Gå til sidens indhold

Carl og Kardinalærkebiskoppen

Deichman og hans søn fik et usædvanligt livsforløb og har lagt navn til en gigantisk bogsamling. Deichman seniors begær efter magt, penge og bøger gav ham mange fjender. Når en luthersk biskop får tilnavnet kardinalærkebiskop kan man regne ud, at der er tale om en person med stor magt og indflydelse – og det ikke bare i kirkelige anliggender. Sådan var det da også med Bartholomæus Deichman (1671-1731), der fik et usædvanligt livsforløb.

Deichman og hans søn fik et usædvanligt livsforløb og har lagt navn til en gigantisk bogsamling. Deichman seniors begær efter magt, penge og bøger gav ham mange fjender.

Når en luthersk biskop får tilnavnet kardinalærkebiskop kan man regne ud, at der er tale om en person med stor magt og indflydelse – og det ikke bare i kirkelige anliggender. Sådan var det da også med Bartholomæus Deichman (1671-1731), der fik et usædvanligt livsforløb.

Deichman blev student i 1688 og tog få måneder senere baccalaurgraden. Herefter var han på studierejse i Tyskland og tog teologisk eksamen ved Københavns Universitet i 1690. Så fulgte nogle års studier ved tyske og hollandske universiteter. Han blev protegeret af den sjællandske biskop, Hans Bagger og opnåede en bemærkelsesværdig karriere: Som 22-årig feltpræst og efter tre års virke som hofprædikant og skriftefader for prins Carl, kong Christian V´s yngste søn, som han ledsagede på en etårig rejse til Frankrig og Italien. Allerede her blev grunden lagt til hans store bogsamling.

Hurtigt jobskifte

Mens han var ude at rejse med prinsen, var han blevet udnævnt til sognepræst, men hans udnævnelser som prælat kom så hurtigt, at han dårligt kunne nå at tiltræde et embede, før han fik et nyt. I Kolding holdt han sin tiltrædelsesprædiken 1. pinsedag 1699 og sin afskedsprædiken dagen efter! Han var nemlig blevet stiftsprovst i Odense, og få måneder efter blev han superintendent i grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst, men inden han kunne nå at flytte derned, blev han udnævnte til biskop i Viborg den 12. juni 1700, altså som 29-årig. Denne stilling beholdt han i 12 år.

Han var en dygtig administrator samt meget charmerende og veltalende, men hans verdslige iver efter penge, magt og bøger skaffede ham fjender i hobetal. Derimod havde han kongens, Frederik IV’s, bevågenhed og gunst og ikke mindst dronning Anna Sophies, hvis forhold til kongen – først bortført som elskerinde, siden hustru til venstre hånd og så først fra 1721 dronning – ikke synes at have givet ham moralske opstød.

I 1713 blev han udnævnt til biskop i Kristiania, og allerede af hans hyrdebrev fremgik det, at her gjaldt det om disciplin, indtægter og orden i regnskaberne, hvorimod den religiøse del af gerningen syntes mindre vigtig. Han blev medlem af kommissioner for perlefiskeri, stutterier, landeveje, kongens skove og sad i styrelsen for Kongsberg Sølvværk. Han lavede forslag om en ny norsk matrikulering og om salg af præstegårde, men disse forslag blev standset af hans modstandere, heriblandt Frederik Rostgaard, den øverste embedsmand i kollegiestyret. Derimod fik han gennemført salg af en række kirker i Norge, hvorved han skaffede indtægter til statskassen, og kongen udnævnte ham da også til konferensråd i 1724.

Uven med Rostgaard

Samme år blev han medlem af den »geheimekommission«, der skulle afsløre korrupte embedsmænd. De, der havde modtaget »skænk og gave«, og her fik han ram på sin gamle uven Rostgaard, der mistede sine stillinger og aldrig mere måtte vise sig ved hoffet samt skulle betale de gaver tilbage, som han uretmæssigt havde erhvervet sig. Derved kom Rostgaards bibliotek, der var et af datidens betydeligste i Danmark, på auktion.

I foråret 1725 rejste Deichman tilbage til Norge, hvor han også skulle vogte over embedsmændenes hæderlighed. Han var frygtet og hadet og blev omtalt både som ågerkarl og bogtyv, og man påstod at hans næse bar præg af løsagtighed og »den slemme syge« – syfilis. Frederik IV forsøgte at beskytte ham og de andre medlemmer af »geheimekommissionen« ved at forbyde kommende konger at rejse sag mod dem for dette virke, men seks dage efter sin tronbestigelse i oktober 1730 gav Christian VI ordre om at Deichman skulle suspenderes, og i november blev han afsat begrundet med »uanstændige verdslige forretninger.«

Døde før undersøgelse

Deichman anmodede om en retslig undersøgelse, men nåede ikke at opleve denne, idet han døde 16. april 1731. Nogle påstod, at han selv havde påført sig sygdom ved i sorg og græmmelse at lægge sig på et koldt gulv.

Ved sin død havde Deichman et bibliotek på over 20.000 bind, og han havde efter Universitetsbibliotekets brand i 1728 overvejet at sælge det hertil, men det blev ikke til noget, og i stedet kom bøgerne på auktion i København i 1732.

Bartholomæus Deichman giftede sig 1699 med Else Rosenmeyer, der var datter af en rig købmand, og de fik flere børn, herunder sønnen Carl, der er født i Viborg, formentlig i 1705, men da kirkebøgerne brændte i 1726 kendes hans fødselsdato ikke. Han blev undervist i hjemmet i latin, moderne sprog, historie og statskundskab og lærte sig bjergværksdrift under et fireårigt ophold i Kongsberg.

Gamle Deichman fik sine børn og øvrige familie placeret i gode positioner. Sønnen Peter, der var 2 år ældre end Carl, blev i 1724 kaptajn uden tidligere at have været i militæret, hvilket affødte følgende epigram:

 

Hille pine, hille haarde

er vor bispesøn kaptein

som har aldrig trukket kaarde

meer end Vartous usle degn

 

Mecklenburgske studedrenge

til kaptein man gøre kan,

skulde da ei bispens penge

gøre af en purk en mand?

Sønnen også bogsamler

Carl foretog en udlandsrejse i 1726 og blev ved faderens hjælp ansat ved hoffet som page og derefter hofjunker, men ved Frederik IV’s død og Christian VI´s tronbestigelse blev hans hofkarriere afbrudt på grund af faderens unåde. Han overvejede en karriere i udlandet, men under Christian VI´s besøg i Norge i 1733 blev han taget til nåde, udnævnt til kancelliråd og fik embede som assessor. Dette opgav han dog allerede i 1737, idet han var stærkt involveret i drift af jernværker og mange andre virksomheder. Han fortsatte faderens verdslige gøremål, og i 1761 fik han og hans brødre monopol på stålproduktion i Norge.

Carl Deichman havde sin bopæl i Porsgrund, som var en meget lille provinsby, men han havde en usædvanlig omgangskreds inden for det litterære og kulturelle område, ligesom ham korresponderede med mange af datidens lærde i Danmark og Norge: Hans Gram, Henrik Hielmstierne, Terkel Klevenfeldt, Jakob Langebek, Gerhard Schøning og Peter Frederik Suhm blandt andre, og han var ligesom disse en stor bogsamler. Han var specielt interesseret i at samle, hvad der var bevaret af de norske litterære minder, og han følte sig i det hele taget meget knyttet til det norske samfund. Han var medlem af Videnskabernes Selskab i Trondhjem, men også af de danske videnskabelige selskaber, hvortil han offentliggjorde afhandlinger om norske bjergværker og mineraler, og han forfattede en biografi om faderen.

Carl Deichman døde i sit hjem i Porsgrund 21.april 1780, 75 år gammel. Han testamenterede sit bibliotek, der var på cirka. 6.000 bind og samlinger af mønter, antikviteter og naturhistoriske genstande til Kristiania by til offentlig brug. Der var endnu ikke noget universitet i Norge, som han kunne give bøgerne til. Han gav endvidere 2000 rigsdaler til forøgelse af samlingerne. Disse blev åbnet for publikum 12. januar 1785, og derved fik Oslo på et meget tidligt tidspunkt et kommunalt bibliotek, det bibliotek, der godt 100 år senere skulle blive et mønsterbibliotek for folkebibliotekerne i hele Norden, Deichmanske Bibliotek.

Ole Harbo er forsker ved Danmarks Biblioteksskole, København.