Vi står over for en udfordring på bibliotekerne i forhold til at fastholde vores brugere – særligt de unge. Det er ærgerligt, at de fremragende elektroniske og gratis tjenester ikke bliver brugt. En løsning kunne være at lade os inspirere af højskolernes kampagne, der gjorde brug af kendtes oplevelser.
Vi står over for en udfordring på bibliotekerne i forhold til at fastholde vores brugere – særligt de unge. Det er ærgerligt, at de fremragende elektroniske og gratis tjenester ikke bliver brugt. En løsning kunne være at lade os inspirere af højskolernes kampagne, der gjorde brug af kendtes oplevelser.
Er biblioteket som institution ved at forsvinde for en hel generation, og er det forsvundet for en befolkningsgruppe? Står vi over for større udfordringer, end vi kan klare? Kan vi finde ud af at fortælle, hvordan vi kan klare førnævnte udfordringer, og hvad det præcis er, vi kan, de ikke selv kan ved at Google sig til snart sagt alt?
Biblioteket er en kommunal schweizerkniv
Forleden så jeg en fjernsynsudsendelse med titlen ”Sommer i systemet”, hvor Anders Lund Madsen og Jubii-grundlæggeren Martin Thorborg besøgte et folkebibliotek efter lukketid. Den varme, de omtalte biblioteket med og deres tydelige respekt for det, biblioteket kan og står for, var virkelig rart at se og høre. Thorborg kaldte i den forbindelse biblioteket for ”en kommunal schweizerkniv” med masser af muligheder for snart sagt hvad som helst.
Men er det sådan, vi opfattes i dag? Er biblioteket fortsat et sted, hvor folk søger fordybelse og viden? Er vi fortsat en dannelsesinstitution, eller er vi reduceret, via en stigende tivolisering og effektivisering, til at være SFO, legestue, Borgerservice, varmestue, netcafé og kopicentral?
I mit daglige arbejde får jeg vitterligt mange forskellige henvendelser om alt fra straffeattester, byggelove, musik, film, skønlitteratur, psykologi, historie og snart sagt alle andre emner inden for de faglitterære grupper. Det er dejligt dynamisk, og ikke to arbejdsdage er ens.
Kun fem slags biblioteksbrugere
Det, der bekymrer mig, er nu blot det, at det stort set kun er fem grupper, der kommer og efterspørger min hjælp: Nydanskere, pensionister, sygdomsramte, studerende og børnefamilier. Hvad med alle dem, der ikke falder i disse kategorier? Kender de overhovedet biblioteket, og ved de, hvad de kan få for deres skattekroner, hvis de vil?
Ud over kerneopgaverne, der blandt andet omfatter dannelse og oplysning, herunder via en del af de på stedet tilgængelige tilbud såsom avislæsning, nyeste magasiner og brugen af computer og internet, har biblioteket også en anden helt afgørende opgave: at følge med tiden og forholde sig til og afspejle den samtid, det befinder sig i. Det kaldes udvikling, men efterhånden er der, i hvert fald her i landet og i særdeleshed, når det handler om økonomiske spørgsmål, sat et lighedstegn mellem netop udvikling og afvikling. Det, mener jeg, er forkert.
Hvorfor har vi ikke fat i de unge?
I efterhånden mange år er vi blevet tudet ørerne fulde om, at der snart ikke er mere fysisk materiale tilbage, og at det, der er, hurtigere og hurtigere udfases. Det er ikke helt forkert. Det er heller ikke helt rigtigt. Vi oplever her på stedet fortsat lange reserveringskøer på populært og omtalt materiale, ligesom vi har en stor fast gruppe af brugere, der dagligt læser magasiner og aviser i papirform. Endvidere har vi for nyligt (gen)etableret en musiksamling af vinylplader, der stille og roligt, via aktiv formidling, lånes helt tilfredsstillende ud.
Omvendt oplever vi bestemt også en stigende brug og efterspørgsel på elektronisk materiale, herunder eReolen som det store flagskib (vi er ikke medlem af Bibzoom, desværre). Det, der undrer her, er blot, at brugerne af disse tilbud øjensynligt tilhører samme gruppe som ovenfor skitseret.
Hvad er det, der gør, at vi ikke har fat i den yngre generation, fra de holder op med at komme på børnebiblioteket, til de begynder at studere på videregående uddannelser og så i øvrigt venter med at komme tilbage til de har fået børn og oftest holder op med at komme fra disse er blevet ældre, til de selv går på pension? Naturligvis med undtagelser. Hvad holder generelt denne gruppe væk fra biblioteket?
Inspiration fra højskolekampagne
En anden gammel institution, der om muligt har været under endnu større pres, end bibliotekerne er i dag, er den gode gamle danske folkehøjskole. Højskolerne var under massivt pres indtil for små ti år siden, hvor skuden er vendt. Det skyldes selvfølgelig også en fornyelse af højskoletanken, gjort med et sublimt blik på samtiden og med blikket rettet langt ude i fremtiden. Det er flot, og det har virket.
Der er nemlig ikke tale om at give køb på den fordybelse og den dannelse, man kan opleve og tilegne sig ved at komme på højskole (anbefales i øvrigt alle!). Der er formentlig snarere tale om, at det er lykkedes at fange interessen. Dette er sket via kampagner rundt omkring på de forskellige platforme og sociale medier via nettet, men også via helt almindelige reklamekampagner på fx busserne og S-togsstationerne.
En kampagne, der kører for tiden, har brugt kendte ansigter, der alle har fået noget ud af deres ophold på en højskole, som fortæller, hvad det indebar for dem og deres fremtidige karrierevalg og muligheder.
Opråb
Bibliotekerne burde kunne gøre det samme. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at biblioteket har spillet en stor og central rolle i rigtig mange menneskers liv, kendte som ukendte. Bibliotekerne bør, efter min mening, i den grad prøve at komme bredere ud, så de ydelser vi tilbyder ganske gratis, kommer lige så maksimalt ud til eventuelle brugere, som de kommercielle udbydere af samme gør lige nu, hvor fx Storytel for tiden kører massive buskampagner, der i bund og grund får folk til at betale for det, de allerede betaler for én gang over skattebilletten, og som vi kan formidle og tilbyde dem ganske gratis på eller via biblioteket.
Det hænger for mig at se ikke sammen, at vi som institution, trods massivt politisk og økonomisk pres, skal stå tilbage for de kommercielle interesser, når det handler om at formidle oplevelser og viden til befolkningen. Jeg tror, at det skaber faldende besøgstal ikke at være progressive og upfront, så man netop råber de folk op, som ikke ved, hvad de kan få, eller hvordan de kan benytte sig af alt det, vi har at tilbyde, uden at betale for det.
Fortsætter vi på den her måde, ender den kommunale schweizerkniv med et enkelt sløvt blad…
