Hvad skal du som leder være opmærksom på som chef for en ny, ung leder? Væksthus for ledelse har fem gode bud.
Nye, unge ledere under 30 år har typisk flere udfordringer i rollen end den ældre og mere erfarne kollega. Forskning viser, at der særligt er fem opmærksomhedspunkter, I med fordel kan vende sammen:
Det hænder, at førstegangsledere ”shopper” mellem forskellige ledelsesstile i løbet af deres første halve år, hvilket kan skabe utryghed hos medarbejderne. Hjælp den unge leder med på forhånd at reflektere over, hvilken ledelsesstil der passer bedst til dem.
Som ny leder kan man ikke længere være ven med sine kolleger, som man plejer. Derfor får den unge leder brug for at skabe venskabelige, professionelle relationer andetsteds, og her er netværk med andre unge ledere et oplagt bud. Derudover kan en mentorordning med en mere erfaren leder anbefales.
Det er vigtigt, at den unge leder på forhånd har gjort sig tanker om, hvordan man kan håndtere modstand og konflikter, for eksempel hvis der skal træffes upopulære beslutninger.
Førstegangsledere har en tendens til at arbejde mange timer i døgnet og sende mails til medarbejderne morgen, middag og aften. Det er ikke hensigtsmæssigt for nogle af parterne. Derfor skal man være bevidst om, hvordan man kommunikere til den enkelte medarbejder.
Hjælp den unge leder løbende med at prioritere tid og opgaver, da man hurtigt kan blive presset på tid når nye ledelsesopgaver kommer til.