Urafstemning

Valg til Forbundet Kultur og Informations hovedbestyrelse

Gå til sidens indhold

Genoplev Nordisk Litteraturfestival (NORD) på podcast

Nu kan du få samtalerne fra Helsingørs signaturfestival lige hjem i stuen.

Foto Frida Gregersen

Da NORD løb af stablen i september, mødte flere hundrede litteraturglade publikummer op for at høre forfattersamtaler, musik og se performances fra nogle af Nordens mest aktuelle forfattere og kunstnere lige nu.

For dem, som ikke deltog i festivalen eller gik glip af nogle af samtalerne, er der nu mulighed for at hente de frit tilgængelige podcasts lige hjem til sig selv.

Igen i år præsenterede festivalen både debutanter og garvede forfattere. Blandt årets store navne var islandske Jón Kalman Stefánsson, norske Geir Gulliksen, svenske Tone Schunnesson og danske forfattere som Kirsten Thorup, Kristian Ditlev Jensen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Helsingørs litteraturfestival sætter gang i læselysten

Det levende ord er i centrum på NORD, og med årets samtaler nu ude på lyd forlænges festivaloplevelsen. At den har sat et positivt aftryk, vidner årets publikumsundersøgelse på.   
Ikke mindst, når det gælder læselysten. Ikke mindre end 96 % af de adspurgte svarer, at NORD har givet dem lyst til at læse. Tallet bliver bakket op af bibliotekets målinger på udlånstal, som viser, at NORD ikke bare fører til læselyst, men også til en stigning i udlån af de deltagende forfatteres bøger.

Festivalleder Gro Frank Rasmussen fra Helsingør Kommunes Biblioteker glæder sig over den øgede læselyst hos publikummerne:

»Et af de fineste formål med NORD – Nordisk Litteraturfestival er at øge læselysten og kendskabet til den nordiske litteratur. Og vi er utrolig glade for igen i år at få bekræftet, at festivalen lever op til målsætningen. At det lykkes os både at skabe læselyst og værdifulde møder mellem forfattere og læsere.«

Det er 6. gang, at der er blevet afholdt nordisk litteraturfestival på Kulturværftet i Helsingør. Festivalen er et signaturevent i Helsingør Kommune og finder sted 3. weekend i september.

Hent Podcasts fra Nordisk Litteraturfestival

Nu kan du hente alle forfattersamtalerne og stemningspodcasts fra festivalen. Du kan tilgå festivalens podcast via hjemmesiden www.nordfestival.dk eller finde dem på alle digitale podcastplatforme.

Kontakt:

Gro Frank Rasmussen, festivalleder: (+45) 25 31 36 58 / gfr65@helsbib.dk

Hanne Lykke Andersen, kommunikationsmedarbejder (+45) 41 86 91 04/ haand@helsbib.dk