Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Kan kaffe skabe fællesskaber?

Fællesskaber er kommet på dagsordenen i det danske samfund, og kaffe kan være en af nøglerne til deltagelse.

 I en artikel argumenterer lektor i samskabelse Jens Ulrich for, at fællesskaber af mange opfattes som løsningen på en lang række af de store sociale- og sundhedsmæssige udfordringer, som vores moderne samfund står overfor. Ulrich siger: »Fællesskabelse er ikke blot fællessang efter højskolesangbogen eller hyggelige fællesspisningsarrangementer. Fællesskaber handler også om at tænke i eksklusion og inklusion«. (Ulrich, 2020). Ulrich påpeger altså, at det vil være gavnligt med en udvidet forståelse af, hvordan borgere kan få en berettiget og væsentlig rolle i et fællesskab. Ulrichs artikel lægger op til refleksioner over, hvordan fællesskaber skal forstås, og hvordan eksklusion og inklusion i fællesskaberne virker.

Denne artikel beskæftiger sig med to etablerede fællesskaber på Dronninglund Bibliotek – Familiecaféen og Mandagsmarengs. Artiklen kigger med materialitetens briller på, hvad der giver et fællesskab legitimitet. Hvordan kan vi kigge på de banale og indlejrede handlinger i fællesskabet og nærstudere dem for netop at blive klogere på fællesskabets komplicerede praksis? Hvordan kan noget så umiddelbart som at drikke kaffe sammen vise tilhørsforhold, regler og veje ind i et fællesskab? Artiklen er altså et nærstudie i det, vi alle gør selvfølgeligt og instinktivt, og den forsøger herigennem at få øje på fællesskabets bagvedliggende mekanismer. Den belyser, hvordan vi ved at betragte en kultur under lup kan åbenbare det usynlige og selvfølgelige. Igennem disse usynlige praksisser er der veje til både den eksklusion og den inklusion, der – som Ulrich påpeger – er en central del af etableringen af fællesskaber. Artiklen er skrevet med perspektiv fra nymaterialismen, som har været et voksende teoretisk forskningsfelt siden årtusindskiftet. En bevægelse, som udforsker den påvirkning, som ikke-menneskelige fænomener har, og hvorledes disse påvirker os som mennesker. I antropologien er der et fremvindende fokus på ikke-menneskelige elementer, der betinger udformningen af vores sociale virkeligheder. Altså hvorledes materielle artefakter er med til at forme og påvirke vores ageren og kropslige erkendelser både i det bevidste og ubevidste. I denne artikel udfoldes perspektiverne i denne nymaterialistiske forståelse.

Observationerne til artiklen tager udgangspunkt i projekt DELTAG – et nationalt projekt om deltagerkultur i Danmark, som er et udviklings- og forskningsprojekt med formålet at kortlægge, undersøge og udvikle kulturhusene i Danmark. 35 kulturhuse er udvalgt til projektet, og her er Dronninglund Bibliotek med. Projekt DELTAG løber til udgangen af 2022 og er finansieret af Aarhus Universitet og Kulturhusene i Danmark med støtte fra Nordea-fonden. Observationerne af de to caféer blev udført i den første uge i marts 2020 og fulgt op af interviews med det deltagende personale fra biblioteket. Dronninglund Bibliotek er et nyrenoveret bibliotek, der efter sin genåbning har fokus på borgerinddragende og deltagende aktiviteter med særlig vægt på borgerinddragelse. Udviklingen af fællesskaber er højt på dagsordenen, og der er udviklet flere tiltag til at styrke lokale fællesskaber og inddrage nye samarbejdspartnere og målgrupper. Formålet er at styrke det lokale fællesskab i en lille by med fokus på forpligtende relationer, der kan understøtte borgerne i et godt liv.

Familiecaféen er en forholdsvis ny ugentlig begivenhed, der startede op d. 24. oktober 2019 efter genåbningen af Dronninglund Bibliotek. Familiecaféen henvender sig til småbørnsfamilier 0-3 år, der mødes hver torsdag fra 10-12 i det åbne rum på Dronninglund Bibliotek til socialt samvær og kaffe, brød og frugt. Familiecaféen arrangeres og afvikles af frivillige fra Mødrehjælpen. Partnerne i projektet er Mødrehjælpen, Familieafdelingen i Brønderslev Kommune og Brønderslev Bibliotek.

Mandagsmarengs er udløberen af et populært arrangement på Brønderslev Bibliotek kaldet Mandagsmokka (især for kvinder) og Tirsdagstræf (især for mænd). Arrangementet er målrettet kvinder og foregår en gang om måneden med forskellige oplægsholdere efterfulgt af kaffe og kage. Det observerede arrangement er tredje arrangement i rækken på Dronninglund Bibliotek. I udviklingen af disse caféer deltog foruden Brønderslev Bibliotek aktivitets- og ældreområdet, læseklubber og lokale ildsjæle.

I observationerne fra Dronninglund Bibliotek dukker den fælles kaffedrikning (som selvfølgelig også indeholder te) op som et centralt element i begge de udførte observationer. Den er i begge observationer beskrevet som en vigtig del for deltagelsen i aktiviteten, som foldes ud i denne artikel. Her undersøges der, hvad kaffe er for en størrelse, og hvordan den i sin egen form og materialitet indgår som en vigtig ingrediens i de fællesskabende aktiviteter.

Observationer

Familiecaféen: Arrangementet kører fra kl. 10-12, men allerede kl. 9.40 dukker en frivillig med barn op og begynder at stille an i spiseområdet til arrangementet. Hun går selv ind i personalets køkken og begynder at lave kaffe og te, mens barnet leger i børnebiblioteket. Det fremgår tydeligt, at kvinden er kendt på biblioteket både som gæst og som tovholder, da hun ellers ikke ville begive sig ind i personaleområdet uden at spørge om lov først og desuden ved, hvor tingene befinder sig.

Mandagsmarengs: Der er sat en vogn klar med kaffe og servietter, mens der står tærter rundtom på bordene. En enkelt spørger, om man bare tager, og den ansatte i ekspeditionen svarer bekræftende. Deltagerne slår sig ned, og snakken går hurtigt.

Kaffen er vigtig i begge observationer og markerer inklusion i fællesskabet, hvor deltagerne engagerer sig, og arrangementet udvikler sig relationelt. Kaffen får i begge observationer deltagerne til at slappe af og snakken til at glide bedre. Den skaber et fælles fokus og giver alle mulighed for at være med i aktiviteten, ligegyldigt om de er talende eller bare sidder med ved bordet.

Kaffen er altså en materialitet, der betyder noget for fællesskabet. Timothy Ingold, britisk antropolog og leder af social antropologi ved universitet Aberdeen, har beskæftiget sig netop med materialets betydning. Timothy Ingold fremlægger i sin artikel Materials against materiality sine tanker om materialitetens betydning og fremhæver, hvordan de fremherskende materialitetsteorier stadig har et immaterielt fokus (Ingold, 2007, s1). Ingold argumenterer for, at der findes en opdeling af det mentale og det materielle. Han fremhæver, at der kontinuerligt sker en fremskrivning af det mentale niveau på bekostning af det materielle. Forstået på den måde, at vi ser bort fra det materielles betydning og kun lægger vægt på tolkninger, følelser eller oplevelser. Ingold giver et fornyet perspektiv på, hvordan materialitet har sin helt egen selvstændige måde at påvirke vores liv på. Kaffen vil os noget, og i observationerne bliver den en invitation til at deltage i fællesskabet. Den markerer rammer, regler og kutymer i fællesskaberne og kan ikke ses udelukkende som en praksis, den har betydning i sig selv.

Også professor Cathrine Hasse, professor i kulturantropologi og læring ved Aarhus Universitet, har fokus på, at materialiteten kan spille ind på vores forståelse og analyse af kulturen. I Hasses kulturanalyse har materialiteten en væsentlig betydning som en forbindelse mellem læreprocesser, betydning og handlinger (Hasse 2011, s. 16). Kultur er ifølge Hasse et begreb brugt af alle med meget forskellige tilgange og betydninger. Hasse definerer sit kulturbegreb således: »Kultur er i mit perspektiv at forstå som læreprocesser, der skaber forbindelser. Det er forbindelser, der skaber relationerne mellem materialitet og betydning og handlinger og betydning« (ibid., s. 16). Hasse bruger en anekdote fra eget arbejdsliv som nyankommen til en ny organisation som billede på, hvad hun mener med selvfølgelige forestillinger og kulturelle markører. Hasse bliver på sin første dag introduceret i organisationen og går til middagspause i kantinen. Her vælger hun en tilfældig stol, som hendes nye kollegaer gør hende opmærksom på er chefens stol i kantinen, og hun ender med at skifte plads. Hasse påpeger hermed, at sådanne markører fungerer som en selvfølgelighed, der bliver indlejret i kroppen og fungerer som deltagernes målestok for egne og andres handlinger. Stolen fortæller altså implicit en historie om, hvordan kulturen er i den pågældende organisation, og hvordan rammer og materialitet spiller ind på, hvordan vi opfatter en kultur (Hasse, 2011, s. 21). I observationerne fra Dronninglund Bibliotek får kaffedrikningen en lignende funktion, den bliver en materiel vejviser til fællesskabet.

Observation

Mandagsmarengs: Ved ét bord er der mange (6-7), og det lader til, at de kender hinanden, ved de andre borde sidder der 3-4 kvinder. På et tidspunkt er der ikke flere kopper, så en deltager henvender sig til den ansatte i ekspeditionen, som finder nogle flere.

Kaffen kan altså give en anledning til, at nyankomne kan være med og få en position. De, som er bekendte med arrangementet, viser ved hjælp af kaffen, hvordan man gør. Selv om der på den ene side kan siges at være et element af eksklusion ved, at de, der kender hinanden, sætter sig sammen, bliver der på den anden side også en meget tydelig praksis, som kan følges. Kaffen viser deltagerne, hvordan vi gør, og giver adgang til, at nye kan deltage i den eksisterende kultur. Der tages fælles ansvar for alle, og da der ikke er kopper nok, blive de efterspurgt.

Bibliotekspersonale til Mandagsmarengs: »Kaffen giver deltagerne mulighed for at deltage i et socialt fællesskab med baggrund i det netop fortalte – det vil sige, at man i stedet for kun at være til et socialt arrangement, hvor man ikke kender folk og derfor skal »finde på« noget at smalltalke om, så har man her en direkte indgangsvinkel til det sociale, fordi man sætter sig ned og taler om det, man lige har hørt til foredraget. Det giver samtalen en anden tyngde, oplevede jeg, ligesom når vi laver oplevelseslæsning (et andet biblioteksarrangement), og man med det samme har noget vigtigt at tale om i stedet for bare om vejret. Så ja, kaffen giver adgang til fællesskabet, fordi man sætter sig ned og taler om det, man netop i fællesskab har oplevet.«

I takt med, at nyankomne bliver inviteret med til kaffen, bliver de taget med ind i de selvfølgeligheder, den indebærer: at deltagerne sætter sig sammen, at der bruges tid på at sende kaffen rundt og drikke den sammen, at alle bydes med i fællesskabet. I eksemplerne fra Dronninglund Bibliotek betyder det, at deltagerne må opfatte kaffen som en kulturmarkør og forstå dens indlejrede betydning og vigtighed for at kunne blive optaget i fællesskabet og føle sig som en ligeværdig medspiller. Alt sammen noget, der sker som handlinger, der ikke behøver at blive forklaret eller udspecificeret, ligesom i Hasses eksempel, hvor alle opfattede den bestemte stol som chefens, uden at den var markeret eller reserveret. Det er hverdagens selvfølgeligheder, der virker ubevidst og som kropslige praksisser.

Bibliotekspersonale til Familiecaféen: »Jeg oplevede det samme med familien med mor og to børn, da de kom ind på biblioteket. De blev pænt modtaget af tovholder, der forklarede om arrangementet og selvfølgelig også tilbød dem at tage fra fællesbordet med kaffe. Moren valgte ikke at tage fra fællesbordet, det kunne måske forklares med, at de selv havde madpakker med, men kaffen kunne hun i teorien godt have taget af. Havde hun taget af kaffen, indbød det hende måske til mere at gå i samtale med de andre deltagere, end hvis hun ikke tog af kaffen.«

I observationen beskriver medarbejderen videre, hvordan hun også selv vælger at sige nej tak til den fælles kaffe, og ligesom den beskrevne mor ender lidt på sidelinjen i forhold til aktiviteterne i familiecafeen. Ved ikke at tage imod kaffen signalerer moren fra observationen, at hun ikke kun fravælger kaffen, men også fællesskabet. Der opstår en friktion mellem deltagerne, der har valgt fællesskabet til, og moren, som ikke vælger det. Her må fællesskabet justere og tilpasse dets fællesskab igen. Kaffen er altså en markør for deltagelsen i fællesskabet. Friktionen er ifølge Hasse et tegn på, at netop denne materialitet har en betydning og dermed en funktion i kulturens eksistens. De andre deltagere i familiecafeen viser normer og skaber veje for nyankomne. I cafeaktiviteterne fungerer kaffen som en kulturmarkør og er med til at invitere deltagerne til fællesskabet.

Bibliotekspersonale til Familiecaféen: »Selv om kaffen ikke burde fungere som adgangsgivende for arrangementet, så kommer den lidt til at fungere som en billet. Godt nok tilbød tovholder en »billet« til både mig og den nye familie, men vi valgte ikke at tage den og kom på en eller anden usynlig måde til at stå uden for selskabet, selv om vi var i samme rum på lige fod med de andre.«

Når de fælles omgangsformer i et fællesskab brydes, sker der en markering af, hvem der er medlemmer af fællesskabet, og hvem der ikke er. Kaffen er en del af det fælles repertoire, som findes i cafeaktiviteterne, og det er derfor forventet, at deltagerne følger de mere erfarne for at være en del af fællesskabets omgangsform.

I observationerne fremtræder kaffen som en vigtig del af de fællesskabende aktiviteter og kan anses som en materialitet, der har sin egen agens og placering i fællesskabet. I Ingolds materialitetsteori (2007) er materialiteten i sig selv vigtig, den varme, flydende, duftende kaffe skaber sine egne implikationer – den tager tid at drikke, den skal sendes rundt, og den giver en funktion til modtageren. Ingolds teori giver på den ene side et helt nyt blik på materialers betydning, men kan dog på den anden side også give en instrumentel fokusering på materialer. I Hasses teori er der en mere nuanceret skildring af, hvad materialitet kan belyse i et fællesskab. I artiklens empiri er kaffen en kulturmarkør, som påvirker og agerer i de fællesskabende aktiviteter på biblioteket. Det betyder på den ene side, at kaffen i de fællesskabende aktiviteter spiller en aktiv rolle i sig selv, men at den på den anden side også konstant må udvikles og forhandles af deltagerne. Betydningen af kaffen er altså lokalt forhandlet og aktiveret. Disse komplekse mekanismer giver os et indblik i, hvordan inklusionen og eksklusionen styres og forhandles i et fællesskab.

Kaffen er en selvfølgelighed, som vi ofte ikke tænker over, og som er indlejret i det gode fællesskab som en samlende praksis. Denne artikel har kigget med analytiske og etnografiske briller på, hvordan fællesskabelsen virker i praksis. Handlinger, som vi normalt ikke tillægger nogen særlig værdi, kan være med til at skabe, forhandle og forankre fællesskabet. Ved at sætte selvfølgelighederne under lup kan vi ane de komplekse mekanismer til inklusion og eksklusion i fællesskabets DNA. Kaffe kan på Dronninglund Bibliotek vise veje til deltagelse.

 

 

Litteraturliste

Brinkmann, Svend, and Lene Tanggaard (2010) Kvalitative metoder: en grundbog. 1. udgave. Kbh: Hans Reitzel

Hasse, Cathrine (2011). Kulturanalyse i organisationer: begreber, metoder og forbløffende læreprocesser. Frederiksberg: Samfundslitteratur

Hasse, C. (2015). ”Social Designation of Cultural Markers”. I grundbog: An Anthropology of Learning. Dordrecht: Springer, s. 133-172

Ingold, Tim (2007). “Materials against materiality”. Archaeological Dialogues, 14(1), 1-16. https://doi.org/10.1017/S1380203807002127 https://www.cambridge.org/core/journals/archaeological-dialogues/article/materials-against- materiality

Ulrich, Jens, (2020, 30. januar) www.altinget.dk: ”Fællesskabelse kræver mere end fællessang og fællesspisning”. Lokaliseret 21.03.20 på: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/lektor- faellesskabelse-kraever-mere-end-faellessang-og-faellesspisning