Urafstemning

Valg til Forbundet Kultur og Informations hovedbestyrelse

Gå til sidens indhold

Jacob Holm Krogsøe

Personlige data:
Jeg er 43 år gammel.
Jeg er ansat hos Esbjerg Kommunes Biblioteker, siden maj 2020, som bibliotekar, og jeg er blandt andet også projektleder på Fantasyfestival.

Før det var jeg ansat i ni år som bibliotekar på Randers Bibliotek, hvor jeg var tillidsrepræsentant i syv af årene.

De seneste tre år har jeg været medlem af hovedbestyrelsen for Forbundet Kultur og Information og sidder desuden med i forretningsudvalget. Jeg er uddannet cand.mag. i filmvidenskab.

Valgudtalelse:
"Sir, do we get to win this time?" spørger Rambo. "This time it’s up to you," svarer Rambos læremester. Heldigvis er vi ikke Rambo. Vi har hinandens ryg i forbundet. I har vores, og vi har jeres. Men vi får brug for noget af den handlekraft, som Rambo besidder. Og det gælder faktisk ikke kun i forbundet men også på folkebibliotekerne og på andre arbejdspladser. Vi er i en brydningstid, hvor der både skal være plads til driften og til de vilde idéer. Ellers går vi i stå.

Så jeg vil, sammen med resten af hovedbestyrelsen og sekretariatet, kæmpe for jeres skyld. Uanset hvordan formen bliver på vores forbund i fremtiden, så er det vigtigt, at vi holder sammen. I den nuværende hovedbestyrelse har vi allerede afsøgt forskellige muligheder, forskellige veje, vi som forbund kan gå. Den vigtige afsøgning vil fortsætte i den kommende periode, hvor der også skal træffes vigtige beslutninger.

På mange arbejdspladser ser vi desværre en tendens til, at der skabes A og B hold. Der skal både være plads til de mere udfarende. Og til dem der sørger for, ”at basen er sikret”. For uden en base falder de vilde idéer til jorden. Og uden de vilde idéer bliver basen bare til en tom skal. Det samme gælder i en fagforening.

Så kompetenceudvikling skal understøtte begge dele - og hvem ved, måske kan det rette kursus fra forbundet, eller den vigtige karrieresamtale, få Frode fra Tønder Bibliotek til at se, at han måske netop er den person, der godt vil påtage sig mere udadvendte arbejdsopgaver? Eller at han rent faktisk bør søge stillingen som informationsmedarbejder på Danfoss i Nordborg, hvor man netop søger hans kompetencer? Så kompetenceudvikling og afklaring er vigtigt.

Et andet vigtigt emne er de kompetencer, vi mister, når erfarne kollegaer går på pension. Den slags kompetencer og erfaring som man ikke får på et kursus. Så det er så vigtigt med sidemandsoplæringen – mesterlæren - hvor vi lærer fra de mastodonter, der har været med til at forme vores fag og vores arbejdspladser.

De emner om kompetencer betyder meget for mig, både fagligt, personligt og politisk. Og det er et område, hvor forbundet spiller en central rolle.

Det er utopisk at tro, at forbundet eller TR’en kan løse alt på arbejdspladsen. Men det er ikke utopisk at tro, at vores medlemmer skal have følelsen af, at forbundet har deres ryg. Det har for mig altid været styrken ved dette forbund. Det skaber også fællesskab og idéen om, at man er en del af noget større. Det er essentielt. Også i fremtiden.

For tre år siden blev en ild tændt i mig. Jeg håber, I vil lade min flamme brænde nogle flere år ved at stemme på mig. Uanset hvordan vores forbund bliver i fremtiden, så vil jeg kæmpe jeres sag. Vores sag. Jeg kæmper for fagligheden, for kompetencerne. Med erfaring fra det politiske maskinrum, ved at lytte og ved at turde sparke døre ind.

Stillerliste:

  • Jette Fugl, Det Kgl. Bibliotek
  • Franz Thomsen, Hjørring Bibliotek
  • Birgitte Gyldendal Mikkelsen, Esbjerg Kommunes Biblioteker
  • Loke Daugbjerg Andersen, Randers Bibliotek
  • Maria Louise Elgård Rasmussen, Silkeborg Bibliotekerne
  • Jakob Luther, Esbjerg Kommunes Biblioteker