Gå til sidens indhold

Skriv et skarpt CV

Når du har læst stillingsopslaget og fået opklaret dine spørgsmål, er næste skridt at målrette CV’et. CV’et er tit det første, ansættelsesudvalget kigger på.

  • Prioriter og omformuler

    Dit CV skal altid målrettes den stilling, du søger. Men det betyder ikke, at du skal begynde helt fra bunden hver gang.

    Lav et brutto-CV, hvor du skriver alle dine erfaringer og kompetencer ned. Vælg så det relevante ud, prioriter og omformulér. Du prioriterer punkter, så det vigtigste står øverst. Det samme gør du med underpunkterne under hvert punkt. Du skal også rette dine formuleringer til, så de passer til den arbejdsplads og det job, du søger. Der er flere ord for de samme opgaver, så vælg dem, der passer til jobbet.

  • Sådan strukturerer du et CV

    Start med dine kontaktoplysninger og evt. et vellignende billede. Hvis du vælger at medtage et billede, så få taget et billede til lejligheden, og sørg for, at det ser pænt ud på print.

    Derefter er det en god idé med et kort fagligt resume. Skriv 3-5 linjer om, hvad der kendetegner dig og din faglighed. Det skal naturligvis målrettes til det enkelte job. 

    Strukturen i resten af CV'et afhænger af jobbet, du søger. For nyuddannede er det ofte uddannelsen, der står først, men har du haft et studiejob, der er relevant for stillingen, kan det sagtens stå øverst.

    Et CV indeholder følgende kategorier:

    1. Personlige oplysninger

    2. Erhvervserfaring

    3. Uddannelse

    4. Øvrig uddannelse, efteruddannelse eller andet

    5. Frivilligt arbejde, tillidshverv og bestyrelsesposter

    6. IT-kompetencer, hvis du kan noget ud over det sædvanlige, og hvis det er relevant

    7. Sprog, hvis det er relevant

    8. Interesser

    9. Evt. andet, hvis du har relevant erfaring, der ikke hører under ovenstående punkter

    Dyk ned i substansen under hvert punkt, men hold dig til en kort punktform.

    Hvilke opgaver har du løst, hvilke ansvarsområder har været dine, har du haft en særlig rolle på arbejdspladsen, hvad har du lært, hvilke kompetencer har du opøvet og trukket særligt på?

    CV’et er lige så målrettet som selve ansøgningen. Derfor handler det om at spejle arbejdsgiverens behov i CV’et. 

  • Skal jeg bruge anbefalinger eller referencer?

    Skrevne anbefalinger er sjældent interessante. Ofte har man endda skrevet dem selv. Find hellere en reference, fx en tidligere kollega eller leder og skriv et telefonnummer. 

  • Skal jeg skrive noget om mig selv og mit privatliv?

    Ja, for arbejdsgiveren ansætter også dig som person. Men lad være med at forfalde til floskler, fx at du godt kan lide at se en god film, være sammen med venner og familie og kan lide at rejse. Det siger ikke så meget specifikt om dig. 

    Fortæl, i stedet om det, der kendetegner dig. Din undulat, der hedder Ib, at du går til fægtning og elsker at se b-film i den lokale filmklub. Det behøver ikke være spektakulært eller eksotisk, bare det er konkret. Kan du godt lide at læse gode bøger, så skriv hvilken genre, eller hvilken bog du er i gang med nu. Det siger noget om dig, som er specifikt, og det er det, der er interessant.

  • Hvordan ser det perfekte CV ud?

    Der er ikke en universel skabelon til det gode CV. Det afhænger meget af, hvem du er som person, hvilken branche du søger job i, om du er er erfaren eller nyuddannet og hvordan du kan lide at præsentere dig selv. Men der er naturligvis nogle ting, der skal være til stede i et CV som ovenfor nævnt. Og der er CV'er, der er mere overskuelige end andre. Rundt omkring på nettet findes der mange skabeloner til CV'er og der er mange bud på, hvordan det skal se ud. Pluk lidt de forskellige steder, så det passer til dig og din stil. Søger du et mere kreativt job, kan det fx give mening at have et mere visuelt CV - find fx skabeloner på canvas.com eller www.jobseeker.com/da/cv.

    Læs mere her (Konsulenthuset Ballisager), der har brugbare råd samt konkrete eksempler på det gode CV. Husk, at det er vejledende råd og at der er mange forskellige måder, man kan opstille et godt CV på.