Silkeborg Bibliotekerne lancerer en nyskabende mobilhjemmeside med ubegrænset adgang til bibliotekets hjemmeside. Dermed er Silkeborg Bibliotekerne de første i Danmark, der kan præsentere en mobilløsning, som viser indhold fra både hjemmeside og bibliotekets database i én samlet præsentation. Nyt er det også, at hjemmesiden til mobilen har samme adresse som hjemmesiden til pc.
Nu bliver det endnu lettere at komme på biblioteket i Silkeborg. Med lanceringen af en ny mobilhjemmeside får Silkeborg Bibliotekernes brugere mulighed for at få adgang til hjemmesiden uden begrænsninger med mobilen. Det betyder, at alt det, man kan benytte sig af med sin pc, nu også er muligt via mobiltelefonen.
Løsningen baserer sig på integreret søgning ved hjælp af Summa-teknologien, der er udviklet i samarbejde med Statsbiblioteket. Brugerne søger samtidigt på hjemmesiden og i bibliotekets database, og får resultatet vist på én side. Søger man efter emner som ”Cuba”, forfattere som ”Bjarne Reuter”, musikere som ”Kim Larsen” etc., får man vist både, hvad der findes af temasider og nyheder på hjemmesiden, og hvad der findes af bøger, cd’er, film og spil med videre i databasen. Teknikken er overført fra bibliotekets ”normale” hjemmeside til pc.
Med let adgang til ”Min side” kan brugerne hurtigt reservere, se hvad de har lånt og forny lånene, uden at skulle åbne en pc. Mobilen er jo lige ved hånden.
Samme adresse
Brugerne skal ikke tænke på at lede efter adressen på hjemmesiden, som er den samme som til pc. For at gøre det nemmere for blandt andet mobilbrugerne, har Silkeborg Bibliotekerne desuden fået en ny, kortere hjemmesideadresse: silkeborgbib.dk.
Modsat mange andre mobilhjemmesider, skal man altså ikke gå og huske på en særlig mobil-hjemmeside adresse.
Ønsker man ikke at taste adressen ind, eller vil man vente med at gå til mobilhjemmesiden, kan man sende en sms med teksten silbib mobil til 1220, så sender biblioteket et link til hjemmesiden.
Hvordan virker hjemmesiden?
Når man går på hjemmesiden med sin mobil, ”opdager” systemet, at det er en mobiltelefon, der er på besøg, og sørger for at vise siden i en udgave for mobiltelefoner. Det er ikke sådan, at siden bare bliver mindre – man får det indhold, som er relevant for en mindre skærm, så menuer, billeder, tekst og andet er tilpasset.
Bag om mobilhjemmesiden
Bag den endelige hjemmeside til mobilbrugere ligger et omfattende projekt BibMobil, hvor brugerinddragelse har været en vigtig del. Projektet har ønsket at afdække, hvordan og i hvilke situationer, bibliotekerne kan give relevante mobile tilbud til sine brugere.
Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Silkeborg Bibliotekerne og Statsbiblioteket, og støttet af Styrelsen for Bibliotek og Medier med 470.000 kr.
I projektet har brugerne som noget helt basalt ønsket sig at have adgang til søgning, reservering, se hvad de har lånt og forny lånene – på en mobilhjemmeside.
Behovet for en mobilhjemmeside understøttes af, at mobiltelefonerne jo for længst har overhalet pc’erne i antal solgte enheder. Flere og flere får internetadgang på mobilen – og bruger internettet. Smartphones som iPhone og Android-mobiler med touchskærme og mange funktioner, herunder ofte internetadgang uden begrænsning, giver brugerønsker om at kunne ”alt” på mobilen.
I modsætning til pc’en har mange brugere desuden altid mobilen på sig, og det er derfor vigtigt for bibliotekerne at målrette tilbuddene også til mobilbrugerne. Med den nye mobilhjemmeside håber biblioteket at komme brugerne og udviklingen i møde.
iPhone applikation undervejs
I undersøgelsen var der blandt brugerne af smartphones desuden stort ønske om at få udviklet applikationer (små programmer, som man kan downloade) til iPhone og Android mobiler. Udvikling af sådanne applikationer vil dels synliggøre bibliotekerne i brugernes univers, når de henter programmer til deres mobil, dels give endnu en indgang til biblioteket på mobil.
Under projektet blev der derfor udviklet en ”find bogen på nærmeste bibliotek” – stegkodescanner til Android mobiler, og en nyhedsliste-applikation til iPhone.
I efteråret søsætter Silkeborg Bibliotekerne en videreudvikling af iPhone applikationen til brugerne, med en lang række tilbud.