Jakob Wandam skriver dette synspunkt som privatperson. Han har tidligere været musikbibliotekar i Odense, og er nu ansat i DBC.
Tekst: Jakob Wandam, Bibliotekar
Der har i den seneste tid raset en heftig og spændende debat i flere af landets dagblade som følge af Aarhus og Københavns kommuners opsigelse af Bibzoom-abonnementet. Debatten har blandt andet handlet om solidaritet i biblioteksverdenen, hvad der er bibliotekernes kerneopgaver, farerne ved at gøre sig afhængig af kommercielle udbydere og om bibliotekslovens krav.
Undervejs i debatten er en del misforståede og fejlagtige argumenter blevet præsenteret. I Politiken siger Mogens Vestergaard, formand for Bibliotekschefforeningen:
»Jeg tror, at det er meget vigtigt at holde fast i bibliotekslovens ord om, at alt skal stilles til rådighed. Også alt det, der udgives digitalt.« (Politiken, 7. januar 2013).
Han sekunderes i Berlingske af Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening: »Hvad sker der den dag, de kommercielle tjenester ikke længere udbyder alt?« (Berlingske, 13. januar 2013).
Men er det virkelig rigtigt, at biblioteksloven siger, at alt skal stilles til rådighed? Lad os se på lovens to første paragraffer:
§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.
§ 2. Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier […] være afgørende.
Bibliotekerne skal altså netop ikke stille alt til rådighed, men derimod udvælge materialer – uanset materialetype - alene ud fra kriterierne kvalitet, alsidighed og aktualitet.
Loven citeres da også i Berlingske i et indlæg fra 14 biblioteksledere, heriblandt Mogens Vestergaard. Nu er det pludselig væsentligt, at bibliotekerne tilbyder et udvalg – netop foretaget efter de i biblioteksloven fastsatte kriterier:
»Bibliotekerne har aldrig kunnet stille alt til rådighed, der har været tale om et udvalg […] Bibliotekernes udvalg skal ifølge loven ske ud fra kriterier om alsidighed, kvalitet og aktualitet«. (Berlingske, 13. januar 2013).
Bibzoom er også kommerciel
Mogens Vestergaard udtrykker i Politiken bekymring over, at det er udbyderne af de privatejede tjenester, der bestemmer indholdet af disse – »for så er det tjenesterne, der bestemmer, hvad vi må læse« (Politiken, 7. januar 2013). Det er således kommercielle interesser og naturligvis ikke hensyn til de lovfæstede selektionskriterier, der bestemmer, hvad disse udbydere stiller til rådighed af musik og litteratur.
Hvad Mogens Vestergaard, der er medlem af Bibzooms ledelse, undlader at nævne er, at præcis det samme gør sig gældende med hensyn til Bibzooms indhold. Bibzooms filbeholdning består af musik, som pladeselskaberne vælger skal være tilgængelig ad den vej. Vel at mærke de pladeselskaber, som har indgået aftale med Basepoint Media, firmaet, som leverer musikken til Bibzoom. Der foregår ingen biblioteksfaglig selektion, trods lovens krav herom.
»Skal markedet alene bestemme, hvilke materialer borgerne skal have adgang til?«, spørger Vagn Ytte Larsen (Berlingske, 13. januar 2013). Ja, må svaret være, hvis Bibzooms model fortsat skal anvendes.
Bibzoom bliver i medierne fremstillet som »bibliotekernes egen musiktjeneste« og »bibliotekernes store digitale musiksatsning« (Berlingske, 13. januar 2013).Det er dog en sandhed med modifikationer. For ihvorvel tjenesten er udviklet inden for biblioteksverdenen, er det nok de færreste biblioteker, der vil betegne Bibzoom som »deres egen«, når de modtager abonnementsopkrævningen. Og der er som nævnt ingen biblioteker, der har indflydelse på musikindholdet.
At fremstille Bibzoom som en kontrast til de kommercielle udbydere er således ikke korrekt. Bibzoom er en kommerciel udbyder. Der opkræves abonnement, og indholdet er styret af kommercielle interesser.
Det er imidlertid korrekt, at musikken i Bibzoom stilles vederlagsfrit til rådighed for slutbrugeren. Regningen samles op af hans/hendes hjemkommune og skal således blot betales over skatten. Det vil de 14 biblioteksledere gerne holde fast i: »[…] spørgsmålet er, om den digitale udvikling tvinger bibliotekerne til at bryde med fundamentale principper om at stille materiale vederlagsfrit til rådighed for borgerne? Det mener vi ikke« (Berlingske, 13. januar 2013).
De fæle reklamer
Men er Bibzoom mere vederlagsfrit end for eksempel Spotify eller WiMP? Nej, tværtimod er de to sidstnævnte gratis for såvel slutbruger som bibliotek. Til gengæld må man så finde sig i reklamer. Og det er da en smuk tanke, hvis Bibzoom vil befri brugerne for de fæle reklamer.
Men lad os lige prøve at følge den tanke til ende. For hvis bibliotekerne skal have en parallel filbeholdning, som også er gratis tilgængelig andetsteds på nettet, men hos Bibzoom er befriet for reklamer, svarer det til, at man laver en parallel biblioteksadgang til udvalgte hjemmesider, hvor man har fjernet bannerreklamerne. Og ikke hjemmesider, der er udvalgt efter biblioteksrelevans, vel at mærke, men sider, som er udvalgt af kommercielle interessenter!
Bibzoom – og før det Netmusik.dk – var banebrydende. Der var intet Spotify, intet WiMP, intet TDC Play, da bibliotekernes online musiktilbud blev etableret. Samtidig var Netmusik.dk og Bibzoom del af et større musiktilbud, som blandt andet også omfattede et meget levende cd-medie. Derfor var vi mange, der var begejstrede for Bibzoom i begyndelsen (jeg sad selv i Bibzooms redaktion de første måneder). Men i vores begejstring var vi ikke gode nok til at stille krav til selektionen, til katalogiseringen, til søgefunktionaliteterne – på trods af at det netop er på de punkter, bibliotekerne kan og skal udmærke sig. Dét betaler Bibzooms brugere nu prisen for.
Formidling er mere end selektion
Det er let at grine ad Bibzoom. Det er da morsomt at se Statsbibliotekets områdedirektør Flemming Munch stå frem som en anden Komiske Ali og fremlægge samtlige brugsstatistikker, udmeldelser og tekniske problemer som succeser. Man kan da klukle over, at Bibzooms indhold er opdelt i tre faner, der hedder Musik, World (som også omfatter musik fra indvandrerlande) og Kultur (som musik åbenbart ikke er). Det er da ganske skægt at se, hvordan Bibzoom »relancerer« sig hvert andet år med stor gennemslagskraft i medierne, fordi alle i de mellemliggende år har glemt, at tjenesten eksisterer.
Men kære venner, nu er det ikke sjovt længere. Bibliotekerne er i krise, og Bibzoom undergraver branchens eksistensberettigelse ved at lade hånt om såvel bibliotekslov som grundlæggende bibliotekariske principper.
Der er ingen grund til at skamme sig over Bibzoom; tjenesten har haft sin tid, og dengang var den et interessant, om end usagligt, supplement til det øvrige, professionelle musikudbud på bibliotekerne. Nu er den, med sin insisteren på at tilsidesætte biblioteksloven i stedet for at tilbyde en biblioteksfaglig vinkel, blevet overhalet indenom af bedre og billigere alternativer. Det bør vi glæde os over og bruge pengene mere rationelt. Der er ingen skam i at erkende, at et produkt ikke længere er nødvendigt. Så er det tid til at leve op til sit økonomiske ansvar.
Cd'en lever endnu
Men hvad med det redaktionelle indhold på Bibzoom, vil nogen måske indvende. Er det ikke eksistensberettiget? Jo, bestemt. Formidling er ikke kun selektion og katalogisering, og der kan være god brug for anbefalinger, genreguides og lignende. Og undertegnede kan da heller ikke lade være med at glædes, når mine åregamle Musikbibliotek.dk-artikler dukker op som nyt indhold på Bibzoom.dk.
Så lad os endelig blive ved med at guide brugerne igennem såvel vore fysiske samlinger som den megen musik, som står gratis til deres rådighed på nettet, så længe vi har læsere nok. Og lad os i samme åndedrag give dem adgang til den digitaliserede kulturarv, World-sektionen(!) og det øvrige unikke indhold på Bibzoom.dk. Men lad os nu droppe den tåbelige parallelsamling!
Og lad os så lige tøve en kende med at lægge cd’en i graven. Selv hvis vi ser bort fra diskussioner om lydkvalitet og informationstunge booklets, er cd’en stadig relevant i kraft af, at der fortsat udgives biblioteksrelevant musik, som kun forefindes på cd og i kraft af, at der stadig er et lånerbehov for mediet.
Cd’en er ubestrideligt ved at blive udfaset, men det er ikke bibliotekernes rolle at foregribe et fremtidigt behov, hvis de samtidig negligerer det aktuelle behov. Der bliver stadig udlånt masser af cd’er på bibliotekerne. Vi skal berede os på, hvordan vi lever op til vores lovfæstede forpligtelser, tager vores musiklåneres behov alvorligt og behandler musikken anstændigt og fagligt forsvarligt, når cd’en dør. Men vi skal ikke selv medlidenhedsdræbe den før tiden.
Jakob Wandam er bibliotekar.
