Gå til sidens indhold

Hvorfor holder vi sommercamp?

Aalborg Bibliotekerne holdt første gang en sommercamp i 2019, og allerede i år opgraderede de til to camps. I denne artikel kan du læse nogle af de refleksioner og erfaringer, som forældrene, børnene og medarbejderne har taget med sig omkring campen.

Sommercampene inviterer ikke kun børnene til at få øjnene op for bibliotekerne og for læsning, men der er også rig mulighed for at knytte nye venskaber. Foto fra sommercamp 2020

På Aalborg Bibliotekernes sommercamp må man læse lige, hvad man har lyst til

Det er tirsdag formiddag den 30. juni i Foredragssalen i medborgerhuset i Aalborg. Det lyder måske mest som et sted, man kan komme til meget voksne foredrag om arven efter Morten Nielsen eller debataftener om den 3. Limfjordsforbindelse. Den slags kan man selvfølgelig også opleve, men denne dag er rummet fyldt med 24 børn, som er i fuld gang med at lave kreative kunstværker baseret på deres yndlingslæsestof. Der er runde Harry Potter-briller bukket i sorte piberensere, laminerede tegninger af Wimpy Kid og én deltager, Jeppe, er ved at lægge sidste hånd på en piberensermand på et skateboard. Jeppe er skater og fortæller, at han er vild med skatermagasinet Thrasher, som han har lånt på biblioteket.

Hos en anden deltager ligger en gammel Garfield-tegneserie, fra da far var barn, som også er i færd med at blive kunstnerisk fortolket. Det er lystlæsning, der er i højsædet, og her er ingen læringsmål, krav til sværhedsgrad eller hvorvidt det er en bog, et ugeblad eller en mælkekarton, børnene læser. Så længe de læser af lyst. De kunstneriske krumspring er ikke kun for at udfordre børnene til at udfolde sig kreativt – det er også en måde at få dem til at fortælle og formidle de ting, de læser, til hinanden, så de kan blive inspireret af hinanden.

Fordybelse og lige adgang

Nanna, der nu går i 5. klasse på Skipper Clement Skolen i Aalborg, fortæller, at det er én af de ting, hun har været glad for under sommercampen. At møde nye venner med nogle af de samme interesser og udveksle boganbefalinger med dem. Hun kendte ikke nogen på forhånd, da hun mødte op til sommercampen, men det blev der hurtigt lavet om på, fortæller Nannas mor, Tanja:

- Hun ved måske ikke lige, hvilken skole de går på, og hvor gamle de er, men de har fundet hinanden på Snapchat og er enige om at mødes igen til næste års sommercamp, siger hun.

Tanja lægger vægt på, at sommercampen var et alternativ til de mange sommertilbud, som har fokus på idræt og fysisk udfoldelse. Hun så en mulighed for fordybelse og kreativ udfoldelse for datteren, som elsker at læse, tegne, skrive og spille skuespil. Samtidig fremhæver hun (og vi sværger, vi ikke har betalt hende for at sige det!), at det er vigtigt, at der er lige adgang for alle til campen. Tanja fortæller, at hun tror, at deltagerne har nydt godt af at have fagpersoner, som kan inspirere og vejlede dem i at finde læsestof ud fra interesser og læseevner. Det kan Nanna bekræfte. Hun fortæller, at hun mest læser eventyr og fantasy – »En træhule på 13 etager er rigtig god« – men til førstedagens booktalk fortalte en biblioteksansat om gysere, som hun ellers aldrig har overvejet at læse.

- En af dem lød spændende, så den lånte jeg. Den hed Vogterne, og den er jeg lige blevet færdig med, og jeg har allerede lånt 2eren.

Øjnene op for bibliotekets tilbud

Marianne Agger fra Aalborg Bibliotekerne har holdt tovet på sommercampen siden starten i 2019, hvor der kun var sommercamp i én uge. Hun har været positivt overrasket over tilslutningen til sommercamp.

- Idéen til sommercampen kom fra ledelsen, og så fik jeg opgaven med at få det op at stå. Jeg var skeptisk i starten, fordi jeg har en søn i målgruppen og ved, hvor mange tilbud der er til børn i den aldersgruppe. Men den første sommercamp blev lynhurtigt fuldt booket, så min skepsis er blevet gjort til skamme.

Marianne fortæller videre, at sommercamp skal være hyggeligt, uformelt og afslappende samtidig med at deltagerne bliver introduceret til det brede bibliotekstilbud – selvfølgelig med et stort fokus på læsning. I årets to sommercamps har der således været både tegneworkshops, deltagerne har set film og hørt musik, i uge 27 var forfatterskolen fra Brønderslev på besøg, og i uge 32 mødte børnene forfatter Sandra Schwartz til en dag med forfatterworkshop. Hver dag afsluttedes (selvfølgelig) med »Silent Reading«, hvor børnene læste sammen i stilhed.

  • Andre overskrifter på sommercampens program tæller
    • Rundvisning og navneleg
    • Brætspil
    • Booktalk – biblioteket anbefaler bøger
    • Booktalk – børnene anbefaler bøger til hinanden
    • Læs og snak om nyheder i børneavisen
    • Forfatterskole
    • Ord-banko
    • Lyttelounge – lyt og lær om musik
    • Skriv anmeldelser til Sommerbogen
    • Black out poetry
    • Vi læser faglitteratur
    • Lykkehjulsquiz.

     

Nye venskaber knyttes

Undervejs bliver der snakket og knyttet nye venskaber, fortæller Marianne Agger:

- I starten af ugen kan man godt fornemme, at de lige skal se hinanden an, men allerede midt på ugen, bløder deltagerne op over for hinanden, og de bliver også lidt frækkere og tør snakke mere med os voksne.

Derpå åbner muligheden sig for at snakke om læsning og bøger og finde noget, der passer til børnenes ønsker.

- Nogle læser tykke bøger, og nogle læser noget andet. Der har også været ordblinde med, som så kan lytte til lydbøger og har værktøjer på telefonen, som kan hjælpe dem med læsningen.
Det er dejligt at opleve, at vi som biblioteksmennesker kan inspirere dem. Vi starter altid ugen med en booktalk, og den ene uge blev »Tænkehatten præsenterer« helt trendy og gik på omgang, fordi en kollega havde fortalt entusiastisk om den. Sidst på ugen præsenterer vi så, hvad vi hver især har læst, og så er der måske ny inspiration børnene imellem.

Kollegaers kompetencer bringes i spil

De tre ansatte hos Aalborg Bibliotekerne, som har kørt sommercampene, har været meget på i løbet af ugen, men har også kunnet trække på kollegaer med specialinteresser og kompetencer. For eksempel har to musikinteresserede bibliotekarer spillet rockmusik på vinylplader, dekoratøren, som normalt står for bibliotekets udstillinger, har kørt kreative workshops, og to brætspilsentusiaster har spillet og lavet brætspil med børnene.

På den måde har man løftet i flok og bragt mange kollegaer i spil med nogle af de ting, de brænder for – både fagligt og privat.

Bibliotekernes fodboldskole skaber nye stamgæster

Maria Sjøblom fortæller, at idéen til sommercampen opstod på et ledermøde, hvor de halvt i sjov diskuterede, om ikke bibliotekerne også skulle have deres version af en fodboldskole.

- Jeg var positivt overrasket over den store tilslutning allerede til den første sommercamp. Når jeg så tænker nærmere over det, så ser vi jo rigtig mange børn herinde til daglig, så vi ved, der er mange, der elsker biblioteket og at læse.

Hun forventer, at sommercampene kan være med til at skabe nye stamgæster, som forhåbentlig vil komme og bruge bibliotekerne en hel masse i fremtiden. Hun håber, at Aalborg Bibliotekernes erfaringer kan inspirere andre til at lave lignende arrangementer, selvom det godt kan være en stor mundfuld:

- Måske er det meget godt at være opmærksom på, at det faktisk er skidehårdt arbejde at holde styr på sådan en flok krudtugler. Vores medarbejdere nyder at lave sommercamps, men de er altså også trætte bagefter.

Adspurgt, om der også skal være sommercamp i 2021, er der ikke meget tvivl at spore:

- Selvfølgelig skal vi det.

Nysgerrig?

Hvis du vil vide mere om Aalborg Bibliotekernes sommercamp, ønsker flere praktiske informationer eller har uddybende spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Marianne Agger på mail.

  • Fakta om Aalborg Bibliotekernes sommercamp
    • Første gang afholdt i 2019 for 25 deltager
    • I 2020 afholdt man to sommer camps med hhv. 25 og 18 deltager
    • Kønsfordelingen var i 2020 stort set 50/50
    • I 2020 var der sommercamp fra mandag-fredag kl. 9.30-14
    • Hver dag afsluttes med en halv times Silent Reading
    • Det er gratis at deltage i sommercamp.