Bibliotekerne er rummelige institutioner - det er åbne huse og medarbejdere, som brænder for at skabe et sted, som giver alle borgere fri og lige adgang til oplysning, dannelse og kulturel aktivitet.
Det ligger også dybt indlejret i bibliotekernes selvforståelse, at vi er en ikke-kommerciel indgang til viden, fællesskaber og kulturelle oplevelser. Men hvilke metoder har vi til at arbejde med og udfordre os selv i at være inklusive og tilgængelige huse? Et bud er en normkritisk tilgang til ledelse og forandringspraksis. Dette arbejder The Nordic Network for Norm Critical Leadership med at undersøge og kvalificere - et netværk med ledere, kuratorer og aktivister fra Sverige, Danmark og Finland fra hele kunst- og kulturfeltet.
Grundtanken for folkebibliotekerne er altså, at alle borgere skal have adgang til og mulighed for at læse bøger og andre materialer gratis. Og ligeledes, at folkebibliotekerne som institution foretager en ’korrekt’ udvælgelse af disse materialer: »Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.«. (Bekendtgørelse af lov om biblioteksvirksomhed, kapitel 1,§2). Så det er en helt central del af folkebibliotekets DNA, at biblioteket er et rum, der skaber lige deltagelsesmuligheder for alle og at det udvalgte indhold i rummet, materialerne, betjeningen, teknologierne vi bruger og den fysiske opstilling, understøtter det samme.
Derfor er den måde, vi henvender os til vores borgere på, den måde vores huse byder alle velkomne på, helt afgørende for oplevelsen af både tilgængelighed, lige adgang og lige deltagelsesmuligheder.
IFLA har skabt et manifest, som laver en overbygning eller konkretisering af vores lovgrundlag. I IFLA/UNESCOs manifest siges det tydeligt: »Folkebibliotekets service bygger på lige adgang for alle, uanset alder, race, køn, religion, nationalitet, sprog eller social status. Særlige ydelser og materialer skal stilles til rådighed for de brugere, som ikke, uanset af hvilken grund, kan bruge de almindelige ydelser og materialer. Det gælder eksempelvis sproglige minoriteter, mennesker med forskellige handicaps eller mennesker på hospital eller i fængsel« (IFLA, 1994:1).
Hvad betyder det, når IFLA-teksten går skridtet videre og peger på, hvilke parametre vi skal tage hånd om for at sikre lige deltagelsesmuligheder? ”[...] uanset alder, race, køn, religion, nationalitet, sprog eller social status” (loc.cit.). Det åbner for spørgsmålet: Skaber bibliotekets rum virkelig lige deltagelsesmuligheder for alle, når vi ligefrem skal se på de her parametre? Når vi ingen nævner selv, hvem glemmer vi så – eller hvem bliver usynlige? Og når vi nævner særlige grupper, hvordan håndterer vi så, at vores agenda bliver synlig og tydeliggørelsen af, at vi allerede havde et politisk og værdiladet rum, hvor visse kroppe eksempelvis antages at være normen? For hvordan kan vi løfte forskellige grupper frem uden at bekræfte og forstærke normen om den ‘ideelle bruger’?
Når vi synliggør det, som falder udenfor normen, så er det vigtigt, at vi samtidig undersøger og ser mere kritisk på vores bibliotek, både på vores samling, vores teknologier, vores samtaler og handlinger. Hvorfor katalogiseres kærlighed ikke som ‘heteroseksuel kærlighed’? Hvorfor har vi herre- og dametoiletter og ikke kønsneutrale toiletter? Hvordan kan det ske, at vi i en ellers nøgtern katalogiseringshandling formår at fejloversætte en tekst, således at posten konsekvent fejlkønner en transperson, selvom den engelske originaltekst ikke gør det? Hvad fortæller vi vores selvlæsende børn om at være rigtige ‘drenge’ og ‘piger’, når hestebøger står i ‘pigesektionen’ og humor og fodbold står i ‘drengesektionen’ - hvem er der plads til her? Hvad er det for en normativ forståelse af det at være pige, som er på spil? Med et normkritisk tilgang bliver vi nødt til at stille spørgsmålstegn ved alt dette - og ved om biblioteket skal være et rum som aktivt forstærker herskende (eksempelvis binære, heteronormative) normer eller om vi ikke hellere skal arbejde langt mere kritisk og refleksivt omkring de normer, som vi er med til at lade skabe vores biblioteksrum og dermed vores borgeres (og medarbejderes) deltagelsesmuligheder. En af normkritikkens vigtigste opgave er at holde fokus, nemlig på normerne, som kan være ekskluderende og ikke på det, som er anderledes.
Det kan være slidsomme dialoger at tage, når vi skal se kritisk på normer. Der er heller ikke mange nationale eller kommunale strategier og policies, som bakker en eksplicit inkluderende praksis på bibliotekerne op. Og når vi peger på normerne som ekskluderende, så skaber det som regel et ganske stort ubehag. Det er jo ikke intentionelt! Nej, men vi skal måske være mere intentionelle omkring vores valg for at skabe inkluderende huse.
En praksis, som kan understøtte sådan et forandringsarbejde, er en normkritisk praksis. Rigtig meget mangfoldigheds- og diversitetsarbejde har en tendens til at fokusere meget ensidigt på det, som er ‘forskelligt’, det der er anderledes, afvigende og falder uden for normen. En normkritisk tilgang til at skabe inkluderende organisationer forsøger i højere grad at fokusere på netop det som skaber det andet som anderledes og forskelligt. Det gør normerne - og det særlige ved dem er, at når vi er inkluderede i dem, så er de hulens svære at få øje på.
Jeg og Gentofte Centralbibliotek har sammen med en finsk kollega Rita Paqvalén fra virksomheden Kultur för alla, som arbejder med tilgængelighed og inklusion på kunst- og kulturfeltet i Finland, skabt et netværk for ledere, diversity managers og aktivister, som arbejder (eller ønsker at arbejde) normkritisk i deres organisationer. Det er endt med at blive et netværk med 18 deltagere fordelt fra henholdsvis Danmark, Sverige og Finland - og det dækker bredt over biblioteker, museer, vidensinstitutioner, fonde og kunstnere/aktivister, som arbejder ind i en institutionel kontekst som aktører i at skabe inklusive praksisser. Den normkritiske praksis er en svær praksis at få hånd om, og det er en praksis som ofte skaber et organisatorisk ubehag, fordi den peger på magt, inklusions- og eksklusionsmekanismer og den viser os, hvor indblandet vi er i dem, selvom vi ikke har lyst til at være det.
Da jeg på et tidspunkt fortalte om netværket, spurgte en kollega mig med det samme: “Kunne I ikke overveje at kalde det noget andet end normkritik - det lyder bare så negativt”. Og det er på mange måder spot on - og ikke mindst derfor der er behov for et netværk.
Den normkritiske tænkning tilbyder en position, hvorfra der kan tænkes kritisk over de selvfølgeligheder, hvormed eksempelvis en læseliste sammensættes, læsekredse, anbefalinger, kulturarrangementer, hvem gives vigtig taletid til arrangementer og kurser, katalogiseringsstrukturer, når vi laver projekter med coding for drenge, når vi igen og igen gengiver familie som ‘far, mor og børn’ i vores foldere og på vores plakater, når vi har ‘drenge og pige’-bøger og så videre. Det skaber ulige deltagelsesmuligheder for vores borgere og også for os selv som medarbejdere. En ureflekteret praksis fremhæver nogle som værende ‘det naturlige’ og marginaliserer andre som værende unaturlige, fremmede, det andetgjorte eller ikke en del af fællesskabet.
Den normkritiske øvelse består derfor i at få øje på, hvordan vi omtaler noget som ’naturligt’, altså hvor vi anser noget for at være normalt (og deri marginaliserer ’det andet’ som værende afvigende). Normkritikkens anliggende er, set i en institutionel sammenhæng, både at anerkende og arbejde med få øje på, hvordan nogle mere end andre vil føle sig hjemme i institutioner, som antager specifikke kroppe som normen. Det er at udfordre, at det som indgår i normen anses for at være ‘neutralt’ mens alt andet ses som politisk, religøst, privat eller i det mindste identitetspolitisk.
Normer findes overalt. De findes i vores sprog, i vores relationer, i vores bøger, i måden vi kategoriserer på (både i tanken og på biblioteket), vores samtaler og i de spørgsmål vi stiller - og som vi ikke ved, vi kunne stille. Normkritikken går ikke ud på at afskaffe normer - det tænker jeg slet ikke muligt. Men normkritikken handler om at pege på de magtstrukturer, som skabes gennem normer, og som begrænser handlemuligheder, og som gør at vi kategoriseres eller værdisættes og får en ulige adgang til viden, til magt, til deltagelse og ressourcer - og dét er en opgave for bibliotekerne at arbejde med og udfordre.
Således handler normkritik om at destabilisere eksisterende hierarkier og magtstrukturer – og ikke om eksempelvis at ignorere, eller værre endnu at udviske kategorier, som om de ikke findes (det gør de). Normkritikken vil altså ikke udviske køn men destabilisere den herskende binære norm. Det betyder, at normkritikken handler om at tydeliggøre, hvad der for de inkluderede kan synes som usynlige strukturer med store konsekvenser for dem, som deraf bliver andetgjorte. Ahmed konkluderer på dette: ”To proceed as if the categories do not matter because they should not matter would be to fail to show how the categories continue to ground social existence” (Sara Ahmed, On being Included, 2012:182).
Og følger man denne udlægning af normkritik, bliver det også tydeligt, at den skal foregå på rigtig mange niveauer: individ, eksklusionsparametre, faglighedsforståelser (tradering af faglighed og professionsforståelse), konkrete materielle teknologier, narrativer, det sprog hvorigennem vi skaber virkeligheden, identitetsforståelser, identitetsarbejde for organisationer og deri også legitimering af institutionerne. Det bliver tydeligt, at normkritik handler om at destabilisere vaner og baggrunde, som for majoriteten er trygge og familiære, og at dette kalder på en aktivistisk praksis.
Det er en ting at have en aktivistisk og normkritisk praksis i den del af ens liv, som ikke er arbejde - men det er en helt anden deal, når det indgår som en del af en ledelsespraksis i en institutionel sammenhæng. Og det er her, netværket særligt kommer i spil. Netværket arbejder over to møder af to dage med at udfordre deltagernes blind spots, med at styrke en aktivistisk praksis i en institutionel kontekst og tilbyde både personligt og institutionel allyship. Desuden håber vi at kunne søge langtidsstøtte til netværket, så vi kan komme længere i at udvikle en normkritisk praksis.
Netværket er funded af Nordic Culture Point.
