Gå til sidens indhold

Medierne har deres egen dagsorden, er farvet af politiske holdninger, bringer oplysninger uden at tjekke dem, er overfladiske

Påstande de fleste kan genkende. Men er der hold i dem? Læs med her.

I slipstrømmen på det sidste amerikanske valg, der gav Barack Obama fire år mere i Det Hvide Hus, røg de amerikanske medier ud i debat og selvransagelse. For skal journalister eksempelvis gengive præsidentkandidat Mitt Romneys påstand om, at »47 procent af amerikanerne er snyltere«, blot som et synspunkt i debatten? Eller skal de forholde ham, at det er faktuelt forkert og spørge ind til, hvorfor han påstår det? Medierne har været tilbøjelige til at gøre det første. Derfor selvransagelsen.

Blot at viderebringe synspunkter fra begge sider i en sag er i debatten blevet døbt »Den falske balance«. I en artikel af Poul Høi, Berlingskes korrespondent i USA, kommer ombudsmanden på New York Times, Margaret Sullivan, med sin definition »Den falske balance er den journalistiske praksis, hvor man giver lige stor vægt til begge sider i en historie, uanset om der er en etableret sandhed på den ene side«. »Jo mere nyhedsorganisationer kan fastslå, hvad der er etablerede sandheder og stå fast på dem, desto bedre for læserne og for demokratiet«, mener Sullivan. 

Faktatjek ved særlige lejligheder
»Den falske balance« gennemsyrer også danske medier, mener lektor og ph.d. i journalistik på Roskilde Universitet Mark Blach-Ørsten, der gerne ser selvransagelsen komme til denne side af Atlanten.
- Journalister i Danmark har en tendens til at mene, at faktatjek af kildernes udsagn kun skal bruges ved særlige lejligheder som eksempelvis valgkampe. Det er ikke en hverdagsforeteelse, hvilket er en stor fejl. Det burde jo ske hele tiden, siger han.

Alle – om det er politikere eller interesseorganisationer som CEPOS eller Vandværksforeningen – kommer med en færdigpakket version af verden. Mediernes opgave er at pakke den ud og sammenholde den med andres versioner, mener Mark Blach-Ørsten.

Grundlæggende søger journalisterne den nemme krydskonfrontation, som vi ofte ser i debatprogrammer eller i den politiske journalistik, hvor én er for og én er imod, men ingen bliver klogere, mener han.
- Journalisten er nødt til at gå et skridt videre. Hvis A siger, væksten i Danmark stiger med 1,2 procent, og B siger, at den stiger med 4 procent, så er det nødvendigt med andre kilder som EU eller OECD, der for eksempel mener, at den kun stiger med 0,3 procent. Vi skal også kende de præmisser, A og B bygger deres udsagn på. Ellers har vi ikke en kinamands chance for at vurdere oplysningerne.

Mark Blach-Ørsten køber ikke argumentet om, at det er knaphed på tid og ressourcer, der æder faktatjekket på mange redaktioner. Problemet er derimod, at fagjournalister er skiftet ud med generalister.
- De kender måske ikke de diskussioner, der er gået forud i en sag eller har ikke en fagspecifik viden om relevante kilder. Og tiden spiller selvfølgelig ind, hvis man starter helt fra bunden hver gang.
Fagjournalisternes »endeligt« har også betydning for det generelle nyhedsbillede, for der bliver egentlig leveret meget kvalitetsjournalistik, mener Mark Blach-Ørsten, men om de samme emner.

De eneste egentlige fagredaktioner, der er tilbage, er på Christiansborg, så der bliver lavet rigtig meget om politik, men om de samme områder. Og historierne kører nogle gange helt af sporet, hvor alle løber efter samme lille bid, og skandaler og personsager kommer til at fylde.
- Det handler mere om ministeren end om politikken. Vi hører meget om Villy Søvndal, men ikke ret meget om udenrigspolitik. Vi har både en udenrigsminister og en EU-minister, men vi aner ikke, hvor Danmark stod i forhold til den europæiske bankunion, inden vi underskrev aftalen.

Nødvendig rollefordeling
Befolkningen vil gerne have mere substans, vurderer Mark Blach-Ørsten. Det er måske forklaringen på, at et program som Detektor, der kuglegraver udsagn i medierne har vundet så stor genklang, at det er vokset fra et radioprogram på P1 til også at være et tv-program i den bedste sendetid på DR2.

Journalist og vært på programmet Thomas Buch-Andersen ser tre tendenser hos medierne, der skaber et øget behov for faktatjek og programmer som Detektor.
- Der er kommet flere debatter i radio og tv, hvor to diametralt modsatte versioner af virkeligheden bliver sat op mod hinanden. De kan ikke være sande begge to. Værten har ofte en neutral rolle, og det efterlader seere og lyttere til selv at vurdere, hvad de tror på, siger han og understreger, at det ikke er en kritik af journalister som værter, men en nødvendig rollefordeling, hvor nogle journalister får kilderne til at fremlægge deres synspunkter, mens andre tjekker op på, om deres argumenter holder vand.

Den anden tendens, mener han, er stigningen i live-udsendelser som DR Update, TV2 News og Radio24syv og et generelt krav om flere hurtige webnyheder.
- Live betyder, at journalisten ikke på forhånd ved, hvad gæsten vil sige og tjekke det, og de flere nyheder, der skal produceres for samme midler, betyder mindre tid til faktatjek.

Den sidste tendens, der kalder på et øget faktatjek, er det fintmaskede net af spindoktorer, kommunikations- og pressefolk.
- Deres opgave er at skære den del af virkeligheden ud, de gerne vil have, at vi ser og få os til at overse andre dele, mens vores job som journalister er at give et mere fuldstændigt billede af virkeligheden, hvad enten det handler om økonomien i en virksomhed eller miljøforurening.

Medierne gør det ok, vi tror bare ikke på det
Rigtig mange mennesker har dog også den opfattelse af medierne, at de skærer virkeligheden til, så den passer med deres dagorden og politiske overbevisning, viser den undersøgelse om mediernes troværdighed, som Mark Blach-Ørsten har lavet sammen med professor på CBS Anker Brink Lund og medieforsker ved Center for Nyhedsforskning Rasmus Burkal. 

50,6 procent af de adspurgte mener, at nyheder ofte er påvirket af mediets egen holdning til emnet, og 53 procent mener, at medierne overdramatiserer. Det er på trods af, at de kilder, der optræder i medierne, generelt oplever, at fakta og citater bliver korrekt gengivet.
- Sat på spidsen kan man sige, at selv om medierne fortæller sandheden, vil mange ikke tro dem, fordi de nærer en mere eller mindre generel mistillid, siger Mark Blach-Ørsten.  

På samme måde viser flere undersøgelser af, om medierne systematisk lægger sig op af en partifarve i deres vinkling af historierne, at det gør de ikke, siger Mark Blach-Ørsten. Sammen med Stig Hjarvard, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, har han undersøgt mediernes dækning af Irakkrigen, hvor blandt andet TV Avisen var stærkt udskældt af regeringen for at være pro Saddam Hussein. Konklusionen var, at dækningen var nuanceret i forhold til de oplysninger, der var til rådighed, efterhånden som krigen udviklede sig. Undersøgelsen fra Syddansk Universitet Kunsten at holde balancen, om mediernes dækning af valgkampe fra 1994 til 2007, afliver også myten om røde eller blå lejesvende og konkluderer, at dækningen var nuanceret og fair.

- Men uanset hvad, så er medierne nødt til at forholde sig til den generelle mistillid på samme måde, som hvis de var et politisk parti, for hvad hjælper det at have et svar på det hele, hvis ingen tror på en. De er nødt til at reformere sig, siger Mark Blach-Ørsten.

Løsningen er transparens, øget etisk bevidsthed og viljen til at rette fejl.
- Hvis tilliden skal styrkes, skal journalisterne åbent lægge deres research og metoder frem. Hvordan er de kommet frem til historien og vinklen, og hvilke kilder er valgt og hvorfor? Vi er på vej, men der er stadig et godt stykke i forhold til åbenhed og dokumentation i forhold til den almindelige nyhedsstrøm, siger Mark Blach-Ørsten, der glæder sig over, at Dansk Journalistforbund så småt er ved at tø op over for tanken om, at journalister bør lægge deres research offentligt frem.