Ja, det lyder måske lidt forkert at sige, for børnene var der selvfølgelig – bare ikke fysisk, som de plejer. Da covid-19 efter sommerferien stadig holdt et jerngreb i det danske samfund, fik Projektledelsen for Smart Parat Svar de bekymrede miner på. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan en pandemi kan sætte gang i et helt anderledes mindset hos de ansvarlige for den landsdækkende læse- og vidensquiz Smart Parat Svar, som arbejder hos Aalborg Bibliotekerne.
En talende kat, børn og barnepiger, der flyver rundt i baggrunden. (Skræk)historierne har været utallige, når det handler om de såkaldte onlinemøder, som vi om noget har lært at stifte bekendtskab med i det forgangne år! Derfor kunne der måske også bunde en reel frygt hos bibliotekerne, da de pludselig indså, at de normalt farverige og sprudlende Smart Parat Svar-heats måtte køre digitalt i stedet for de normale, trygge fysiske rammer.
Omstillingsparathed er et lysende eksempel i en mørk tid. Projektleder for Smart Parat Svar, Karina Øgendahl, måtte mønstre sin bedste omstillingsparathed, da det hen ad vejen blev et faktum, at Smart Parat Svar ikke kunne afholdes med børn – i hvert fald ikke i fysisk forstand. Hun valgte dog at tage opgaven til sig som en udfordring, der bestemt måtte være mulig at løse. Karina var lynhurtig til at tage de digitale briller på og tænke, at »alle de normalt fysiske materialer og løsninger må være mulige at omsætte til digitale løsninger«. Og hermed så gjort! Der blev udarbejdet partyhatte, butterflys, flag, vimpler og meget mere festgear, som både biblioteker og skoleklasser kunne printe ud og pynte op med til den store Smart Parat Svar-fest. Forud for festen blev der afholdt otte workshops for de deltagende biblioteker, hvor de blev instrueret i, hvordan afviklingen kunne foregå samtidig med, at der var mulighed for at udveksle erfaringer bibliotekerne imellem. Bibliotekerne var mindst lige så parate til at hoppe med på legen - heldigvis. På trods af, at mange bibliotekskolleger måske ikke var så erfarne på det tekniske område, så var de alligevel modige og friske på at sige ja til at afprøve den coronavenlige udgave af Smart Parat Svar. Og for at klæde dem ekstra godt på til opgaven blev der udarbejdet vejledninger til ikke mindre end otte forskellige mødeplatforme. Ved hjælp af vejledninger og løbende sparring var det således håbet, at Smart Parat Svar ville blive en digital succes.
Smart Parat Svar fik sit gennembrud i 2005 og har herefter udviklet sig til et årligt fast holdepunkt for landets elever på 6. klassetrin. Den landsdækkende læse- og vidensquiz er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen og på nuværende tidspunkt er Aalborg Bibliotekerne national tovholder.
Hvert år er adskillige biblioteker over hele landet blevet invaderet af 6. klasses-elever med bannere og kampråb, som er fuldt ud klar på at udradere de modstandere, de nu end måtte møde i de indledende dyster af Smart Parat Svar. Covid-19-pandemien har dog lagt en noget mere afdæmpet stemning over bibliotekerne i løbet af 2020, og med utallige hjemsendelser og nedlukninger så det ganske sort ud i forhold til mulighederne for at samle flere klasser inde på bibliotekerne for i sidste ende at kåre landets klogeste 6. klasse – og hvad gør man så?!
Det var med en vis hjertebanken, at arbejdet gik i gang, for ingen vidste endnu, hvor mange biblioteker der reelt havde lyst til at være med til at afholde Smart Parat Svar. Heldigvis blev frygten hurtigt manet til jorden, da det begyndte at vrimle ind med tilsagn fra landets biblioteker, som var villige til at give det et forsøg. Det har heldigvis også mundet ud i rigtig mange succeshistorier, som kan være virkelig tiltrængt i denne tid.
Efter bibliotekerne havde afholdt de indledende runder, blev de inviteret til evalueringsmøde (digitalt, selvfølgelig). Her kunne bibliotekerne komme med alle deres oplevelser om, hvordan det var gået, både gode og mindre gode oplevelser. Nogle af de udsagn, som kom frem på evalueringsmøderne, var: »Det fungerede overraskende godt«, »det fungerede over forventning«, »det er lidt sværere at holde en fest, når man sidder »alene««, »det tekniske fungerede over al forventning«. Alt i alt har der været en positiv oplevelse af de indledende runder af Smart Parat Svar hos de over 60 deltagende biblioteker.
I de indledende runder påtog bibliotekerne sig opgaven at være digital vært for de deltagende klasser. I alt 394 hold fra 6. klasse skulle dyste mod hinanden i kategorier som geografi, Star Wars, filmatiserede bøger og Ole Lund Kirkegaard. Både biblioteker og skolerne havde mulighed for at printe forskelligt festmateriale ud, som kunne hjælpe dem lidt på vej for at skabe den helt ægte Smart Parat Svar-stemning.
»Bare fordi alle deltagere ikke var i samme lokale, skulle der bestemt være en fest alligevel«, fortæller en lettet projektleder Karina Øgendahl.
Hun fortsætter: »Bibliotekerne havde grebet det an på forskellig vis, hvor nogle biblioteker havde mødtes med klasserne inden selve quizzen og snakket med lærerne. Det gav både biblioteker og lærere en tryghed at få sat ansigter på. Flere biblioteker lavede en decideret generalprøve, så både skoler og biblioteker havde god ro i maven om det inden afholdelse af quizzen. Mange af bibliotekerne gav udtryk for, at flere af klasserne faktisk havde helt styr på kategorioversigten hjemme i klasselokalet, så det tyder bestemt på, at eleverne har glædet sig til denne dag«.
Oprindeligt var det planen, at de regionale runder skulle afholdes den 13. januar, men da Danmark lige inden jul mere eller mindre blev lukket ned igen, inklusive skolerne, var det ikke længere en realitet. Beslutningen blev derfor at udskyde regionsfinalerne frem til den 28. april med det sigte, at virkeligheden forhåbentlig ser noget mere positiv ud et stykke ind i foråret. Heldigvis er skolerne så småt begyndt at åbne mere og mere op, dog er mellemtrinnet endnu ikke mødt fysisk ind endnu, men vi har valgt at tage ja-hatten på og tro på, at de selvfølgelig er tilbage i klasselokalerne sidst i april.
Den nationale finale er sat til at løbe af stablen den 19. maj, og også selve finalen bliver i en coronasikker version, men bestemt ikke mindre feststemt af den årsag!