Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

"LæseHelte – coming up": Litteraturformidling fra barn til barn

Tid, dedikation, pres, frihed og et strejf af magi. Hvad vi lærte af LæseHelte – coming up, et udviklingsprojekt støttet af Udviklingspuljen 2018-2019.

Biblioteket Sønderborg fik i 2018/19 tilskud fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Børn fra 4. klasse skulle udvikle og afprøve metoder til formidling af læselyst og læseglæde, både i skole og fritidsregi. LæseHelte – coming up blev udviklet med ønsket om at øge børns egne samtaler om bøger.

Vi ville udforske, hvordan børn, der læser, kan formidle til jævnaldrende.

Seks skoler deltog, og skolerne udvalgte 6-8 elever fra 4. årgang til et forløb, hvor de gennem en række formidlingsaktiviteter fik redskaber til og erfaringer med at formidle til andre. Vi lærte, at tid, humor og magi er godt, at passende pres bringer os alle videre, og at en fortæller er en meget god investering.

Hvad lærte LæseHeltene?

LæseHeltene lærte at være lidt mere mærkelige, og at være ok med det, og at turde gøre noget, selvom flere af dem egentligt ikke havde lyst, og så vokse med og af det. Det var især svært at gå ind i en større klasse og skulle fortælle om en bog. Ligesom det var svært at skulle fortælle for en anden LæseHelt fra en anden skole. Men de gjorde det og lærte, at man bliver bedre til det hver gang. Faktisk viste det sig, at selvom man blev mere nervøs, når man som 4. klasser stod i en 5. klasse, så var belønningen større, og rollen var lettere, end når man for eksempel skulle fortælle og hjælpe yngre klasser. De fleste lærte også at formulere sig kortere og med fokus på publikum og ikke så meget på deres egen læsning via klassiske formidlingstricks og masser af coaching fra bibliotekarerne.

Hvad lærte biblioteket?

Når det lykkes, er belønningen stor – altså med den der smitteeffekt mellem jævnaldrende. Vi blev bekræftet i det, vi allerede ved; at litteratur og læsning åbner for en masse gode samtaler. Eleverne kan hjælpe og støtte hinanden i, hvad det er oplagt at læse som det næste. Vi lærte også, at et år er for kort tid i forhold til den store omvæltning, det er at skulle tænke som formidler, men også i forhold til at etablere noget, der kan vokse fra skoleår til skoleår. Der blev ikke etableret faste læseambassadørkorps på de enkelte skoler, men Biblioteket Sønderborg lavede en LæseHelte-Klub på Biblioteket Gråsten, hvor der hver uge kommer cirka 12-18 børn fra 4. og 5. årgang, som anbefaler, snakker, læser og leger om og med litteraturen.

Vi lærte også, at det er vigtigt at have god tid, når man er ude på skolerne, der ofte har en meget omskiftelig hverdag. Et hvilket som helst rum, vi kan have for os selv på en skole, er godt, og så have god tid til at snakke, anmelde og have en lille opgave, leg eller lignende med, som der kan leges med. Flere gange brugte vi en hel formiddag, og det giver pote, men derfor er det også væsentligt at have undervisernes opbakning og et fleksibelt program, som giver plads til netop udviklingen i gruppen. Altså det, at man som elev når til et punkt, hvor man tør prøve nye måder og metoder af foran andre. Vi havde for eksempel en LæseHelte-gruppe på otte elever, der var sammensat over to parallelklasser. De fleste var ikke venner i fritiden, men alle var læsere, dog af meget forskellige genrer. Da gruppen skulle ind i 5. klasse og pitche en række bøger, opstod der en del usikkerhed og nervøsitet i dele af gruppen. Men der blev også opfundet et ord, der blev gruppens motto for en »vi-kan-og-tør-tilgang«, som også betød, at hver gang ordet blev sagt, begyndte alle at grine. Ordet var »namaste«, og hvor det i yogakredse siges stille og som en tak, blev det her sagt med alle mulige intonationer og med en masse latter fra hele gruppen til følge. Vi var hele følelsesregistret igennem den formiddag. Det krævede med andre ord rigtig meget af de tre bibliotekarer, der hver især havde ansvaret for to skoler. Dels skulle de have overblik og aftale, men de skulle også håndtere en gruppe elever, de ikke kendte på forhånd, og guide dem uden at styre dem. Presse dem, uden at det blev for meget, og så i øvrigt være utroligt gode til at improvisere.

Hvordan forløb projektet helt konkret?

Forløbet var bygget op med to fælles workshop for alle LæseHelte og deres undervisere, en startworkshop og en midtvejs. I projektperioden fik LæseHeltene besøg tre gange på deres egen skole, af den børnebibliotekar, de havde fået tilknyttet. Forløbene på skolerne var forskellige fra gruppe til gruppe og afhængigt af de aftaler og idéer, elever, skole og bibliotekar fik undervejs. Alle LæseHelte havde også en workshop på et af folkebibliotekerne, og til sidst holdt vi en kæmpe Sommerbogs-åbningsfest.

Den magiske faktor. Workshop 1 – Fortælleren tager os med storm

Projektet indeholdt to fælles workshops for alle LæseHeltene og deres undervisere, og vi havde hyret fortæller Kasper Sørensen fra Fortællekunsten til at stå for den del. Han bidrog med noget egentligt ubestemmeligt. Hans opdrag var at give LæseHeltene en række redskaber, de kunne bruge, når de skulle sælge deres budskaber. Vi snakkede lidt frem og tilbage med Kasper inden workshoppen, men gav ham ellers frie hænder.

Og værktøjskassen blev fyldt op. Kasper lavede en mængde gode øvelser og lege, for eksempel øjenkontakt-tricket, smile-tricket og jeg-elsker-dig-tricket. Til vores store glæde blev rigtig mange af de lege og tricks genfortalt, og vi så dem leget, når vi var på besøg på skolerne.

Kasper gav os også en historie, faktisk flere historier; han er jo ikke fortæller for ingenting. Men samtidig havde han et arsenal af effekter og tilgange, man kan bruge, når man skal fange andres interesse. Vi sagde både bufff og svusj, vi legede forskellige lege, og vi arbejdede med at bruge kroppen og tankerne rigtigt, improvisere og fange øjeblikket. Det lyder enkelt, simpelt og rigtigt. De fleste kan godt mærke, når deres formidling virker, men hvad er det egentlig, der gør, at det virker? Ved at pille en fortælling helt fra hinanden fik Kasper med hjælp fra LæseHeltene tegnet en stjerne, som vi kunne inspireres af. Hvordan fungerer det for eksempel, hvis man kun bruger 'ydre liv' og 'fakta', når man fortæller om en læseoplevelse? »Det er i Valby, den er 120 sider lang, udkommet i 2017, skrevet af Dorte Larsen«. Ikke så godt, kunne vi konstatere.

Bibliotekarerne, der formidler litteratur og læseoplevelser hver dag, oplevede også, at de lærte noget af Kasper. Vores kollega Lita demonstrerede til stor morskab for resten af kollegaerne i Børn, hvordan man kan formilde anderledes ud fra principperne fra Kaspers workshop. Vi prøvede for eksempel i en periode at sige en lyd, når vi fortalte om en bog. Det var en skør oplevelse, men bragte os helt sikkert ud af vores komfortzone. Altid godt, når man er i branchen »stil-spørgsmål-til-din-egen-praksis«.

LæseHeltene synes helt klart, det var svært - men sjovt.

Dagen blev rundet af med, at Kasper fortalte starten af en historie om en pige, der bor alene med sin far i et stort hus uden for en lille by. Desværre løb tiden, og Kasper lovede, at når vi skulle ses næste gang, ville han fortælle den færdig.

Det var jo på mange måder lidt dumt, tænkte jeg. Men det skulle vise sig at få en helt anden virkning, end jeg forestillede mig i situationen.

Da bibliotekarerne i efteråret begyndte at besøge LæseHeltene på skolerne, var der masser af kreative idéer, og fælles for alle besøg var, at de snakkede om Kaspers afsluttende historie. Kendte bibliotekarerne slutningen? Bibliotekarerne måtte blankt erkende, at de huskede meget lidt af historien (de havde nok glemt at være til stede i øjeblikket og bekymrede sig om alt muligt andet, som for eksempel: Når alle skoler nu bussen?, ej, nu når vi ikke at runde rigtig af, og så videre).

Så vi glemte igen historien og koncentrerede os om relationsdannelsen på skolerne, legede og fortalte hinanden om bøger og testede en masse idéer af.

Pludselig var det januar og igen tid til at få fortælleren til Sønderborg.

Workshop 2 – Fortælleren så og sejrede

Der var med andre ord bygget en del forventninger op til slutningen på den gyserhistorie, på workshop 2, 5 måneder efter. Lidt inde i dagen forsøgte Kasper at repetere fortællestjernen. Det gav en vældig debat, for med nærmest fotografisk hukommelse gik LæseHeltene til kamp, da han kom til at bytte lidt rundt på, hvilke råd der står hvor i stjernen. Underviserne er synligt imponerede, og et par siger efterfølgende til mig i pausen, at de ikke selv kunne huske principperne, og at de er vildt imponerede over deres elever. Det bliver langt bedre, da Kasper lover at fortælle historien færdig og starter med at spørge, hvad de egentlig kan huske, og hvor langt han egentlig kom i historien? Hænderne skyder op, og med fortællerstemmer er der flere og flere detaljer, der kommer på plads, indtil LæseHeltene ved fælles hjælp har fået fortalt historien helt frem til »aftenen, hvor faren er kørt på arbejde, og pigen endnu engang kigger ind i badeværelsesspejlet og ser…«

Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Eller afsluttende observationer

Det er svært at flytte sin inspiration til andre; det kræver både mod, dygtighed og modtagelighed og er et langt, sejt træk. Det er ikke noget, man lige lærer i et snuptag; det tager tid, kræver meget øvelse og i et forløb som dette også vejledning og lidt Aha-oplevelser. Som en del af evalueringen havde vi en aftale med forsker Henriette Romme Lund (Videncenter for Læsning, i dag ph.d.-studerende ved Århus Universitet). Hun trækker en række interessante forhold frem fra sit interview; dels at de, der læser meget, snakker indbyrdes mere om bøger undervejs, de refererer til bøger, og de reflekterer over valg af læsestof.

Jeg har valgt et par udpluk fra interviewene, fordi vi læser dem som tegn på, at projektet satte gang i de processer, der skal til for at øge børns egne samtaler om læsning.

Jeg har lært at være mere mærkelig [griner]:

»Jeg har lært at være lidt mere modig. Vi var til morgensamling over i skolen, for 3., 4. og 5. Der skulle jeg så fortælle om LæseHelte. Da blev jeg så lidt mindre nervøs.«

»Det blev jeg faktisk også.«

»Hvad har I lært, så I er mindre nervøse?« Forsker Henriette Romme Lund forsøger at komme lidt dybere ind i det konkrete.

»Vi har lært at skulle sige: ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig”« svarer pigen.

»Og hvad er det for noget? Hvem elsker I?« spørger Henriette.

»Det skal man sige. Så er det ikke så ubehageligt«, fortæller hun videre.

»Nå, til dem man står overfor? Er det sådan noget? At det skal jeg tænke, at jeg elsker jer alle sammen?« siger Henriette.

»Ja, så ser man mere glad ud når man gør det«, forklarer pigerne.

Man kan vel ikke rangere ting, der hænger uløseligt sammen. Men der er ingen tvivl om, at det her lille uddrag fra et af interviewene, gjorde os meget glade. Vi så det her citat som en meget fin formulering af den oplevelse, vi oplevede hos flere af de børn, der var med, især dem, der i udgangspunktet var lidt tilbageholdende. At der over tid kom en selvsikkerhed hos flere af LæseHeltene, som ikke var der i starten, og at dem, der var selvsikre fra starten, fik noget at arbejde med. 

Få en ny vane

At udvikle gode vaner tager tid. At få nye tager måske endnu længere tid. Effekten blandt kammeraterne var lille. Henriette Romme Lund konkluderer i sin artikel, at de knapt så læsende børn har brug for en egentlig taktik til bogvalg.

Projektet foregik i skoletiden, men rakte indholdsmæssigt ind i fritiden og de personlige kompetencer. Det var en balancegang, og projektets slutmål kunne have draget fordel af en længere tidsperiode. Ikke desto mindre oplevede vi, at LæseHeltene var meget positive og fik meget ud af forløbene, især set i forhold til de personlige kompetencer. Effekten i forhold til kammerater var mindre. Deltagerne sagde selv, at de syntes, det var svært, både svært at tage hul på og svært at skabe rum for. Sådan formulerede de det naturligvis ikke selv, det er min formulering. Hvorfor, tænker man så? For der anbefales jo også i skoleregi. Men de anbefalinger, man laver her, har oftere karakter af bograpport, og det er noget ganske andet.

Vi fortsætter som sagt med en LæseHelte-Klub i fritidsregi, hvor vi læser, leger og anbefaler til hinanden.

Vi er meget glade for projektet, og vi har haft et rigtig godt samarbejde med skolerne. Vi har lært meget, og vi har fået udviklet en række metoder, som både vi og børnene kan bruge frem over.

Fakta om projektet

Projekttitel: LæseHelte – coming up

Projektejer: Biblioteket Sønderborg i samarbejde med VidensBy Sønderborg, Sprog -og Læsekonsulent, Hanne Nogel, og Konsulent for It og medier, Birgitte Nielsen

Projektleder: Dorte Larsen

Periode: fra februar 2018- september 2019 

Aktiviteter: To workshops med fortæller Kasper Sørensen fra Fortællekunsten, hvor alle LæseHelte og deres undervisere var samlet to hele formiddage, et koordineringsmøde mellem underviserne og biblioteket, tre besøg på LæseHeltenes skoler af deres børnebibliotekarer (forskellige aktiviteter), et besøg på biblioteket af LæseHeltekorpsene hver for sig sammen med børnebibliotekarerne (en hel formiddag), hele årgangen fra en af de deltagende skoler på Biblioteket i Sønderborg en hel formiddag i forbindelse med interview med Nationalt Videncenter for Læsning, herunder fortælling og musikworkshop med Sønderborg Musikskole, et besøg på en skole i forbindelse med interview med Nationalt Videncenter for Læsning, en LæseHelte-fest for alle LæseHelte og alle deres klassekammerater med åbning af Sommerbogen sammen med borgmester Erik Lauritsen og besøg af forfatter LG Jensen. Anbefalinger fra LæseHeltene i lokalavisen og via Facebook og hjemmeside hen over sommeren 2019.