Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
17. december 2013 Af Morten Maegaard Astrup

Reportage: Digitale tendenser fra Göteborg Bogmesse

”150 gange i døgnet kigger folk på deres smartphone”. Ordene får tilhørerne på Göteborgs ’Bok og Biblioteksmessan’ til at kigge forbavset op fra deres forskellige devices. Manden på scenen er Santiago De la Mora, som arbejder for Googles europæiske afdeling. Han er inviteret til at tale om Google Play Books og cloudbaserede e-bøger, og det har fyldt både de mange bænke og ståpladserne med tilhørere. Vi er på det såkaldte digitale torv på dette års messe, som blev besøgt af 96.315 mennesker, hvilket er over 3 gange så mange som sidste års danske Bogforum.

”150 gange i døgnet kigger folk på deres smartphone”. Ordene får tilhørerne på Göteborgs ’Bok og Biblioteksmessan’ til at kigge forbavset op fra deres forskellige devices. Manden på scenen er Santiago De la Mora, som arbejder for Googles europæiske afdeling. Han er inviteret til at tale om Google Play Books og cloudbaserede e-bøger, og det har fyldt både de mange bænke og ståpladserne med tilhørere. Vi er på det såkaldte digitale torv på dette års messe, som blev besøgt af 96.315 mennesker, hvilket er over 3 gange så mange som sidste års danske Bogforum. 

En delegation fra Biblioteksfaglig afdeling er taget af sted for at opsnuse nye tendenser indenfor biblioteksverdenen, og denne artikel vil fortælle om, hvad der rører sig på det digitale område. Tilbage på scenen forklarede De la Mora også, at der er flere mennesker, der ejer en mobiltelefon end en tandbørste i hele verden. Det betyder, at adgangen til viden er større end nogensinde, opsummerede han. 

Vi står midt i en digital revolution, og det var tydeligt på det digitale torv, som præsenterede nye tjenester, dimser og tendenser. Det, der før stod skrevet i sten, er ved at blive tastet ind på digitale skærme. Efter en tre dages belejring af torvet fandt jeg ud af, at nogle af de nye tendenser er følgende: det er blevet mere populært at lytte til litteratur, indhold skal tilpasses medierne og så ser det ud til, at abonnementer er kommet for at blive som forretningsmodel. 

Lyttereksplosion
Et andet af de mange arrangementer og foredrag, der var på torvets scene, var en paneldiskussion arrangeret af ’Bonnier Audio’, hvor to forlagsfolk, en forfatter og en kulturjournalist diskuterede den aktuelle lyttereksplosion, som branchen oplever. Ordstyreren forklarede, at efter nogle hårde år i lydbøgsbranchen, oplever den nu pludselig en kæmpe fremgang ført an af den svenske lydbogstjeneste Storytel. 

Det har blandt andet betydet, at mange unge ’læsere’ er kommet til, og selvom det går rigtig godt, mente de fire paneldeltagere, at der stadig er meget potentiale i lydbøgerne. Podcasten er jo allerede utrolig populær, og som en af deltagerne pegede på, ligger der en mulighed i at få podcastlytterne til også at bruge lydbøger. Dog blev det påpeget, at en af udfordringerne med lydbøger er selve formatet. De er simpelthen for lange i modsætning til en podcast, som normalt varer 45-60 minutter, mens en lydbog kan vare op til 12 timer. 

”Den dramaturgiske model på en roman passer ikke til lydbøger. Lav det som tv-serier som Breaking Bad hvor hvert kapitel har en indbygget dramatugi”, opfordrede paneldeltageren Viggo Cavling, som er forfatter og journalist. 

Dette begreb kaldes ’serialized fiction’, og vi kender det fra tv, hvor tv-seriernes enkelte afsnit har en begyndelse, midte og slutning, mens alle afsnittene tilsammen udgør den store fortælling. Sjovt nok, præsenterede e-bogstjenesten ’Dito’ dagen efter på samme scene en e-bog føljeton skrevet eksklusivt til Dito, og hvor hvert afsnit er tilpasset lydbogsformattet. Forfatteren er Hans Koppel, og første afsnit kunne man naturligvis downloade gratis på messen. Dog var der nok ikke mange, der gjorde dette, da der var flere medarbejdere fra Dito til selve ’releasefesten’ end gæster. Men tendensen er klar. Indholdet skal tilpasses mediet. 

Forretningsmodel er kommet for at blive
Det digitale torv bestod udover scenen også af omkring 10 stande, hvor forskellige firmaer præsenterede deres digitale tilbud. To af dem var særligt interessante, fordi de viste, at abonnementsforretningsmodellen, som man kender det fra musiktjenesten Spotify, er kommet for at blive. Ved at betale en månedlig pris får man adgang til indhold. 

Ved en af disse stande stod lydbogstjenesten Storytel, som er en lydbogstjeneste. Firmaet nyder i øjeblikket stor succes med omkring 40.000 betalende lyttere – også i Danmark. Lige rundt om hjørnet fra Storytel stødte jeg på en, for mig, ny tjeneste. Readly tilbyder alle de store tidsskrifter for 99 svenske kroner om måneden, og deres marketingchef, Erik Sellström, fortalte, at Readly er på vej til Danmark. Han forklarede også, at de har en ordning med bibliotekerne i Sverige om, at man kan bruge tjenesten - dog kun i det fysiske bibliotek. 

Biblioliotekernes jukeboks
Bibliotekerne var naturligvis også repræsenteret på det digitale torv. Der var dog kun én stand, hvor firmaet FörlagEtt præsenterede deres mediejukeboks, som er de svenske bibliotekers online tjeneste. Her kan lånerne blandt andet downloade musik, film, e-bøger og sprogkurser gennem et usb-stik. 

Mediejukeboksen har seks år på bagen, og til messen præsenterede firmaet en ny mobil app. Men ligesom ordet jukeboks lyder som noget fra det tidligere århundrede, så fremstod bibliotekerne noget gammeldags i forhold til kommercielle firmaer, som Storytel og Readly. En hurtig søgning i jukeboksens indhold viste også, at det ikke er et reelt alternativ til de nye tjenester. Heldigvis reddede Malmø Bibliotek noget af bibliotekernes ære ved til et foredrag at vise, hvordan de optog forfattermøder på biblioteket og lagde dem på nettet med tjenesten ’Bambuser’. Til et foredrag viste de nogle klip fra deres udseendelser, og det så meget professionelt ud. 

Bogmessen understregede, at der er hård kamp om brugernes opmærksomhed, også selvom folk åbenbart hellere vil kigge på deres telefon end børste tænder. 

Artiklen er bragt i Bib-forum, december 2013


Links til de nævnte tjenester 

Google Play Books 

Storytel 

Readly 

Mediejukeboksen

Malmø Biblioteks videokanal