Hvordan får man unge til at bruge bibliotekerne? Det spørgsmål har personalet ved de danske folkebiblioteker stillet sig selv mange gange igennem årene. For faktum er, at de unge vender deres interesse mod andre tilbud og kommercielle kanaler for først senere i livet at komme tilbage til biblioteket i forbindelse med deres studier, eller når de bliver forældre. Der findes langt fra en entydig opskrift på at fastholde de unges interesse, men Odense Bibliotekerne har haft succes med at skabe et tilbud til unge ved at knytte deres trang til at udtrykke sig og deltagelseskultur sammen – både online og ansigt til ansigt.
Hvordan får man unge til at bruge bibliotekerne? Det spørgsmål har personalet ved de danske folkebiblioteker stillet sig selv mange gange igennem årene. For faktum er, at de unge vender deres interesse mod andre tilbud og kommercielle kanaler for først senere i livet at komme tilbage til biblioteket i forbindelse med deres studier, eller når de bliver forældre. Der findes langt fra en entydig opskrift på at fastholde de unges interesse, men Odense Bibliotekerne har haft succes med at skabe et tilbud til unge ved at knytte deres trang til at udtrykke sig og deltagelseskultur sammen – både online og ansigt til ansigt.
For 20 år siden, i 1996, gik et online-forum for unge læseheste i luften. Navnet var boggnasker.dk, og her kunne unge dele deres egne læseoplevelser og med tiden også deres egne skriverier. Idémand og projektleder bag boggnasker.dk var Finn Wraae fra Odense Bibliotekerne. Finn er stadig ved roret og driver udviklingen af sitet. I takt med, at antallet af medlemmer og sitets aktivitet er steget, er sitet blevet udvidet til også at omfatte et udvalg af de sociale medieplatforme, som de unge brugere færdes på, og navnet har fået et internationalt touch: bookeater.dk.
Hvad er det så, bookeater.dk kan? En af sitets store kvaliteter er den tone og opbakning, som de unge brugere har over for hinanden. Personlige værker kan præsenteres og modtage konstruktiv kritik med respekt for både det skrevne og mennesket bag ordene. En anden styrke er sitets evne for at være lydhør og følge med brugernes ønsker, blandt andet en stigende efterspørgsel på muligheder for at tage sitets begejstring og lyst til litteratur til en ny dimension og lade medlemmerne mødes i det virkelige liv. Hermed lød startskuddet til projektet »Bookeaters Convention on Tour«.
Litteratur på tour
Med Odense Bibliotekerne i spidsen gik i alt seks danske biblioteker i 2015 sammen om at skabe et fysisk og flytbart koncept, som både kunne forankres lokalt og samle de bogglade unge ved to litteratur-events i hhv. Odense og Holstebro. Konceptet blev skabt i samspil med bibliotekerne og de unge brugere, så deres idéer og Bookeater-sitets ånd kom til at skinne igennem. Det hele blev afviklet i efteråret 2015 og de to conventions blev suppleret af lokale events som »Pizza & Poetry« og »talent-camps«, hvor etablerede forfattere delte tips og værktøjer ud til de unge samt gav feedback på deltagernes værker inden for en bestemt genre. Der var fantasy og horror på programmet med forfatterne Louise Haiberg og Nikolaj Johansen.
Hvor medlemmerne i Cyberspace spænder fra teenageårene og opefter, var deltagerne på »touren« generelt i 20’erne, og kønsfordelingen var nogenlunde ligeligt fordelt. Erfaringsmæssigt var der dog en mærkbar forskel. Mens skriverierne for nogle var en hobby, var der andre, som havde en mere målrettet tilgang og flere års erfaring med at få ordene til at flyde fra hovedet og ud igennem fingrene.
Succeser og overvejelser
Omkring 150 unge deltog ved de to litteraturfestivaler, og der var positiv feedback fra deltagerne ved de forskellige talent-camps. Især de praktiske øvelser som for eksempel redigering og betalæsning modtog begejstrede vendinger. »Super godt initiativ med nogle fede skriveøvelser« og »jeg er glad for, at jeg deltog. Jeg har faktisk udviklet mig rigtig meget bare på den her ene weekend. Det giver mig blod på tanden efter mere«, lød nogle af tilbagemeldingerne.
Det faglige og sociale var i højsædet, men deltagerne kunne stadig godt tænke sig at tage interaktionen til et endnu højere niveau. Sparring og teamwork via sociale medier er på deltagernes ønskeliste til fremtidige arrangementer.
De sociale medier nævnes også i forhold til markedsføringen. I 2015 foregik en stor del af markedsføringen allerede på de mest gængse sociale netværk, men evalueringen peger på, at nok er kanalerne de rette, men markedsføringen kan med fordel gøres endnu mere offensiv.
Benspænd
Et andet element i at hverve deltagere og udbrede interessen for Bookeaters Conventions er at sprede budskabet via ambassadører og konsulenter, som kan møde de unge i deres fysiske hverdag. Projektet gjorde brug af ambassadører, og i Odense var en litteraturstuderende fra Syddansk Universitet ansat til det opsøgende arbejde. Umiddelbart virkede det logisk og ligetil at opsøge de unge, hvor deres dagligdag tilbringes – på skoler og uddannelsesinstitutioner. Her viste der sig desværre en række uventede benspænd, da dørene til uddannelsesinstitutionerne ikke automatisk åbnede sig, selvom budskabet var fagligt. Det var kort sagt svært at få lov til at møde de unge direkte.
Hvad så nu?
På baggrund af både projektets succeser og benspænd ligger der nu et arbejde i at åbne vejen til samarbejde mellem biblioteket og uddannelsesinstitutionerne yderligere med henblik på fremtidige litterære events. Ambitionen om at styrke de unges litterære og skriftlige kompetencer deles af både bibliotekerne og uddannelsesinstitutionerne, men der skal arbejdes yderligere på at skabe en forståelse af, at bibliotekernes tilbud kan anvendes som løftestang for ambitionen.
Et andet element i planlægningen går ud på også at imødekomme brugernes ønsker til eventuelle fremtidige events – både i forhold til interaktion før, under og efter – samt at etablere et tilbud til de unge, som primært formidler deres fortællinger via graphic novels, eller som elsker genren »Young Adult«.
Bookeater – nu som magasin
Nyeste tiltag fra bookeater.dk er et kommende magasin for målgruppen. Hos Odense Bibliotekerne lægges der sidste hånd på det spritnye Bookeater Magazine. Magasinet indeholder alt det, målgruppen efterspørger, og rækker ud til blandt andet blogger-miljøet, som har vist stor interesse for at være med i magasinet. Bookeater Magazine giver desuden sine læsere interviews med populære forfattere og har indgået samarbejde med en kendt hollandsk »book-stagrammer«, som deler sin kunst i magasinet.
Magasinet er tænkt som et online-magasin, og udgivelsesfrekvensen af fremtidige numre afhænger af modtagelsen af det første og af blogger-communities’ lyst til fortsat at bidrage til projektet. Dog trykkes den første udgave, som udkommer i efteråret 2016.