Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

Kan man formidle læseglæde, samvær og natur, når man ikke må ses i virkeligheden?

Erfaringer fra læseklubben »Skovbadning og noveller« under Covid-19.

Før lockdown mødtes læsegruppen blandt andet, som på billedet, til skrivning i naturen.

Ligesom for alle andre læsere blev efteråret og vinteren 2020/2021 et meget anderledes læseår for Allerød Biblioteks læseklub »Skovbadning og noveller«.  Læseklubben mødes normalt én gang om ugen for at gå i skoven sammen og få læst god litteratur højt.  Men hvad gør en klog, når samfundet pludselig lukkes ned, og man ikke længere kan mødes omkring litteraturen?

Den udfordring kunne Allerød Bibliotek og litteraturformidler Lise Falck Hansen ikke stå for, og det blev startskuddet på en anderledes sæson med online natur- og højtlæsning for deltagerne i læseklubben. Forløbet blev evalueret med et lille spørgeskema, Lise Falck Hansen fortæller forløbet og erfaringerne her;

Det startede med »Hold Hjernen Frisk«

Læseklubben »Skovbadning og noveller« er et koncept udviklet som en udløber af »Hold Hjernen Frisk«. Allerød Bibliotek har været med i »Hold Hjernen Frisk« af flere omgange og har altså valgt at fortsætte dette koncept. Holdet består af 16 deltagere af begge køn i alderen 63 år til cirka 80 år. »Skovbadning og noveller« mødes fast en gang om ugen efterår, vinter og forår. Holdet har tidligere læst hele værker sammen for eksempel Herman Bangs Tine og Virginia Woolfs Mrs. Dalloway. Hver tur byder på ophold i naturen med små øvelser, for eksempel »Cut out poetry«, naturbingo og samtaler. Efter halvanden time i naturen er turen gået retur til biblioteket, hvor Lise Falck Hansen har læst højt af det værk, gruppen er i gang med.

Alle deltog

- Vi blev i fællesskab enige om, at forløbet var en prøveklud, fortæller litteraturformidler Lise Falck Hansen.

- Med prøveklud skal forstås, at holdet og jeg aftalte, at vi tog en uge ad gangen og så, hvordan det gik. Selvom flere af deltagere på forhånd udtrykte, at de ikke var interesserede i et onlineforløb, endte alle 16 deltagere på holdet med at melde sig til det.

»Det har været godt at deltage i onlineforløbet. Det fungerede bedre end forventet.« - Denne udtalelse er enslydende for alle 16 deltagere.

Formen skulle ligne den normale mest muligt

- Det har været vigtigt for mig som ansvarlig formidler, at formen skulle ligne den normale mest muligt. Med en verden, der var lukket ned og unormal, tænkte jeg, at det gav mening at holde fast i det normale. Formen for formidlingerne tog dermed afsæt i en fysisk tur præ-Covid-19. Vi prøvede forskellige modeller af undervejs for sammen at finde frem til den bedste form. De første gange blev der indtalt en lydfil til deltagerne med instruktioner til opvarmning, gåturen, små øvelser i skoven og oplæsning af første del af den novelle, vi skulle læse. 

For mig var indtalte forløb bedst. Overraskende og lette at følge. Der er noget særligt ved at lytte frem for selv at læse. Kommer dog an på oplæseren.

Formidlingen var som lyd, tekst og kort

De næste gange fik deltagerne en skriftlig beskrivelse af deres skovtur. Nogle gange fik deltagerne et kort over en bestemt rute, de skulle følge. Modtagelsen af instruktion på lydfil og skriftligt delte vandene. Halvdelen syntes bedst om det ene, den anden halvdel om det andet. 

»De skrevne ture i skoven fungerer bedst for mig. Men her savner jeg især det sociale fællesskab. Men det har været sjovt at opdage cypresserne og Svinesti mose.«

Nogle ture havde en præcis destination, for eksempel Svinesti mose. På andre ture blev deltagerne bedt om at gå efter vand - det være sig en å, sø eller hav. Det betød, at på disse ture kunne deltagerne selv bestemme destinationen. I citatet siger deltageren, at det skrevne fungerer bedst, men at især her savnes det sociale. Det kan indikere, at det at have en (kendt?) formidler i ørerne, giver oplevelsen af et socialt fællesskab. Dette underbygges af en anden deltager: »Det er ekstra personligt, når du har tilsendt noget, vi har lyttet til, det har været mere vedkommende på grund af corona.«

At føle sig ligestillet

»Noget af det bedste i onlineforløbet har været, at jeg har følt mig »ligestillet« med mine fællesbadere, forstået på den måde, at jeg ikke altid kan gå lange ture i skoven på grund af alder og sygdomsforløb. Nu har jeg kunnet tage turene og opgaverne i det tempo, jeg magter, men jeg har nydt opgaverne og glædet mig til turen.«

En online læseklub kan altså tilbyde et andet rum end vores vante. Måske ligger der et potentiale i at nå borgere med lav mobilitet på denne måde? 

Skal vi lukke alle fysiske læseklubber og gå online i stedet?

Nej. Vi kan læse ud af deltagernes svar, at det sociale udgør et meget væsentligt element for deltagerne. Det at mødes i et fællesskab, i en ramme sat af biblioteket, omkring litteratur og natur, giver deltagerne et tredje fælles at tale ud fra. Dertil kommer, at selvom forløbet er blevet meget positivt modtaget af deltagerne, har det ikke været uden udfordringer. 

»Synes, det er godt, at online kan fungere, især i sådanne perioder, vi lige nu er i. Samtalerne blev mere formelle, så savnede helt klart det fysiske samvær, de mere personlige samtaler, som udspandt sig i det fysiske rum, latteren. Dette er mit 3. år med denne ramme, og det bliver tydeligt, hvad samvær betyder, de små snakke i skoven, øvelserne i skoven.« 

En stor del af oplevelsen ligger altså også i det her fælles rum, der opstår, når vi er sammen i skoven. Så man ikke bare erstatte det fysiske nærvær med et digitalt. 

Men kunne det kun fungere, fordi vi kendte hinanden i forvejen?
spørger nogle af deltagerne

Forringet lyd og distance

Dertil kommer, at teknikken kan drille: »Lyden var ind imellem forringet, så vi ikke hørte det hele, og ansigterne frøs indimellem.«  

Deltagernes tålmodighed med hinanden kom også på prøve: »Underligt, men jeg synes ikke, jeg har problemer med tålmodigheden, når vi alle er samlede, men det har jeg, når det foregår online, mærkeligt, men sådan er det åbenbart.« 

Og ikke mindst skete der noget med oplevelsen af nærvær: »...noget af den umiddelbare spontanitet ved kommentarerne til det læste gik tabt. Der kom en vis distance. Den intimitet, vi havde opnået i den foregående tid, blev mindre. De personlige kommentarer, der blev delt ud fra det læste, blev meget mindre.«

Hvad har vi lært?

Det har været en berigende og spændende læreproces denne sæson. Vi har testet forskellige formater på formidlingen, og forløbet har givet nogle øjenåbnere i forhold til, hvad deltagerne får ud af at være med i »Skovbadning og noveller«. Det står meget klart, at det sociale element vægter højt. Samtidigt har spørgeskemaet åbnet for nye måder at arbejde med onlineformidling, for eksempel for mennesker med lav mobilitet eller for dem, der ikke har tid til at deltage på faste dage. Hvorvidt gruppen kun virkede, fordi deltagerne kendte hinanden, står endnu uvist hen, men det er da helt klart noget, der bør arbejdes videre med.