Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

Biblioteket som sted

Biblioteket er i stigende grad en af Danmarks mest benyttede kulturinstitutioner. Det antal besøg i bibliotekerne, der ikke resulterer i udlån, overstiger besøgstallet for samtlige statstøttede museer og teatre i Danmark – og det offentlige tilskud til teatre og museer er på knap 3 milliarder kroner, skriver Rolf Hapel, Århus, i Perspektivs kronik, hvor han også forholder sig til udmeldingen fra Det Digitale Råd, der som en mulighed foreslår en lukning af det fysiske bibliotek i løbet af de næste 10 år.

I mange år har diskussionen om bibliotekernes fremtid været en del af den faglige diskussion i sektoren. Ofte har udgangspunktet været synspunkter og holdninger til det medium, som mere end noget andet har været forbundet med bibliotekerne, nemlig bogen. Er bogen død ellert lever den tværtimod i bedste velgående? Er der overhovedet nogen, der læser andet end kriminalromaner og erindringer? Vil internettet, e-bogslæsere, ipad’en og nye forretningsmodeller gøre forlag, boghandlere, biblioteker og bogreoler overflødige?
Debatten har været ført med ildhu og engagement, men kun i ringe grad har den bevæget sig uden for en snæver kreds af fagfolk og kulturpolitikere, måske med den undtagelse, der for få år siden blev udløst af et interview i Politiken af en dengang nytiltrådt leder på Hovedbiblioteket i København. Overskriften på artiklen »Bøgerne skal have modstand« blev desværre et symbol, der med en svag, men uheldssvanger aura af bogbrænding kom til at skygge for de gode hensigter om fornyelse af biblioteket. Den efterfølgende tidvis ophedede debat kom derfor aldrig rigtig til for alvor at beskæftige sig med bibliotekets rolle i forhold til de kerneproblemstillinger i samfundet, som det skal være med til at løse.

Luk bibliotekerne?
Når der nu er nogle uden for biblioteks- og kultursektoren, der mener noget om bibliotekernes fremtid, må man glædes. Og glad blev jeg ved læsning af det debatoplægi om digitalisering af den offentlige sektor, som Det Digitale Råd udgav for nylig. Rådet sætter den offentlige sektors kanalstrategi på dagsordenen og kommer med en række bud på, hvor der er store samfundsmæssige gevinster at hente. Et af de områder er bibliotekerne. Det enkle ræsonnement er, at de kommunale biblioteker har ca. 40 mio. henvendelser og 74 mio. udlån om året. Det koster ca. 2,6 mia. skattekroner, hvoraf kun 15 % går til indkøb af bøger og andre medier. Hvis man sætter fuld damp på digitaliseringen og laver et distributionssystem, vil vi i løbet af en 10-årig periode kunne lukke de fysiske biblioteker – hvis man vil, tilføjer Rådet med klædelig hensyntagen til demokratiske processer! Dermed kan vi spare store beløb i lønkroner og drift af huse. Rådet gør opmærksom på, at borgerne er parate til at anvende digitale løsninger, men nævner også et vigtigt forbehold. En forudsætning for at lykkes med manøvren er nemlig, at brug af e-boglæsere og tavle-pc’er slår bredt igennem i befolkningens kulturvaner, således at der kommer reelle afløsere af den trykte bog.
Rådet fra Rådet er altså: Sørg for etablering af et digitalt distributionssystem, for clearet copyrightbehæftet indhold direkte uden slutbrugerbetaling, håb på, at e-læseenheder penetrerer markedet og luk så bibliotekerne i takt med, at digitaliseringen af trykte medier slår fuldt igennem! Masser af penge sparet, videndeling og kulturspredning sker herefter
digitalt. Jamen, hvorfor ikke? For et mindre lyst sind kunne det måske være lidt forstemmende, at det store formidlings-, kultur- og udviklingsarbejde, der i mange år er foregået i rigtig mange biblioteker med udgangspunkt i de fysiske rum, går så upåagtet hen i refleksionerne hos Det Digitale Råd. Sådan ser jeg ikke på det. Fint, at Det Digitale Råd med udgangspunkt i et råt, økonomisk rationale udfordrer bibliotekernes eksistens. Det giver god anledning til at reflektere over, hvad der er styrken ved det fysiske bibliotek.

De samfundsmæssige udfordringer
Det er i hvert fald ikke formålsparagraffen i biblioteksloven, der bør forhindre lukning af bibliotekerne. Den handler om at fremme oplysning, uddannnelse og kulturel aktivitetet, ganske vist ved at stille bøger og andre egnede medier til rådighed, men hvis bøger er blevet til e-bøger, er det vel OK at formidle dem gennem digitale kanaler? Og formidling af offentlig information og information om samfundsforhold via netbårne medier ligger jo lige til højrebenet. Hvis man kigger bagom formålsparagraffen og ser på, hvad det er for udfordringer, bibliotekerne skal være med til at løse,
kan de kort beskrives i overskrifter med tilhørende spørgsmål:

Videndeling og –spredning:
Kan bibliotekerne medvirke til, at vi som borgere besidder basale grundkompetencer som læsevne og it-færdigheder og fungere som støtte for, at vore ørn og unge får tilstrækkelig uddannelse, kan de medvirke til ivslang læring?

Litteratur- og sprogudvikling:
Kan bibliotekerne formidle litteratur og medvirke til udvikling af vore evner til afkodning, sprogforståelse og billeddannelse og til udviklingen af litteraturen som kunstform, kulturytring og sprogfornyer?

Innovation og videntilvækst:
Kan bibliotekerne være ramme for fortsat idéskabelse, kreativitet og udvikling af nye tankesæt og ny viden?

Social vækst og sammenhængskraft:
Kan bibliotekerne medvirke til, at vi som borgere udvikler sociale færdigheder, at vi kan fungere og udveksle på tværs af sociale og kulturelle skel?

Empowerment og dannelse:
Kan bibliotekerne medvirke til at styrke vore evner til at tænke, udtrykke os, løse problemer, tænke kritisk, anerkende andres ret, respektere demokratiske grundværdier, og til at vi forstår og kan agere i forskellig kulturel kontekst?

Den enkle svar på disse spørgsmål er:
 Ja – det kan bibliotekerne, og de gør det også i vidt omfang. Det sker vel at mærke inden for en vigende økonomisk ramme. Men kan disse opgaver så også løses udelukkende gennem en digital infrastruktur, sådan som Det Digitale Råd foreslår?

Danskernes Digitale Bibliotek
Den del af Det Digitale Råds forslag, der handler om etableringen af et system, der kan sikre deling og spredning af frikøbt licensbelagt og ophavretssikret digital videns- og kulturproduktion med og blandt borgerne, er jeg fuldstændig enig i.
Selvfølgelig må det være en samfundsmæssigt højt prioriteret opgave. Vi kan sikkert også sagtens blive enige om, at vi medde udfordringer Danmark står over for, har brug for innovation og idéskabelse på alle niveauer, måske kan vi endda blive enige om, at vi som samfund i stigende grad efterspørger sammenhængskraft og fælles demokratiske grundværdier – det man kunne kalde medborgerskab. Derfor er den netbårne spredning af viden og kulturelle ytringer som forudsætning for kreativitet, tankevirksomhed og dannelse til vidensamfundet et megavigtigt indsatsområde. Men det er jo også præcis det, vi er i gang med at etablere inden for rammerne af den strategiske satsning, der hedder »Danskernes Digitale Bibliotek«. Den blev knæsat i kulturministerens rapport »Folkebibliotekerne i Vidensamfundet « fra 2010. Der er allerede bundet en pæn stor udviklingsindsats op på dette tema, også på det meget konkrete plan gennem for eksempel etableringen af den it-infrastruktur, der er grundlaget for et sådan system, nemlig »TING«-projektet med metadatabrønd og de tilhørende applikationsprojekter, bestræbelser på udbud af fælles bibliotekssystem, udvikling af bibliotek.dk, udbygning af licensaftaler og forretningsmodeller med indholdsleverandørerne og meget mere. Så Det Digitale Råd løber åbne døre ind med sin anbefaling på dette felt.Strukturændringer
Men hvad så med de fysiske biblioteker, husene? Vil vi kunne lukke dem over en 10-årig periode, sådan som Det Digitale Råd foreslår?

Nu er der jo som bekendt allerede lukket mange biblioteker over de sidste tredive år. Den bevægelse kulminerede i forbindelse med den seneste kommunalreform, hvor der i 2007 blev nedlagt 131 biblioteker. I slutningen af 70’erne var der omkring 1200 fysiske betjeningssteder og nu er antallet under 500. Det er altså en ganske markant strukturel ændring, der har fundet sted. Typisk er det små filialbiblioteker med forholdsvis korte åbningstider, der er forsvundet, men i de senere år er der er også eksempler på ret store lokalbiblioteker, der lukkes. Baggrunden er som regel besparelser, der udmøntes efter lokal politisk prioritering og under iagttagelse af alle demokratiske spilleregler.
I bibliotekslederkredse har hovedlinjen i diskursen om disse lukninger været, at de fleste egentlig har været i orden set ud fra et synspunkt om effektivitet, folk er jo blevet mere
mobile, tilbuddet i form af åbningstimer og indhold har i mange tilfælde været beskedent, der er oprettet afhentningssteder mange steder og lukningerne har ikke eller kun i beskeden grad kunnet ses som nedgang i det samlede udlån. Diskussionen i sektoren har dog været iblandet en bekymring over serviceniveauet i forhold til mindre mobile borgere, for eksempel ældre og børn samt en vis frustration over, at det sparede provenu kun i de færreste tilfælde har kunnet anvendes til at forbedre de tilbageværende biblioteker. Set i perspektivet af de mange lukninger kan anbefalingen fra Det Digitale Råd om at lukke bibliotekerne over en 10-årig periode derfor synes at være en naturlig konsekvens af en ustoppelig samfundsudvikling, men Det Digitale Råd overser nogle modsatrettede tendenser med helt andre perspektiver.

Biblioteket som offentligt rum
En grundpræmis for os alle som mennesker er, at vi lever i en fysisk verden. Vi har behov for, at mødes med andre for, at færdes i offentligt tilgængelige rum, indgå i midlertidige og uforpligtende fællesskaber, at lade os inspirere og udfordre som fysisk sansende og sociale væsner.
Til den brug kan biblioteksrummet være formidabelt, her kan man gå ind uden at blive mødt med krav om betaling eller blive afkrævet en bekendelse til religiøse eller politiske retninger eller tilhørsforhold. Det er her, man som borger kan låne lokaler til civilsamfundsaktiviteter og arrangere sine egne møder, skabe udstillinger i samarbejde med biblioteket, få hjælp, vejledning og svar på spørgsmål med udgangspunkt i trykte og digitale medier. Man kan deltage i it-kurser og internetintroduktioner og indgå som publikum eller aktør i gamingaktiviteter, litteraturcaféer og læsekredse. Man kan møde såvel ligesindede som anderledes tænkende, få inspiration og kulør eller refleksion og dybde på de tanker, der opstår i mødet med forfattere, storytellers og fordragsholdere i det fysiske rum og i mødet med idéen og fortællingen i de digitale og analoge medier, som er tilstede i rummet. Det er her børnenes første møder med fiktionen i billedbøgernes fabeluniverser, med eventyret og børneteateret foregår, og oplæsning, sang, leg og quizzer er med til at skabe fokus, liv og stemning. Når jeg ser på den frodighed og bredde, der er i arrangements- og aktivitetsprogrammerne rundt om i bibliotekerne, når jeg ser, hvordan
samarbejdet mellem biblioteker og andre aktører udfolder sig i stadig flere partnerskaber om skabelsen af oplevelser, services og social innovation i rummet, og når jeg noterer mig den interesse, der er blandt borgerne for at låne lokaler til selvorganiserede aktiviterer, er det indlysende, at biblioteksrummets betydning som offentligt sted for menneskeligt samvær med indhold aldrig har været større. Det forklarer, hvorfor besøgstallet stiger og hvorfor nyere trafiktællinger på flere biblioteker viser, at mellem en tredjedel og halvdelen af de besøgende på bibliotekerne gør noget andet end at låne medier. For lige et øjeblik at vende tilbage til det økonomiske rationale, som Det Digitale Råd har fat i:
Det antal besøg i bibliotekerne, der ikke resulterer i udlån, overstiger besøgstallet for samtlige statstøttede museer og teatre i Danmark – og det offentlige tilskud til teatre og museer er på knap 3 mia. kr.

Biblioteket som medborgercenter
Målgruppers præferencer forandres, teknologier revolutioneres, vilkår ændres. Bibliotekerne må som alle andre institutioner og virksomheder udvikle og forny sig, og det sker ikke af sig selv. Der må et stadigt inflow af nye tanker og idéer til. Sådan har det altid været og i de senere år har der på indretningssideværet inspiration fra mediateqer i Frankrig, Idea Stores i England, nye biblioteksplaner og byggerier i USA, Holland, Tyskland og Singapore – og fra rigtig mange andre byggerier uden for biblioteksverdenen. I Danmark har bibliotekssektoren med stor idérigdom arbejdet med projekter til udviklingen af rummet som understøttelse af formidling og videntilegnelse, godt hjulpet på vej af udviklingspuljen i Styrelsen for Bibliotek og Medier. På det teoretiske plan har en ny måde at tænke bibliotek på fortjent fået stor opmærksomhed. Skot-Hansen med flere har i deres model om de fire rum, inspirationsrummet, læringsrummet, møderummet og det performative rum leveret en ny tankemæssig ramme til inspiration. Ganske vist er modellen ikke kun møntet på de fysiske rum, også de virtuelle er omfattet, men den er et godt udgangspunkt for diskussion af de services og aktiviteter, der kan være fundament for det fysiske bibliotek, når distribution af viden og kulturelle oplevelser i stigende grad er blevet digital og netbåren. Især tankerne om det performative rum indeholder et nyt, stærkt perspektiv, der lægger op til egenudfoldelse, nyskabelse og innovation. Et andet tankesæt, som findes i den nyligt vedtagne politik for Borgerservice og Biblioteker i Aarhus Kommune, har udgangspunkt i biblioteket som medborgercenter. Ideen er, at medborgercenteret principielt indeholder tre hovedkomponenter,
nemlig:
1) Civilsamfundet, med aktiviteter baseret på frivillighed, som for eksempel lektiecaféer, lokalhistoriske arkiver og partnerskaber
med frivillige inden for socialområdet,
2) Biblioteket, aktiviteter som eksempelvis udlån og brug af medier på stedet, vejledning, kultur- og debatarrangementer, udlån af lokaler og andre services tilvejebragt i partnerskaber med såvel private som offentlige aktører
3) Borgerservice, aktiviteter primært baseret på medbetjeningskoncept og selvbetjeningsløsninger inden for en bred portefølje af offentlige tilbud. Ved at forstå det fysiske bibliotek som bestående af sådanne komponenter og se aktiviteterne som byggeklodser, er der mulighed for at sætte klodserne sammen på nye måder, putte nye klodser ind
og skabe nye institutioner, der kan løse tidens og fremtidens udfordringer.

Det vigtigste er imidlertid, at der rundt om i bibliotekerne gøres erfaringer i praksis. Det er godt, at København Kommune udvikler deres kulturhuse, der indeholder de elementer,
der ligger i medborgercenter-tanken, det erherligt, at der med udgangspunkt i SilkeborgKommunes erfaringer efterhånden er endel biblioteker med ubetjent åbningstid, det
er nødvendigt, at der fortsat arbejdes med kombi-biblioteker og partnerskaber, det er stor inspiration, at der åbner supersteder som Hjørring Bibliotek og Helsingørs Kulturværft,
hvor biblioteket er en afgørende brik i et større kompleks – og selv ser jeg frem til at byggeriet af Urban Mediaspace Aarhus går i gang til sommer. For biblioteket som sted lever og har det godt.