D. 20.6-25.6 rejste to medarbejdere fra Blågården (sammenlagt bibliotek og kulturhus) på Nørrebro i København til Washington D.C. for at deltage i ALA konference med støtte fra Edvard Pedersens Biblioteksfond.
Blågården er dels kendt som tidligere ungeprofilbibliotek og dels for sit arbejde med børn og unge, som fx projekt ”Biblioteket bygger bro” (med støtte fra SLKS), initiativer på Kapelvej 44, et stærkt børnekulturprogram, gode skolesamarbejder mm.
ALA, American Library Association, er den største og ældste biblioteksforening i verden grundlagt 1876. Den understøtter naturligvis læsning, adgang til information for alle, forbedring af biblioteker mm. Konferencen fandt sted i Washington D.C. og havde over 8.000 deltagere fra prominente forfattere og debattører til professorer og undervisere, og naturligvis helt almindelige bibliotekarer fra hele verden med en overvægt af amerikanske.
Oplæggene på ALA var selvsagt meget forskellige. Vi valgte de prominente forfattere fra og koncentrerede os om 1. vores eget oplæg under International Relations Round Table med tema omkring, hvordan biblioteket spiller ind i den ændrede verden og gør en forskel i lokalsamfundet og 2. indhold, som umiddelbart kunne bringes med hjem, herunder sprogstimulering, fake news og ungdomslitteratur, sommerlæsekonkurrence, samt oplæg om ældre og LGTB-bevægelsen. Og vi besøgte naturligvis også et folkebibliotek - ”Shaw Library” - der ligger en times gang nordpå fra The Mall.
Washington er en storslået by, planlagt af Pierre L ’Enfant i slutningen af 1700- tallet og man kan derfor godt se sammenhængen med europæiske storbyer, især Paris, med brede boulevarder og monumentale bygninger fx Retsbygningen og Archives. Men den har også udfordringer med hjemløse, udsatte og fattige medborgere. Vores bibliotek, Blågården, ligger som bekendt i et udsat område, så vi var meget nysgerrige for at se, hvordan man håndterer lignende udfordringer ”over there”.
Hvorfor rejse hele vejen til D.C. når IFLA, der på mange måder er mere europæisk (jeg har deltaget i IFLA én gang i Helsinki) foregår i Athen i år? Branch-manager og co-chair på IRRT, ALA, Felicia Chan fra Singapore Libraries opfordrede os i efteråret til at tale på denne International Relations Round Table session. Jeg har besøgt biblioteker i Singapore, og derfor mødt Felicia Chan. Ligeledes har hun været i Danmark og set Blågården, og kender derfor til vores arbejde og til området.
When young people get a chance to prove that they can do something useful in their local area, they are more likely to stay out of crime and in jobs and education.
Oplæggene var fra Filippinerne, Canada, Singapore og Danmark, og meget forskellige. Hvor Singapore vil oprette læseklubber på arbejdspladser, arbejder Filippinerne med udsatte børn, mens Canada har blik for Blackfoot stammens ret til et ordentligt folkebibliotek.
Vores oplæg tog udgangspunkt i vores arbejde med tidlig sprogstimulering
“Key Points of Presentation:
The library and cultural house (Blågården) as a platform for making equal chances for children and young people in poor neighborhoods/families.
If children read well they have more chances to make it in the future, a precondition is a well-spoken language early in childhood. When young people get a chance to prove that they can do something useful in their local area, they are more likely to stay out of crime and in jobs and education. Authentic adults who are present in their lives is necessary when it comes to “bildung” and how to make a life for one self.”
Kulturborgmester i Kbh., Franciska Rosenkilde, hørte vores oplæg.
Efter sessionen var overstået, var bestyrelsesmedlemmerne fra IRRT meget interesserede i at få os til ALA til næste år til San Francisco og holde et meget længere oplæg om vores arbejde med børn og unge.
Allerførst er det selvfølgelig spændende at præsentere dansk biblioteksarbejde overfor en større forsamling i udlandet. Og det er også tankevækkende at opleve hvor stor interesse, der er for at høre om, hvordan folkebiblioteket gør en forskel i lokalområdet, noget som Blågården altid har arbejdet med og prioriteret. Det bringer biblioteksarbejdet op på et højere niveau, hvor det kan måles, at det nytter. Det nytter at sprogstimulere, at få børn og unge til at læse, at være den (sociale) driver i lokalsamfundet, der vil alle borgere, også dem der ikke umiddelbart er biblioteksbrugere. Og række ud og nå nye grupper.
Amerikanske biblioteker er begyndt at samarbejde med socialrådgivere (social workers) om udsatte og hjemløse. Noget Danmark har gjort i mange år, fordi ansatte i kommunerne har skærpet indberetningspligt omkring børn og unge. Ligeledes har SSP samarbejdet visse steder haft fokus på sociale indsatser overfor målgruppen. Hertil kommer selvfølgelig samarbejde med Sociale Gadeteams, hjemløseenheder med mere. Så vi er altså langt foran. Og vi er bedre rustet, fordi Danmark har et socialt sikkerhedsnet, der ikke findes i USA. Men debatten er så om, hvorvidt det er bibliotekets opgave at huse hjemløse, migranter med flere. fordi de ikke har andre steder at være. Det kunne ALA ikke give svar på.
Ved besøg på Shaw Library nord/nordvest i D.C mødte vi nogenlunde samme scenarie som på så mange københavnske biblioteker. Biblioteket var muligvis tænkt som et kulturfyrtårn i et ikke særligt velstående område (dog ikke udsat) med et kunstværk udenfor. I foyeren mødes vi af en håndskrevet skilt ”not a seating area” – ja, for her er sikkert godt at sidde om vinteren (eller i den varme sommer) for hjemløse eller utilpassede unge. Indenfor sidder en såkaldt ”posedame”, der skriver på nogle papirer, mænd – måske hjemløse (de minder om danske hjemløse) - med mad og store tasker. I børnehjørnet larmer ”de løse” børn over, hvis tur det er til computeren, mens den unge far irettesætter, fysisk når hans små børn ikke sidder roligt, mens han selv ser på sin mobiltelefon, og det lidt ældre ægtepar sprogstimulerer deres barn gennem billedbøger. Biblioteket har høje reoler, hvor vi i Danmark i højere grad går over til den lave model, ellers er der ikke meget forskel.
”Mother Goose on the loose” – hvad er dog det? Har amerikanerne helt glemt Perraults eventyrs barskhed? Mother Goose er Dr. Betsy Diamant-Cohens opfindelse og er et sprogstimulerende program til de helt små. ”I arbejder vel alle med babyer, ikke sandt?” var noget af det første Diaman-Cohen sagde. Så ”Biblioteket bygger bro” er åbenbart ikke et forgangsprojekt med fokus på så ung en målgruppe, de gør det alle sammen i USA. Nu er det oplagt at mene, at toddlers og babies kan forveksles her. Der var meget tale om at beholde fokus hos børnene, så de ikke løb rundt. De gør vores 6 mdrs. børn ikke af indlysende årsager. Men vi lærte, at familierne skal have helt konkrete redskaber med hjem, når de skal arbejde videre med børnenes sprogstimulering, noget vi sætter ind overfor i projektet, i den udstrækning det kan finansieres, midlerne skal nemlig findes udenfor.
Fake News og historiske bøger til børn (fiktion og faglitteratur) var et varmt emne, måske fordi der lå en skjult kritik af Trumps tilgang til dette emne? Selvfølgelig har fake news fået meget opmærksomhed i vor tid, hvor det er så let at udgive, poste, og kritisere noget for at være fake. Københavns Biblioteker arbejder med undervisningstilbuddet ”Stærk på nettet” til 7. klasser og det er nemt at se en sammenhæng, hvor fake news og kildekritik ikke kan nævnes for ofte og selvfølgelig er noget, bibliotekerne skal arbejde med fremover og tilbyde skolerne.
I forhold til bøger for større børn og unge er der meget fokus på sommerlæsekonkurrencer, som vi også har her i Danmark (Sommerbogen gennem Biblo), noget man ser i mange andre lande for eksempel i England og Norge. I USA er der udviklet et helt marked for ”læsetilbehør” som bannere, trøjer med mere, som biblioteker så kan købe til deres konkurrencer og uddele til de flittige læsere. Denne fremgangsmåde minder om Reading Agencys i England, der er en selvstændig non-profit virksomhed, der på samme måde sælger sommerlæsekonkurrencer alt inklusiv til bibliotekerne. Der er tale om en anden sammensætning i økonomien for bibliotekerne, og både i USA og England er de da også afhængige af private fonde i meget højere grad end i Danmark.
Samtidig med denne konkurrenceprægede tilgang hvor de unge kan vinde alt fra drikkedunke og bolde til forstærkere og t-shirts, omtales børn og unge som ”students” over en kam, altså taget fra den didaktiske tilgang, hvor læserne skal lære noget. I Danmark sætter vi stort fokus på læseglæde og lystlæsning, fordi vi mener, at det er dette, der et motiverende, og ikke det at børn og unge nødvendigvis skal lære noget ved læsningen.
Herudover er LGTBQ-bevægelsen meget nærværende på konferencen, måske på grund af den nyligt overståede pride i D.C. Har bibliotekerne i Danmark overhovedet litteratur nok til alle de unge fra LGTB miljøet (vi er endnu ikke nået til q=questioning i Danmark) og interesserer vi os nok for det i vores materialevalg eller formidling?
Vi har her præsenteret hvad vi tager med hjem omkring biblioteksbyggeri og -vilkår, børne- og ungelitteratur og tilgange hertil, tidlig sprogstimulering, og især hvordan biblioteksvæsnet gør en forskel i lokalsamfundet for at skabe bedre vilkår og større lighed, ikke bare ved fri og lige adgang til materialer, kultur og information, men også som driver og kontinuerligt tilbud til borgere, der ikke alle har det lige let.
Vi har herudover set hvor meget race betyder i USA, hvilket er en stor overraskelse i et akademisk miljø i det velstående Washington, og hvordan det går igen, ikke bare i retorik og politik, men også i børne- og ungdomsbøger og i skoleregi. Hvilket er meget interessant i forhold til vores læseklubber, der begge består af børn med anden etnicitet end dansk. Hvordan bringer vi det ind i vores arbejde? Især fordi så få afroamerikanske forfatteres børne- og ungdomsbøger er oversat til dansk – vi har stort set kun Angie Thomas, der skriver om sorte teenagere. En opgave der skal løses i løbet af efteråret.
Herudover er LGTBQ-bevægelsen meget nærværende på konferencen, måske på grund af den nyligt overståede pride i D.C. Har bibliotekerne i Danmark overhovedet litteratur nok til alle de unge fra LGTB miljøet (vi er endnu ikke nået til q=questioning i Danmark) og interesserer vi os nok for det i vores materialevalg eller formidling? Er det ikke en opgave, vi bør løse og noget de danske (unge-) biblioteker/afdelinger skal holde sig for øje?
Ældre er også på dagsorden på ALA. Ikke blot i Danmark, men også i USA er der åbenbart denne såkaldte ”ældrebyrde”, bestående af en større og større ældre befolkningsgruppe, der skal modtage interessante tilbud fra biblioteket. Hvordan håndterer vi det? Ved god og rigelig litteratur, læseklubber og arrangementer med forfattere, noget der allerede tages højde for i den nye biblioteksplan i Københavns Biblioteker.
Opsummerende er der både himmelvid forskel på, hvordan vi fra Asien til Nordeuropa ser biblioteket som driver og empowermentskabende i lokalsamfundet. Samtidig med, at der selvfølgelig er mange sammenfald i den angelsaksiske bibliotekstradition. Noget, der går igen, er selvsagt tanken om biblioteket som uundværligt i samfundet. Bibliotek som mødested, kultursted, bærer af traditioner, læringssted og inspirator. Hvor USA fokuserer meget på læring, fokuserer både Asiens bidrag og vores på lyst. Lyst til at læse, lyst til lege (med eventyr og superhelte i det asiatiske), læseleg og tidlig sprogstimulering både i Danmark og USA.
Vi er kommet hjem meget klogere på biblioteksvæsen over there og andre steder i verden, og vi er kommet hjem meget klogere på at ja, biblioteket gør en forskel i verden.
[1] Oplæg kan eftersendes ved interesse, det er dog ret ”tungt”.
