Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

Fremtidens aktive deltagere i samfundet

Hvad gør jeres kulturinstitution egentlig for, at unge har lyst til at deltage i samfundet? Mit bud er følgende: Ikke nok!

Unge fra ungdomhuset JB10 i Næstved viser deres kort over livet i Næstved frem. Foto Ordskælv

At sylte arbejdet med unge er undergravende for kulturinstitutionernes mission om demokratisering og dannelse af borgerne. Ja, samfundsundergravende! Vi bliver nødt til at gøre op med de strukturer og attituder, der leder til handlingslammelse over for lokale unge og deres drømme, som lige nu bliver totalt tabt på gulvet. Det er udtryk for en giftig institutionel ladhed, som eroderer den jord, kulturinstitutioner skal stå på i fremtiden. Lad os derfor spørge os selv: Hvad sker der, hvis denne generation af unge går glip af sammenhængen mellem demokrati og kulturinstitutioner? Jeg tror, vi mister evnen til at forestille os et demokrati og et civilsamfund, som lever og ånder i kulturinstitutionerne.

Vi springer i tiden: Det er 2040, og de lokale unge er blevet de nye samfundsspidser i x-Købing, og ved I hvad, de sløjfer altså biblioteket, fordi de ikke rigtig kan se værdien i det længere. »Vi har gratis bøger på Amazon allerede«, siger de, for Amazon tilbyder nu bøger gratis, fordi de er den eneste spiller på markedet. Og events og ’oplevelser’ er der overflod af. De kan ikke forsvare det længere. »Et levn fra en anden tid«, siger de. Sammenhængen mellem demokrati og den lokale kulturinstitution har mildest talt været usynlig i deres ungdomsår.

Lyst og selvtillid til at udtrykke sig

Hos Ordskælv er vores mission at hjælpe unge til at udtrykke sig. Ordskælvs hjerte banker nemlig med et budskab: Alle har ret til at udtrykke sig. Alle unge har nemlig en stemme, og sammen kan vi sørge for, at de bliver hørt og kan deltage i demokratiet, sådan at vi også har et velfungerende demokrati og civilsamfund i fremtiden. Kimen til vores fremtidige demokrati grundlægges nemlig i ungdommen. De to vigtigste ting er, at de unge har lyst og selvtillid til at udtrykke sig. Det kommer bare ikke af sig selv!

Nationalt kortlægningsprojekt

Vi har netop overstået en stor bid af vores nationale kortlægningsprojekt, som kortlægger »en generation af danske unges kulturelle landskaber«, og vi har på nuværende tidspunkt indsamlet kort og fortællinger fra mellem 2- og 300 unge, som udkommer i en bog næste år. Vi beder grundlæggende de unge om at tegne et kort over deres liv i deres lokale omgivelser. Det giver et øjebliksbillede af, hvad der er vigtigt for de unge. Og guess what: Bibliotekerne og museerne er stort set fraværende.

Vi inviterer de unge ind i kulturinstitutionerne for at vise dem, at kulturinstitutionerne er det naturlige demokratiske mødested, hvor man netop kan mødes og udtrykke sig, men også for at vise kulturinstitutionerne, at de unge gerne vil og har lyst at deltage i de ting, man laver på en kulturinstitution. Her beder vi dem lave et kort over det, vi med fagtermer kalder de unges psykogeografiske landskaber.

Mange af kulturinstitutionerne, vi har talt med, siger, de gerne vil åbne sig mod omverdenen og tage imod vores tilbud om gratis workshop, som vi kan tilbyde, takket være økonomisk støtte fra den regionale kulturaftale Kulturmetropolen, Nordea Fonden og Tuborgfondet. Der er derimod sjældent ressourcer og infrastruktur til at bakke et samarbejde med os op – og det er ikke ret meget, vi beder om. Vi beder faktisk kun om unge. Dér, hvor vi har størst succes med at få unge i tale, er de ungedrevne fællesskaber, ungdomshusene, hvor de unge selv sætter kursen. Og de kan altså godt se værdien i, at de får mulighed for at udtrykke sig i offentligheden, så de har faktisk vist sig at være garanter for de travleste workshops. Det er meget frustrerende at se, hvor lidt kulturarbejdere, der er ansat til at arbejde med børn og unge i kulturinstitutioner, kan gøre for at hjælpe deres lokale unge til at udtrykke deres historier, håb og drømme for sig selv og deres lokalområder. Jeg må desværre også sige, efter tre års kortlægning sammen med de unge, at det er sjældent, at kulturinstitutionerne kommer med på de unges kort over, hvad der er vigtigt i deres liv.

Vidste du ...?

Psykogeografi er en kunstnerisk metode udviklet af danske Asger Jorn og den franske kunstner-teoretiker Guy Debord til at kortlægge ’psykiske klimazoner’, og ’psykogeografiske fikspunkter’: De ting i omgivelserne, der påvirker vores liv, og hvordan de gør det.

Alt, hvad vi tænker, føler og oplever, afhænger af vores rumlige omgivelser. Rummene er nemlig ikke bare medskabere af vores adfærd, men af det sociale livs karakter. Vores formål med anvendelsen af psykogeografi er at forstå og synliggøre, hvilke dele af og hvordan de unges omgivelser påvirker deres liv.

Tvunget til at gå udenom kulturinstitutionerne

Vi har desværre måttet aflyse workshops, fordi nogle kulturinstitutioner simpelthen ikke kender nogen unge i deres lokalområde. Det er især museer med skoletjenester, som hviler på laurbærrene, og jeg tror, det er, fordi de tænker »at de jo allerede har hul igennem til de unge« og dermed ikke behøver engagere sig i det lokale ungdomsliv. Denne forbindelse til de unge viser sig bare ikke, når vi er uden for undervisningen, og det indrømmes gerne med en slet mine. Men det er lige præcis dér, vi skal gribe de unge: Dér, hvor undervisningen ofte hører op.

I danske kulturinstitutioner har vi manglende infrastruktur, viden og færdigheder til at arbejde med unge. Der er behov for, at der kommer noget institutionel medvind til at være demokratiske kulturinstitutioner og organisere de unge, også på de sociale medier. Ungekulturarbejderne gør det nemlig ikke. De er som smør, der er smurt ud over for meget brød. Deres stillinger er ofte deltid på 15 eller 25 timer om ugen, måske har de også forpligtelser over for en skoletjeneste eller er fastspændt til brugerbetjening på biblioteket eller drift og administration af et helt hus, festivaler eller lignende. Jeg har flere gange oplevet, at vi må have koordinationsmøder med ungebibliotekarer, imens de sidder og bipper bøger ind og vejleder i højtlæsning for småbørn. Det er klart, at vi har et strukturelt problem.

Når der dukker projekter op fra omverdenen, som for eksempel vores, siger unge-medarbejderen altid: »Ej, det lyder godt – det er lige dét, vi har snakket om på vores strategimøder«, men i praksis er de fanget i en spiral af faste arbejdsopgaver, og så bliver der ikke mobiliseret nogen unge, og så får vi ikke opmærksomhed på, hvor udsultet ungeområdet egentlig er. Det er så galt, at vi nogle gange oplever, at vi kan komme med en bus fuld af kunstnere og udstyr med alt betalt af private fonde, og så bliver der gjort absolut ingenting for at tage imod os. »Det er vilkårene«, kan de finde på at sige. Og det kan godt være, at det er det lige nu, men så må der laves om på vilkårene.

I en undersøgelse foretaget af den uafhængige international forskersammenslutning IEA topper danske unge verdensranglisten, når det kommer til viden om demokrati. Men samtidig ligger deres politiske deltagelse i foreninger og grupper væsentligt under gennemsnittet for unge i andre lande.

De årlige Demokratianalyser fra Dansk Ungdoms Fællesråds viser hvert år, at danske unge har et stort samfundsmæssigt engagement og politisk interesse, og sammenlignes af forskere med 68’er-generationens, alt imens den ’demokratiske selvtillid’ - troen på, at de kan påvirke det politiske system - er dalende. 

Lad fællesskaber og deltagelse komme først

Thomas Døssing og folkebiblioteksbevægelsen havde en samfundsmæssig bevidsthed, som vi bør grave frem igen. Det ideologiske tilsnit var inspireret af Grundtvig; at virke folkeoplysende, således at samfundets borgere kunne blive vidende, aktive deltagere i samfundet. I stedet for at håbe på, at deltagelsen kommer senere, så lad det komme først. De politiske beslutningstagere skal have hjælp til at skrive det frem, og det går hånd i hånd med en ændring i attitude, strategidokumenter, infrastruktur og et kompetenceløft. Men det er det springende punkt. Hvis kulturinstitutionerne skal træde i kraft som de demokratiets søjler, de var tænkt som, må vi have de unge med om bord – og de står klar, men det gør det institutionelle landskab ikke - endnu.