Gå til sidens indhold
05. december 2022 Af Forbundet

Karriererådgiveren: Studerende, giv dig selv lov til at slappe af i julen

Husk at strukturere din eksamensperiode, så du har nogle dage, hvor du giver dig selv lov til at slippe bekymringerne og hygge dig, siger KI’s karriererådgiver Ricki Nielsen.

Giv dig selv en julegave: husk at holde pauser fra eksamenslæsningen. Foto: noelle, Unsplash

Det kan være udfordrende at jonglere juleræs og familieaktiviteter med eksaminer, der hænger over hovedet som en sort sky. 

Selvom det er nærliggende for den ambitiøse studerende at droppe alt, hvad der hedder afslapning, mormors vaniljekranse og gamle julefilm på flow-tv, til fordel for intens eksamensforberedelse med ængstelighed og søvnløse nætter til følge, gør du dig selv en bjørnetjeneste. 

Karaktererne er ikke vigtigst – din trivsel er 

- Vi ved, at karaktererne ikke betyder særligt meget for størstedelen af arbejdsgiverne, når du skal ud at have dit første job. Derfor giver det ikke mening at ofre al din glæde og mentale overskud for måske at opnå en lidt bedre karakter. 

- Husk i stedet at strukturere din eksamensperiode, så du både har nogle dage, hvor du giver dig selv lov til at slippe bekymringerne og have det sjovt og hyggeligt, og et par dage, hvor du får læst det, du skal, inden for rimelighedens grænser, lyder opfordringen fra KI’s karriererådgiver Ricki Nielsen. 

- Det er til tider hårdt at være studerende, men det er også en tid, du ikke får igen. Så giv dig selv den (jule-)gave, det er, også at nyde nogle hyggelige dage sammen med din familie eller venner, dig selv, din hund, kat, eller hvem du gerne vil tilbringe helligdagene sammen med, slutter han.