Gå til sidens indhold
19. juni 2013 Af Franz Thomsen

360 gr. rundtur på Randers Bibliotek

Som et af de første biblioteker i landet har Hovedbiblioteket i Randers fået Google Panorama, der giver kommende besøgende mulighed for at udforske biblioteket indvendigt før de møder op personligt. De kan få en hurtig digital rundvisning og gå på opdagelse blandt nogle af de tilbud, biblioteket har til dem. Det er næsten som at være der selv.

Rundvisningen starter som udgangspunkt ved Kulturhusets indgang og så bevæger man sig skrift for skridt ind på biblioteket, hvor man kan vælge forskellige veje. Man kan dog starte rundvisningen et vilkårligt sted og det vil vi udnytte til præsentation af f.eks. studiehjørnet eller musikafdelingen på vores hjemmeside.

Man kan også panorere rundt i lokalerne og zoome ind på detaljer. Det kunne være børnebibliotekets samling af farverigt udklædningstøj, faciliteterne i studiehjørnet, guldet i kælderen eller hvor man kan slå sig ned og læse dagens avis.

Panorama-billederne er tilgængelige ved søgning i Google eller Google Maps.  Google Panorama er i familie med Street View, men præsenteres som ”Kig ind” i forbindelse med søgeresultatet.

Vores panorama-billeder er optaget af pressefotograf Henrik Bjerg, som er godkendt til denne type opgaver af Google. Find danske fotografer og mere information om Google Panorama: http://maps.google.com/help/maps/businessphotos/get-started.html

Tag den digitale rundtur på Randers Bibliotek: tinyurl.com/pjdcogj

I den kommende tid vil vi prøve at finde andre måder at udnytte den digitale rundtur på.