Gå til sidens indhold

Jørgen Poulsen, modtager af Døssingprisen 2004

Lørdag den 23. oktober 2004 kunne BF's formand, Jakob Winding, på Bibliotekarforbundets Generalforsamling 2004 overrække BF's Døssingpris, som her blev uddelt for 17. gang.

Døssingprisen 2004 gik til generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.

Jørgen Poulsen får prisen for sit store, brændende engagement i arbejdet for at skaffe hjælp til de mange mennesker, der lider nød rundt om i verden og for sit vedholdende forsvar for den humanitære verdensorden, som den bl.a. er fastlagt i Genèvekonventionerne.

Jørgen Poulsens arbejde for nødstedte i verden tager udgangspunkt i, at "tavshed ikke er et af Røde Kors' principper. Vi tier, hvis det er bedst for ofrene. Vi taler, hvis det er bedre. Mangelen på respekt for de humanitære love har nået et punkt, hvor i hvert fald jeg må tale". For Jørgen Poulsen handler det i sidste ende om mennesker og menneskeværd.