Alder: 29 år
Stillingsbetegnelse: Program Management Consultant, PMO (Project Manager Office)-kontoret hos TDC NET A/S
Uddannelse: Cand.scient.bibl.
Stephanie Plambech blev headhuntet på LinkedIn til sit første job. Hun anbefaler andre nyuddannede at gøre mere ud af sin LinkedIn-profil og turde søge utraditionelle stillinger.
Alder: 29 år
Stillingsbetegnelse: Program Management Consultant, PMO (Project Manager Office)-kontoret hos TDC NET A/S
Uddannelse: Cand.scient.bibl.
Kort sagt er jeg bindeled mellem projektlederne og ledelsen.
Hvad er dine primære arbejdsopgaver?
- Indledningsvis var min hovedopgave knowledge management; at skabe struktur i dokumentationen omkring vores produkter og records. Nu bruger jeg meget tid på PMO-arbejde; at skabe overblik og struktur over afdelingens projekter, supportere programmerne samt udvikle værktøjer, der hjælper projektlederne i deres hverdag. Kort sagt er jeg bindeled mellem projektlederne og ledelsen.
Vi har for eksempel projekter om 5G-udrulningen og digital pioneering. Nogle af projektlederne er meget teknisk funderede, og derfor hjælper jeg dem med at afdække, hvilke informationer der giver mening at kommunikere til hvem og hvornår, så tidsforbruget på projekterne bliver så effektivt som muligt.
Jeg ville nok ikke selv have søgt stillingen, fordi titlen var »Projektleder« og derfor ikke ved første øjekast rettet mod én med min profil.
Det er dit første job – hvordan fik du det?
- Jeg blev headhuntet på LinkedIn. Efter studiet var jeg, ligesom de fleste andre, jobsøgende, og jeg havde fået det gode råd, at jeg skulle fokusere på min LinkedIn-profil, og det virkede. Arbejdsgiveren var interesseret i en kandidat, som kunne skabe struktur og overblik, systematisere og analysere, og fandt mig på den baggrund. Jeg ville nok ikke selv have søgt stillingen, fordi titlen var »Projektleder« og derfor ikke ved første øjekast rettet mod én med min profil.
De havde også lagt mærke til, at jeg havde arrangeret Meet’n’Greet-events ude på universitet, hvor arbejdsgivere og studerende mødtes, så min proaktivitet og interesse i erhvervslivet gav pote. Derudover havde jeg, med de fag, jeg havde valgt på studiet, fokuseret på kommunikation og strukturering i virksomheder.
Jeg har oplevet, at min uddannelse peger meget mod det offentlige arbejdsmarked. (...) der skal være større kobling til erhvervslivet og forståelse for, hvilke kompetencer vi kan tilbyde dem, som andre profiler ikke kan.
Oplevede du barrierer på din vej til ansættelse i det private?
- Ja, inden TDC fandt mig, fik jeg af og til afslag med beskeden, at de ’ikke lige søgte min profil’. Mange arbejdsgivere kender ikke til den brede palet af kompetencer, vi har. Og fordi vi har flere titler nu, ved de måske ikke, hvad de skal kalde os, når de søger kandidater. De ved måske, hvad en bibliotekar er, men ikke en informationsspecialist.
Jeg har også oplevet, at min uddannelse peger meget mod det offentlige arbejdsmarked. Det var grunden til, at jeg tog initiativ til Meet’n’Greet-arrangementerne på studiet; der skal være større kobling til erhvervslivet og forståelse for, hvilke kompetencer vi kan tilbyde dem, som andre profiler ikke kan. Vi havde blandt andet inviteret TV2, VELUX og IKEA. Her fik de mulighed for at få øjnene op for, hvem informationsspecialisterne er, og i hvilken sammenhæng vi kan bruge vores kompetencer i erhvervslivet.
Hvad tiltaler dig ved det private arbejdsmarked?
- Færre tunge processer, hvilket jeg tror, er nødvendigt, hvis man vil forbedre tingene og skabe resultater. Det er noget, jeg har talt med mine gamle medstuderende om; jeg skal ikke igennem en lang proces og søge tilladelser hos adskillige led, som forhindrer mig i at skabe værdi her og nu. Derudover er vi hos TDC førende inden for teknologi, og det kan man mærke. Under corona har vi fået det til at fungere, fordi vi formår at agere i det digitale univers. Vi er ikke begrænsede af bureaukrati og politik i samme grad som det offentlige.
Jeg skal ikke igennem en lang proces og søge tilladelser hos adskillige led, som forhindrer mig i at skabe værdi her og nu.
Hvad er det bedste ved dit job?
- At jeg kan netværke, tale med forskellige mennesker om deres behov og gøre en forskel. Jeg er en del af et lille team med vidt forskellige profiler, blandt andet en kommunikationsuddannet og en med finansiel baggrund, og vi komplementerer hinanden godt. Når vi for eksempel skal skabe nye processer, skaber jeg struktur, og min kollega har en bredere business-vinkel og byder ind med en viden, jeg ikke har tilegnet mig endnu. Det er inspirerende at arbejde med andre med forskellige baggrunde.
Hvilke kompetencer er de vigtigste at have i dit job?
- Proaktivitet, og at man kan kommunikere med mennesker og formulere behov. Man skal turde sige til, komme med forslag og idéer til at videreudvikle.
Kig efter ord som struktur, systematisering, data, information og kommunikation eller projektledelse. Måske ved arbejdsgiveren ikke, at det er din profil, de går og leder efter.
Interviewet blev oprindeligt bragt i Forbundet Kultur og Informations folder »Job i det private? Virksomhederne har brug for dine kompetencer« udgivet marts 2021.