbureau, der ansætter folk, som det kan lease ud til forskellige læringsmiljøer. Eller om informationsspecialisterne bliver løsrevet fra biblioteket og ansat i forsknings- eller læringsmiljøerne.
- Det kunne gøre en forskel at gøre informationskompetencer til en del af den akademiske læring. Traditionelt går bibliotekarerne ind i læringsmiljøet for at lære de studerende, hvordan biblioteket fungerer. I stedet kunne man lave en indsats omkring læringen af informationskompetencer. Hvis det er den vej, man går, så er man ved at løsrive bibliotekaren fra biblioteket. Så er bibliotekaren ikke længere bibliotekar, men informationsspecialist, der underviser i informationskompetencer.
Kompetencerne er der brug for
Det lyder til, at du ikke føler dig sikker på, at forskningsbibliotekerne vil overleve?
- Jeg er lidt pessimistisk i min vurdering af forskningsbibliotekernes fremtid, og her tænker jeg specifikt på universitetsbibliotekerne. Man kan godt se det, som at glasset er halvtomt, og at det måske bliver heltomt. Funktionerne er på vej væk fra biblioteket, og jeg oplever dem som truede. Jeg hører forskningsbibliotekschefer sige, at når de forsøger at knytte bibliotekarerne tættere til forskerne, så er der ingen interesse for det. Men ligeså vigtigt det er, at informationskompetencerne bliver en del af de studerendes læring, ligeså vigtigt er det, at informationsspecialisterne kommer ind i forskergrupperne.
Der findes eksempler på miljøer, hvor forskere og bibliotekarer arbejder tæt sammen. Eksempelvis i virksomheder som Novo Nordisk knytter man bibliotekarer til forskergrupper. Her arbejder de med informationssøgning og registrering og organisering af forskningsdata. Et lignende behov vil også være blandt nogle af universiteternes forskningsgrupper.
- Men det er måske ikke det enkelte universitetsbibliotek, der skal gå den vej. Vi må skelne mellem biblioteket som sted og institution og så de kompetencer, som informationsspecialisterne besidder, for det er ikke dem eller deres kompetencer, der bliver mindre brug for. Tværtimod, dem bliver der mere og mere brug for.
I antologien peger du på, at bibliotekaren skal gøre sig til en del af den samtale, der finder sted virtuelt. Hvordan ser du den rolle?
- Hvis kendsgerningen er, at brugerne bevæger sig ud på de virtuelle platforme og udveksler viden og ikke har brug for biblioteket, så kunne den mere positive synsvinkel være, at de har brug for, at nogen kan overskue og vejlede dem i, hvordan de skal bruge de her collaborative og sociale teknologier. Derfor kan det være en vej for bibliotekaren at gøre sig til ekspert i de platforme og sociale teknologier, ligesom integration i lærings- og forskningsmiljøer kunne være veje for bibliotekarerne. Her ville forskningsbibliotekaren blive specialist i forskningskommunikation i vidensprocesser frem for at være specialist omkring dokumentbevaring og formidling.
Der er dog også områder, hvor forskningsbibliotekerne har sat sig på opgaver og processer, som ikke skylles væk af en syndflod af data. Eksempelvis gør flere universitetsbiblioteker et nyt positivt arbejde med forskningsregistreringen og opbygningen af repositorier, hvor den lokale forskning gøres tilgængelig.
En af de strategier, som Hans Jørn Nielsen peger på for forskningsbibliotekerne er at samarbejde på tværs, ligesom man gør det i Danmarks Forskningsbiblioteksforening og DEFF, for at opveje, at det enkelte biblioteks skæbne er meget tæt knyttet til universitetets velvilje. Der er brug for en fælles strategi for sektoren omkring nye arbejdsopgaver og arbejdsdelinger.
- Universitetsbiblioteket kan meget let miste sin identitet som en central del af forsknings- og læringsmiljøet, fordi det er så afhængigt af midlerne fra moderinstitutionen, risikoen ved det er, at det let kan blive presset til at skære ned og i højere grad fungere som en administrativ enhed, som er let at tømme for funktioner.
