SVM-regeringen har torsdag den 2. marts fremlagt sit udspil til kandidatreform ”Forberedt på fremtiden I”. Udspillet er et markant opgør med universitetsuddannelserne. Fremover vil op mod halvdelen af de studerende, primært på samfundsvidenskab og humaniora, få afkortet deres uddannelser fra 2 år til 1¼ år.
SVM-regeringens udspil til en kandidatreform ”Forberedt på fremtiden I” møder kritik fra mange sider. Blandt andet har en række fagforeninger samt hovedorganisationen Akademikerne i et samlet opråb meldt ud, at det er en forkert vej at gå at forringe universiteternes tilbud, fordi man risikerer i sidste ende at stå tilbage med et dårligere produkt, som hverken samfund eller erhvervsliv efterspørger.
I stedet ser de faglige organisationer, der repræsenterer godt 900.000 lønmodtagere hellere, at man udbyder færre pladser på de eksisterende lange universitetsuddannelser, så flere unge naturligt bliver ledt over i en erhvervs- eller professionsrettet uddannelse.
Formand Tine Segel ser det som en stor styrke, at der er så bred enighed i fagbevægelsen og at appellerer til at holde fokus på kvalitet i uddannelse.
Kritik fra Akademikerne
Akademikernes formand Lisbeth Lintz er også kritisk over for udspillet.
”Det er et meget voldsom og omkalfatrende reformudspil, og tilmed på et spekulativt grundlag. Uddannelsesministeren erkendte på dagens pressemøde, at der ikke er en brændende platform for at afkorte kandidatuddannelserne, men at man ønsker at udvise rettidig omhu for at undgå, at den her platform kommer i brand på et senere tidspunkt.”