Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold
24. september 2021

Verdensmålene tilfører arbejdet mening

Arbejdet med FN’s verdensmål fylder i hverdagen hos både medarbejdere og ledelse på Ballerup Bibliotekerne. Det giver mening og engagement, når målene bliver formidlet konkret, så de kan blive en del af borgernes hverdag, siger bibliotekschef Ravinder Kaur-Pedersen.

Ravinder Kaur-Pedersen

Ordet vækkelse er for voldsomt og åbenbaring i overkanten, men da bibliotekschef ved Ballerup Bibliotekerne Ravinder Kaur-Pedersen var til en masterclass, der handlede om FN’s verdensmål, var det mildest talt en ahaoplevelse, fortæller hun.

- Det gik op for mig, at verdensmålene jo faktisk er meget lige til. Når man går dybere ind i det, handler de dybest set om at leve et liv med oplysning og i balance med naturen og sine omgivelser. Hvis alle forstår målene på et konkret niveau, vil det gøre verden til et bedre sted, siger Ravinder Kaur-Pedersen.

I samme ombæring opstod tankerne om, at folkebiblioteket er den perfekte platform til at arbejde aktivt med verdensmålene.

- Bibliotekerne har til formål at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, og det handler verdensmålene også om. Biblioteket er et sted, hvor der er tæt kontakt til borgerne, så derfor giver det mening, at vi formidler verdensmålene og trækker dem ned på et konkret niveau, så de kan blive en del af deres hverdag, siger hun.

Fra verdensmål til hverdagsmål

Ravinder Kaur-Pedersen kom hurtigt frem til, at bibliotekets medarbejdere skulle have samme mulighed for at blive inspireret af verdensmålene, som hun selv, så det blev et af temaerne på deres årlige personalekonference. Her skulle de skitsere strategien for de kommende fire år, og verdensmålene blev en del af den.

- Bagefter var der flere medarbejdere, der kom og spurgte, hvornår vi kunne komme i gang med at arbejde med målene, for de så den samme sammenhæng som jeg, siger hun.

Selvom Ravinder Kaur-Pedersen ser biblioteket som et sted, hvor verdensmålene og dagligdagen allerede går hånd i hånd, var der også behov for at tænke nyt.

- Vi startede med lavt hængende frugter såsom at afskaffe plastickopper, men hurtigt blev vi enige om, at vi ville gå skridtet videre og arbejde med verdensmålene på en sjov måde.

Ud af den tanke opstod ideen om at holde festivalen Verdens bedste løsninger-LIVE, hvor Ballerup Bibliotekerne sammen med en lang række samarbejdspartnere satte fokus på, hvordan FN’s 17 verdensmål kan blive til hverdagsmål for alle.

- For mig at se er det med at kalde det hverdagsmål eller bæredygtige mål vigtigt. For hvis vi siger verdensmål, bliver det distanceret. Synliggør vi målene for borgerne og hjælper dem med at inkorporere dem i deres hverdag, giver det også arbejdsglæde til medarbejderne, fordi de føler, de gør en konkret forskel.

Giver gejsten videre til borgerne

Det strategiske arbejde med verdensmålene har også åbnet nye døre, fortæller Ravinder Kaur-Pedersen.

- Verdensmålene kommer ovenfra: Fra FN til den danske regering, til KL, til den enkelte kommune og så til bibliotekerne. Men vi kan vende det om og arbejde nedefra og op, fordi vi har den tætte borgerkontakt. Det gør os til oplagte samarbejdspartnere for kommunen, når de gerne vil kommunikere til borgerne, at det er en god ide at leve mere klimavenligt for eksempel.

Derudover har Ballerup Bibliotekernes fokus på verdensmålene givet anledninger til snakke med alt fra NGO’er til bilbranchen.

Ravinder Kaur-Pedersen er ikke i tvivl om, hvorvidt Ballerup Bibliotekerne fortsat kommer til at inddrage verdensmålene som en aktiv del af deres arbejde.

- Vi er i en rigtig god proces, hvor mange medarbejdere har arbejdet direkte med formidling af verdensmålene på forskellige måder. 

Næste mål er, at Ballerup Bibliotekerne bliver verdensmålscertificeret. Det kommer til at kræve engagement og involvering fra både ledelse og medarbejdere, og det ved Ravinder Kaur-Pedersen, at der er rigeligt af.

- Vi har struktureret certificeringsprojektet med flere formål, som forskellige personalegrupper arbejder med. Det betyder, at de kan koble sig på det, de brænder mest for og give deres gejst videre til borgerne, siger Ravinder Kaur-Pedersen.