Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
24. februar 2020 Af Louise Graa Christensen

Fra kollega til leder

Michael Svendsen er med sit nye job gået fra medarbejder til leder i samme afdeling på Det Kgl. Bibliotek. Han glæder sig over sit nye ansvar og er spændt på de udfordringer, der venter ham i lederrollen.

Michael Svendsen, der i dag er sektionsleder i afdeling for Forskerservice, Københavns Universitetsbibliotek, Det Kgl. Bibliotek, var egentlig glad for sin stilling som specialkonsulent i samme afdeling. Men han havde over et stykke tid gået og overvejet, om ledelsesvejen kunne være noget for ham. I 2019 tog han et kurset om ledelse og fik bekræftet, at det ville være det rigtige skridt for ham. Derfor søgte han den lederstilling, der blev slået op i hans egen afdeling senere på året.

- Jeg havde forudsætningerne for at søge jobbet, fordi jeg blandt andet har arbejdet meget med projektledelse og også samarbejdet med Københavns Universitet, som langt hen ad vejen er ophavsgiver til vores arbejde. Derudover kender jeg arbejdspladsen rigtig godt både på et fagligt og et socialt niveau. Derfor lå det lige for at søge stillingen, men det var et åbent stillingsopslag, så jeg forberedte mig til tænderne og var selvfølgelig ikke sikret noget, siger Michael Svendsen.

Fordel at starte på kendt grund

Michael Svendsen sætter pris på at være startet som leder i en afdeling, han kender indefra.

- Det er en kæmpe fordel at starte et sted, man kender, frem for et område, hvor jeg skulle have brugt meget mere tid på at grounde mig, netværke og opbygge tillidsrelationer.

Som sektionsleder skal han blandt andet være med til at sikre, at forskningsmiljøerne og uddannelserne får tidssvarende og værdiskabende services, der matcher Københavns Universitets strategiske mål. Derudover skal han styrke forskerservice på tværs af Københavns Universitetsbibliotek og bidrage til netværks -og samarbejdsskabende aktiviteter i Det Kgl. Bibliotek.

Selvom Michael Svendsen glæder sig over at starte i vante omgivelser, er han meget bevidst om, at han er gået fra kollega til leder:

- Jeg mærker det endnu ikke til dagligt, men man skal vænne sig til at have ledelsesretten og personaleledelsen, og det er et stort ansvar. For eksempel er det pludselig mit ansvar at håndtere den APV, jeg selv tidligere har svaret på som ansat, og støtte de andre i at få tilrettelagt arbejdet mest effektivt og hensigtmæssigt i afdelingen. Alle er meget ambitiøse og har mange bolde i luften, så det er centralt at give god sparring og hjælpe dem med at prioritere, siger han.

- Det er spændende at tage fat i, hvordan vi kan samskabe og ideudvikle som et team, selvom vi er stærke individualister, der vil en masse hver især. Det sker kun, hvis man har tydelige ideer til, hvordan man vil lede, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne forene lederrollen med min egen personlighed, der bærer præg af høj energi og kreativitet, ligesom jeg ønsker at signalere tillidsfuldhed og åbenhed.  Det betyder også meget for mig at kunne inspirere og anerkende, og det kommer kun, hvis man inddrager transparens og åbenhed i sin lederstil, siger han.

Samhørighed er afgørende

For Michael Svendsen er det centralt, at medarbejderne skal være en integreret del af ledelse via samhørighed og en åben og inddragende dialog.

- Samskabelse er åbne processer med inkludering, og skal man kunne facilitere det, kræver det et stærkt fællesskab og faglige værdier. Det vil jeg som leder gerne tage ansvar for – vi skal fejre succeser, men selvfølgelig også tage udfordinger og problemer op, siger han.

Og samhørigheden er forudsætningen for at kunne arbejde som et team:

- Har vi opnået den, kan jeg også bedre fornemme, hvor hver enkelt medarbejder er i forhold til det faglige og deres balance mellem arbejdspres og privatliv. Her skal man have antennerne ude, og det er MUS-samtaler ikke et tilstrækkelig løsning på. Det er vigtigt at praktisere nærledelse og tage sig tid til at lytte. Det kan jeg nu på grund af afdelingens størrelse, og det er et privilegie, jeg er bevidst om.

Har kasketten på

Den første tid som leder har både været spændende og udfordrende:

- Jeg er sprunget lige ud i på dybt vand og har ikke været igennem noget lederforløb for nye ledere, så det er råt på den måde, at nu står man på egne ben, sidder på eget kontor og laver nye ting. Men det er også spændende at tage og gøre sig sit ansvar bevidst, selvom der trods alt stadig er meget af det, jeg lavede som specialkonsulent, der minder om mine opgaver nu. Også selvom jeg ikke dengang havde lederkasketten på. Nu har jeg den på, og det giver en god mavefornemmelse.