Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Vedtægter for Faggruppen for Formidling

Vedtægter for Faggruppen for Formidling


Denne vedtægt er udarbejdet på baggrund af ”Retningslinjer for forholdet mellem Forbundet Kultur og Information og dets netværksgrupper / faggrupper”, §2, stk. 1

1 Navn
Faggruppens navn er Faggruppen for Formidling

2 Formål
Stk. 1
Faggruppen for Formidling har til formål at synliggøre og udvikle medlemmernes formidlingspraksis gennem vidensdeling, faglig debat og kompetenceløft.

Faggruppen vil have fokus på formidling som en kernekompetence, der skaber bro mellem bibliotekets/institutionens mangeartede formidlingsemner og brugerne. Formidling forstås bredt og kan finde sted både fysisk og digitalt, men essentielt er det dobbelte fokus på både materiale og bruger og det, der skaber forbindelse mellem de to.

Faggruppen danner netværk for vidensudveksling og opkvalificering af formidling som en kernekompetence.
Dette vil udfolde sig igennem oprettelsen af en idébank, hvor formidlingserfaringer/ideer deles, samt afholdelse af arrangementer, som skal sikre, at medlemmer videreudvikler deres arbejde med - og forståelse af formidlingens betydning og aktualitet.

Med afsæt i en dyrkelse og opkvalificering af formidlingskompetencen skal faggruppen være med til at sikre en italesættelse af formidlingens relevans og betydning for brugere – internt og eksternt. Ambitionen er at sikre stærke faglige formidlere både på biblioteket andre offentlige kulturinstitutioner, private såvel som offentlige, og at formidling anskues som en værdi.

Stk. 2
Faggruppen for Formidling har under hensyn til vedtægter for Forbundet Kultur og Information og Retningslinjer for faggrupper til formål at tilgodese medlemmernes specielle interesser og virke som sparringspartner over for Forbundet Kultur og Information hovedbestyrelse.

3 Medlemskab
Stk. 1
Alle aktive medlemmer af Forbundet Kultur og Information kan optages som aktive medlemmer af Faggruppen for Formidling.

Stk. 2
Studentermedlemmer af Forbundet Kultur og Information kan gratis blive aktive medlemmer af Faggruppen for Formidling.

Stk. 3
Pensionistmedlemmer af Forbundet Kultur og Information kan optages som aktive medlemmer af Faggruppen for Formidling.

Stk. 4
Som interessemedlemmer af Faggruppen for Formidling kan optages

  1. passive medlemmer af Forbundet Kultur og Information
  2. personer, der ikke er medlemsberettigede i Forbundet Kultur og Information, men er medlem af anden faglig organisation og som tilhører denne gruppe:
  3. personer, der ikke er medlemsberettigede i Forbundet Kultur og Information, men er medlem af anden forhandlingsberettiget faglig organisation og som er ansat i en dansk organisation eller institution, og arbejder inden for faggruppens område, som beskrevet i §2.

 [præcise kriterier for gruppen - disse skal godkendes af Forbundet Kultur og Informations hovedbestyrelse].

Stk. 5
Interessemedlemmer af Faggruppen for Formidling har taleret, men ikke stemmeret ved gruppens generalforsamling, valg eller andre afstemninger.

Stk. 6
Indmeldelse og udmeldelse af faggruppen sker til Forbundet Kultur og Information eller direkte til faggruppens bestyrelse.

 

4 Generalforsamling
Stk. 1

Ordinær generalforsamling afholdes hvert andet år i marts eller april måned.

Stk. 2
Alle frister for indsendelse af forslag til generalforsamlingsbeslutning, udsendelse af årsregnskab, beretning m.v. følger de frister, som er fastsat i Forbundet Kultur og Informations vedtægter for Forbundet Kultur og Informations generalforsamling.

Stk. 3
Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
    2. Valg af stemmeudvalg.
    3. Forelæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning.
    4. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab for forudgående kalenderår.
    5. Forelæggelse og godkendelse af budget for kommende kalenderår med forslag til kontingent.
    6. Indkomne forslag til generalforsamlingsbeslutning.
    7. Valg af bestyrelse.
    8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Stk. 4
Forslag til generalforsamlingsbeslutning skal, hvis bestyrelsen eller generalforsamlingens flertal kræver det, udsendes til urafstemning blandt medlemmerne.

Stk. 5
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af et flertal af bestyrelsen, eller hvis en tiendedel af medlemmerne skriftligt kræver det med angivelse af forhandlingsemnet. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 2 ugers varsel.

Stk. 6
Alle afstemninger på generalforsamlingen afgøres ved simpelt flertal blandt de medlemmer, som har stemmeret. Hvis bestyrelsen eller et flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker det, sker det ved skriftlig afstemning.

5 Bestyrelse
Stk. 1
Faggruppen for Formidling ledes af en bestyrelse bestående af fra 3 og op til 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er inddraget.

Stk. 2
Der skal opstilles mindst 3 kandidater til bestyrelsesvalget. Kandidater, der ikke opnår valg, er suppleanter i den rækkefølge stemmetallene angiver. I tilfælde af fratræden udenfor tur fra bestyrelsen indtræder suppleant for resten af perioden.

Stk. 3
Maksimalt 2 pladser i bestyrelsen kan besættes af studentermedlemmer eller pensionistmedlemmer.

Stk. 4
Maksimalt 1 repræsentant for interessemedlemmerne i netværksgruppen / faggruppen kan vælges til bestyrelsen uden stemmeret, men med ret til at stille forslag.

Stk. 5
Valg til bestyrelsen sker ved skriftlig afstemning på generalforsamlingen eller, hvis bestyrelsen eller et flertal af forsamlingen kræver det, ved urafstemning blandt medlemmerne.

Stk. 6
Ud af bestyrelsens midte udpeges en kontaktperson til Forbundet Kultur og Information, en kasserer samt evt. en formand. Ud af bestyrelsens midte udpeges tillige mindst en person, der har tegningsret og fuldmagt på faggruppens vegne. Bestyrelsens arbejdsfordeling indskrives i referat fra enten generalforsamling eller bestyrelsesmøde

Stk. 7

Valgperioden løber i perioden fra den 1. i måneden, efter valg til bestyrelsen er foretaget og 2 år frem.

6 Økonomi
Stk. 1
Faggruppens regnskab følger kalenderåret.

Stk. 2
Medlemskontingent til faggruppen fastsættes på faggruppens generalforsamling gennem vedtagelsen af budgettet.

Skt. 3
Faggruppens midler anbringes på bankkonto.

Stk. 4
Der skal forefindes et medlemskartotek for Faggruppen for Formidling.

7 Faggruppens opløsning
Stk. 1
Faggruppen for Formidling kan nedlægges af gruppen selv eller af hovedbestyrelsen - i enighed med gruppens bestyrelse.
Beslutningen om nedlæggelse skal ske efter afstemning på generalforsamling i Faggruppen for Formidling med 2/3 flertal på generalforsamlingen.

Stk. 2
Ved uenighed mellem en faggruppe og hovedbestyrelsen om nedlæggelse overgår spørgsmålet til Forbundet Kultur og Informations generalforsamling.

Stk. 3
Ved opløsning overgår faggruppens midler automatisk til Forbundet Kultur og Information.

Vedtægterne er konsekvensrettet efter Bibliotekarforbundets navneskifte til Forbundet Kultur og Information feb.2020